Af: Anne Middelboe Christensen

4. september 2008

Jeg vidste slet ikke, at drager var bløde

Til gengæld troede jeg, at drageteater var morsomt. Men det er det ikke hos Teatret Bagage

Teatret Bagage skændes allerede ude i garderoben. Det er noget med en harmonikakvinde, som gerne vil ind til skuespilleren, men han har ikke tid. Han bliver vred og taler vildt hårdt til hende – og ungerne stirrer på ham og fatter ikke, hvorfor de skal inddrages i hans raseri. Vi voksne forstår heller ikke, hvad kvinden med harmonikaen egentlig har gjort ham.

Nå, men efter denne meta-indledning kommer vi da ind i teatersalen. Vi bænker os, og skuespilleren begynder at indvie os i sit nørdede univers. Her ser han ganske tilforladelig ud i sin hvide skjorte og grå jakke.

Han er særligt stolt af et lysbilledapparat. ’Det her er multimedia,‘ siger han læreragtigt. Det er nu kun de voksne, der smiler. Desuden kan han ikke finde et passende lærred. Han må faktisk op at stå på en stige, før ungerne endelig griner.

Endelig begynder den så: Historien om der findes da slet ikke drager
. Den lille hovedperson er en charmerende trædukke med de skønneste, brune støvler og en lille, ternet skjorte og grønne bukser. Hans dukkeforældre ligner forældre fra 1950’erne – moderen går rundt med forklæde, mens hun støvsuger, og faderen er bare sur og har ikke tid i sit brune jakkesæt. Og da drengen møder en drage, fatter hans mor og far ingenting: En knusende dejlig drage i rød og gul med helt perfekte haletakker.

Sørgmunter mol

’Jeg vidste slet ikke, at drager var bløde,’ siger drengen. Det vidste vi andre egentlig heller ikke. Nu begynder det ligefrem at blive interessant.

Men så braser harmonikadamen ind ad døren. Hun går direkte ind på scenen og sætter sig lige midt i drengens værelse. Først bliver manden sur igen, men så får hun pludselig lov til at være med alligevel. Det hygger, at hun spiller sine visemelodier i sørgmunter mol og med fin dynamik. Hun kan også nogle skægge rytmelyde med åndedrættet – og så gør det ikke så meget, at hun ikke er god til replikker. Hendes glade væsen får faktisk manden til at begynde forfra en gang til: Historien om der findes da slet ikke drager

Men ak. Forestillingen kom aldrig til at spyde ild. Den kom sig aldrig over sin egen tåbelige indledning. Og selv om Teatret Bagage har haft forestillingen på repertoiret hele sæsonen, så virkede den fuldstændig usleben på Børneteaterfestivalen. Om instruktøren Søren Skjold har forladt produktionen med største tilfredshed, om konsulenterne er lutter lykke, og om skuespiller Ole Funch og musiker Maren Halberg selv er glade – det kan jeg jo ikke vide. Om forestillingen i Næstved bare var en smutter, kan jeg heller ikke sige. Men forstemmende, det var den formiddagsforestilling godt nok.

Dramaturgisk blev forestillingens pointe nærmest væk – om forældrene til slut overgav sig til dragen i drengens fantasi, forblev uklart. Og uinteressant. For da havde forestillingen forlængst forspildt sin mulighed for at fænge.

Sørgeligt var det, fordi forestillingen hverken var båret af et mærkbart engagement i børnetilskuerne eller i sin egen historie. Fordi den ikke vidnede om noget indlysende performerhåndværk eller nogen overrumplende sceneæstetik eller teknik. Og fordi den tilsyneladende ikke ville ret meget andet end at vrisse.

Eller også har jeg blot fået forestillingens drage galt i anmelderhalsen – også selv om jeg faktisk så gerne ville lege med. Måske er det haletakkerne…

Anmeldelse fra BTA 145

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En forvandlingshistorie
Teaterhuset Filuren:
'På den anden side af døren'
Der er gode kvaliteter i ’På den anden side af døren’, men mange hurtige rolleskift og overdreven brug af slang og woke-ingredienser spærrer for oplevelsen.
Vilde færdigheder
Meridiano Teatret:
'Buster og mig'
En lille historie om en far, en søn og en hund fortalt med storslået klovnekunst.
‘Sabotage’ rusker op i vores indre sabotør
Sjællands Teater Fair Play:
'Sabotage'
Imponerende gennemført manuskript og iscenesættelse i Sjællands Teater Fair Plays ’Sabotage’ om at overdøve sin indre kritiker.
Seje spirer
Faster Cool:
'Spiren'
En storbyhistorie om to piger og grønne vækster strutter af livsmod.
Sansebombardementet i Tamoaskoven
Teater Vestvolden & Ishøj Teater:
'Nomerne - Skovens hjerte'
Med imponerende kunstnerisk sikkerhed har Teater Vestvolden og Ishøj Teater i fællesskab omplantet Jan Kjærs fascinerende Nomer-univers til scenen. ’Nomerne – Skovens hjerte’ giver børn og voksne et vildt og intenst eventyr blandt modige nomer, farlige skovpirater og stokdøve skovånder.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
En forvandlingshistorie
Teaterhuset Filuren:
'På den anden side af døren'
Der er gode kvaliteter i ’På den anden side af døren’, men mange hurtige rolleskift og overdreven brug af slang og woke-ingredienser spærrer for oplevelsen.
Vilde færdigheder
Meridiano Teatret:
'Buster og mig'
En lille historie om en far, en søn og en hund fortalt med storslået klovnekunst.
‘Sabotage’ rusker op i vores indre sabotør
Sjællands Teater Fair Play:
'Sabotage'
Imponerende gennemført manuskript og iscenesættelse i Sjællands Teater Fair Plays ’Sabotage’ om at overdøve sin indre kritiker.
Seje spirer
Faster Cool:
'Spiren'
En storbyhistorie om to piger og grønne vækster strutter af livsmod.
Sansebombardementet i Tamoaskoven
Teater Vestvolden & Ishøj Teater:
'Nomerne - Skovens hjerte'
Med imponerende kunstnerisk sikkerhed har Teater Vestvolden og Ishøj Teater i fællesskab omplantet Jan Kjærs fascinerende Nomer-univers til scenen. ’Nomerne – Skovens hjerte’ giver børn og voksne et vildt og intenst eventyr blandt modige nomer, farlige skovpirater og stokdøve skovånder.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.