Af: Anne Middelboe Christensen

9. juni 2017

‘Jeg tør vædde med, at du ikke tør!’

Teatret NEO overrumpler tilskueren med en uafrystelig forestilling om en drengestreg, der ikke kan gøres ugjorte igen.

’Et stenkast herfra’ er ikke bare noget af det mest bevægende teenageteater, danske teater har budt på i lang tid. Det er også klogt teater. Og underdrevet teater. Teatret NEOs forestillinger har ingen store armbevægelser. Alt er holdt helt stille og enkelt. En høj stige og to klodser – og to fyre, der kvajer sig. Det er sådan set, hvad der er på scenen.

Alligevel sidder man bagefter som tilskuer og er helt smadret følelsesmæssigt. Fordi forestillingen åbenbart snyder ens følelser og rationale, så den til sidst får én til selv at mærke, hvor kort der er fra en blæret drengestreg til en fængselsdom.

Altså den slags overrumplingsempati, som netop teatret kan være heldig at skabe, ikke mindst fordi forestillingen skabes live foran tilskueren – fra krop til krop. Ikke med trusler, men med nænsomhed.

Frygt på motorvejene

Egentlig er ’Et stenkast herfra’ en gammel forestilling. Den er baseret på den australske forestilling ’The Stones’ fra 1996. Teatret Mariehønen (der siden skiftede navn til Teatret NEO) bød på den danske urpremiere i 2003, hvor Erik Viinberg spillede over for Kurt Bremerstent.

Siden kom en anden spiller til, men så blev forestillingen lagt væk. Lige indtil de frygtelige stenkast fra motorvejsbroer ned mod tilfældige biler spredte død og frygt på de danske motorveje i sommeren 2016.

Så besluttede Erik Viinberg at genopsætte forestillingen, nu med Sune Kofoed som sin makker.

Så se dog Ramasjang

Sådan som de to performere står nervøst og tripper i deres sneakers og træningstøj og skumle huer, mens de balancerer på en stige, så ligner de netop det, de spiller: To skoledrenge, der keder sig.

Erik Viinbergs ranglede dreng er den mest garvede af de to. Han opildner den anden til at gøre alt det, han tydeligvis ikke selv tør, og han har lært sig et hånligt sprog, som får den anden til at makke ret.

»Hvorfor går du ikke bare hjem og kigger Ramasjang?« spørger Erik Viinbergs forsømte dreng hånligt. Hvorefter den anden selvfølgelig insisterer på, at han sagtens tør gøre det farlige og ulækre alligevel. Og det ulovlige.

Sune Kofoeds kammerat er blødere i stemmen. Han har tydeligvis stadig en forestilling om, at noget er rigtigt, og noget er forkert. Han har en mor, som elsker ham, og som godt vil lytte.

Alligevel går han med på legen. Fordi han ikke vil stå tilbage for den anden. Så han klatrer op på stigen, som tilskuerne straks ser som en motorvejsbro…

Kend din Volvo

De to drenge står begge to og kigger ned. Performerne laver lyde af bilerne, der kommer. De er bilglade drenge, der kan høre forskellen på en Mustang og en Volvo på lang afstand. Tilskuerne smiler. Der er noget troskyldigt over dem; de virker som helt almindelige drenge, der samler på bilkort og kender antallet af hestekræfter udenad. Alt er godt.

Derfor er der også så kort vej til, at en fod liiiige vil prøve at sparke en sten ud over kanten. Bare lige for at prøve det – og for at høre lyden, når den rammer. Og så én sten til – og én til.

Her skaber skuespillerne de vildeste associationer i tilskuernes fantasi. Glemt er den tamme gymnastiksal, som forestillingen bliver spillet i. Nu er vi sammen med drengene ude på den bro, og vi kan mærke adrenalinen, lige som de kan. Vi hører bilerne. Vi hører stenene. Og vi hører pludselig den forkerte lyd – den helt forfærdelige og forkerte lyd…

Skyld eller ikke-skyld

Netop derfor bliver overgangen til forestillingens opklarende retssag endnu mere brutal. Her ser man retssystemets voksenlogik, hvor drab er noget, man gør bevidst. Her findes legen ikke – og her findes teenagerens manglende sans for konsekvens ikke. Her er kun fakta. Og fakta modregnes med straf.

Stykket er skrevet ud fra det australske retssystems brug af nævninge. Men diskussionen om skyld eller ikke-skyld er akkurat lige så relevant i en dansk sammenhæng. Desuden kan teenagerne her se, hvordan nogle voksne optræder lige så kyniske og faktisk også lige så uansvarlige som teenagerne selv, når de uden videre fordømmer de unge og kræver hårde straffe. For det er selvfølgelig indlysende, at en fængsling vil ødelægge teenagernes liv for altid.

Besvime af skræk

Når Sune Kofoeds teenagedreng sidder i retssalen og sveder og ryster på hænderne – og bliver fjern i blikket, indtil han er lige ved at besvime af rædsel og skam – så har man bare lyst til at gå op og give ham et kram.

Og når Erik Viinbergs svigtede øjne lyser uhyggeligt ensomt op til en sidste ulykkelig hilsen, så har man mest af alt lyst til at tage ham med hjem. Fordi drengens ubetænksomme ondskabsfuldhed så oplagt skyldes svigt hos alle dem, der kunne have givet ham en god barndom.

Men sådan er hverken virkeligheden eller teatret. Uanset hvor desperate de to drenge er, må tilskueren blive siddende og se tragedien udspille sig, scene for scene frem til den rå slutning.

Imens er begge drenge ved at dø af skræk.

»Er du klar over, at hvis du dør i en drøm, så dør du også i virkeligheden?« lyder en af deres mareridtsreplikker – fra endnu en nat, hvor de ikke har kunnet sove. Det er lige ved, at de ønsker, at det vil ske med det samme.

Mord eller uheld?

Klogt nok har forestillingen valgt, at det skal være en politibetjent, der siger lige præcis den forløsende replik, som man som tilskuer har lyst til at råbe ud over salen:

»Jeg siger bare, at det er et uheld. Længere er den ikke.«

Sådan dømmer samfundet ikke nødvendigvis resultatet af en drengestreg. Det viser ’Et stenkast herfra’. Men forestillingen gør sit til, at teenagerne kommer til at forstå, at en af de farligste sætninger i verden faktisk kan vise sig at være dén smittende lokkesætning, som vi alle sammen har prøvet at sige til nogen:

»Jeg tør vædde med, at du ikke tør!«

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.