Af: Anne Middeboe Christensen

18. februar 2009

’Jeg sagde, at jeg var frisør i Vejle’

Anne Abbednæs’ luderforestilling er et modigt indlæg i debatten om prostitution – det fordomsfyldte fag, der ikke tager erhvervspraktikanter.

Hvad drømmer du om at blive, når bliver stor? Pædagog, it-konsulent eller luder?

Så kontant sætter Anne Abbednæs prostitution på skoleskemaet, når hun rejser rundt på skoler og viser sin forestilling ‘Voyeur’ for de 15-årige og dem derover. Hun medbringer bare sig selv, en kondicykel og et svedhåndklæde til at hænge om halsen og joggingtøjet. Det er nok til at skabe en teatersituation, som hverken de unge eller deres voksne glemmer lige med det samme.

Anne Abbednæs går frygtløs i kødet på sine tilskuere og på sine fiktive medspillere. Hun har komponeret en forestilling om to kvinder, der begge er endt som ludere. Grethe, der betragter sig selv som servicemedarbejder med egen massageklinik – og Lotte, der er endt som narkoluder. Abbednæs spiller så intervieweren, der spørger pigerne om, hvordan det egentlig kan være, at de endte med at sælge sig selv. Og fermt nok spiller hun også pigerne, der svarer.

‘Voyeur’ er blevet til en stærk og ublufærdig forestilling. Anne Abbednæs har et utroligt direkte og lysende, blåt blik, som ænser enhver nervøsitet eller nysgerrighed hos sine tilskuere. Jamen, har I spørgmål? Hun svarer såmænd på det hele, selv de mest lurvede detaljer. Hun lægger modigt og personligt ud med at fortælle, at hun selv er fitness-instruktør, men at hendes biologiske mormor var prostitueret. Og så bliver tilskuerne helt stille.

Monologerne former sig som dagligdags betragtninger. Om at der skal være ’pænt og rent’ i ’den her branche her’, hvor ’en gennemsnitlig kunde tager 12 ½ minut’ – og hvor man skal kunne klare mere end ti kunder om dagen. Kunder, der som regel er ’gifte mænd’ – ikke så få endda ’med barnestol i bilen’…

Men monologerne udstråler også en velment og beklagende høflighed over for de unge tilskuere. For kæresten var 18 år, og hun var kun 12 år, ’så jeg gik med til ting, som 12-årige piger slet ikke skal vide noget om,’ som den ene af luderne siger det. Skolepigerne rundt om hende gyser. ’Gider I høre det?’ spørger Abbednæs prompte. Og jo, det gider de rigtignok.

Smadret underliv

Imponerende nok ender Abbednæs aldrig i den sociale sentimentalitet. Tværtimod er hun hardcore rå i sine beskrivelser af et smadret underliv og et amputeret følelsesliv. Det flotte er, at hun får sine to kvinder til at fremstå som mennesker. Som kvinder og kærester. Og som mødre. Den ene som moderen, der bare har svært ved at få et ordentligt forhold til sin datter. Og den anden som kvinden, der skulle have været mor, hvis ikke en kunde var gået grassat med en flaske…

Psykologisk er det interessant at se, hvordan dobbeltmonologen i begyndelsen lægger op til, at tilskuerne skal synes bedre om den ene luder end den anden. Skal mene, at den ene har mere styr på sit liv end den anden. Eller at hun er bedre til ikke at blive et offer end den anden. Når forestillingen er slut, har man fået lyst til at møde dem begge to, sådan et sted ude i virkeligheden. Og man har fået indtrykket af, at ens egne fordomme er blevet justeret – fordi Anne Abbednæs ubesværet har klinet sig ind i ens verdensopfattelse.

Smadret illusion

Lisbeth Knopper har været konsulent på forestillingen og har angiveligt justeret Abbednæs’ egen instruktion. Resultatet er i hvert fald et flot og stramt, interaktivt teaterudtryk. Men det er afgørende, at de inviterede børn og klasser kan magte forestillingen – og velsagtens at deres lærere kan fortsætte åbenheden. Selv havde jeg gerne ventet med at se den, til jeg var 17…

Der må være langt fra skolens gængse seksualoplysning og så til denne forestilling. Visse ting går langt ud over grænsen i forhold til elevernes egne erfaringer – netsurfing eller ej – og fra hvad de måske har lyst til at stifte bekendtskab med. Men det er faktisk en styrke ved forestillingen, at den ikke forsøger at sætte noget filter på. Netop derved bliver ‘Voyeur’ til en meget regulær erhvervsvejledning på området – skræmmende, men uden at pege fingre. Akkurat som Holbæk Teaters tabubrydende voksenforestilling Tvang af Odile Poulsen og Lotte Arnsbjerg forrrige år.

I ‘Voyeur’ er der endda kun tale om to danske pigers prostitutionshistorie. Hvordan ville historierne ikke have lydt, hvis forestillingen skulle have handlet om traffickede kvinder og børn, sådan som f.eks. Cantabile 2 har gjort det for nylig med Tiggeroperaen og Café Teatret med Mady.baby?

’Jeg griner aldrig af mine kunder,’ siger en af Anne Abbednæs’ kvinder et sted. Det er en fin kunderegel i mange brancher. Så det handler vel bare om, hvad man drømmer om at blive, når man bliver stor…

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.