DEBAT
10-10-2019
07-10-2019
06-10-2019
05-10-2019
04-10-2019
28-09-2019
26-09-2019
10-09-2019
Der er brug for et frodigt vækstlag i dansk børneteater. Illustration: Bob Katzenelson

Jeg længes mod kaos, anarki og frodig skabertrang

16-01-2015
Giv lys og plads til spirerne i vækstlaget, opfordrer skuespiller og instruktør Nina Jeppesen, der er bekymret over udviklingen og ser øget kontrol og elitisme og eksklusivklubber liste sig ind i dansk børneteater.
Kommentar af Nina Jeppesen

Men min angst maa forløses i længsel

og i syner af rædsel og nød.

Jeg har længtes mod skibskatastrofer

og mod hærværk og pludselig død

 

SÅDAN skrev Tom Kristensen i romanen 'Hærværk'. Smukke, stærke og foruroligende ord.

Min angst må forløses på anderledes og mere kreativ vis. Det véd jeg efter mange års erfaring. Og så må den deles.

Jeg er bekymret. Bekymret for den udvikling, vi er inde i – og over at se hvor lidt vi egentlig forholder os til den.

Kontrol og elitisme har for alvor listet sig ind i vores samfund. Det har været på vej et stykke tid, så regeringen muligvis ikke den eneste, der skal bebrejdes her.  Men desværre har kontrollen og elitismen også listet sig ind i den branche, jeg hovedkulds forelskede mig i for snart 15 år siden. Børneteaterbranchen…

 

SOM UDDANNET kandidat fra Statskundskab – og desillusioneret menneske, der var træt af at skulle se alting i et makroperspektiv– følte jeg at mine bønner var blevet hørt, da jeg trådte ind i børneteatrets verden. En verden befolket af bindegale, morsomme, hysteriske, opfindsomme og elskelige væsner. Her gik man op i at være nærværende. Her prøvede man nye ideer og tankemåder af. Her blomstrede kreativiteten. Her gik man op i at skabe kunst i børnehøjde.

Og vi grinede. Og vi græd også en del. Og vi gik måske mere op i kunsten end i at tjene penge, men det føltes rart – og rigtigt. Der er mennesker i denne branche, der har lært mig mere om assertion og kommunikation, end jeg nogensinde har kunnet læse mig til i en bog.

Men tiden gik og de trends, der dominerer i samfundet, satte også spor i vores verden. Sådan må det nødvendigvis være, hvis vi vil være en del af fællesskabet. Spørgsmålet er bare, om vi skal acceptere det uden videre, eller om vi bør diskutere, om det er en farbar vej – for os – og for samfundet? 

Jeg mener selvfølgelig det sidste. For er det ikke også kunstens opgave – og dermed også vores - at forholde os kritisk og kommenterende til det omkringliggende samfund?  Behøver vi slavisk at følge trenden?

Jeg synes, at der er en anti-kreativ trang til at lave 'eksklusiv-klubber' indenfor dansk børneteater. En trend, der efter min mening, modarbejder vores fælles mål – nemlig at sørge for at branchen er i fortsat vækst og at dansk børneteater forbliver noget af det bedste i verden. Hvis vi fortsætter med at gøre det svært for nye grupper at komme ind, så mister vi vores vækstlag og tilgangen af nye og anderledes ideer.

Og ja – et kreativt og anarkistisk vækstlag byder muligvis på teater af vekslende kvalitet – men bidrager muligvis også med et kaos af sprudlende ideer, som mere etablerede teatre kunne blive inspirerede af og hjælpe med at få i vej.

 

MIT FØRSTE MØDE med eksklusivklubben var på et kvalitetsseminar med BTS (BørneTeaterSammenslutningen, nu en del af TIO – Teatrenes Interesseorganisation). Jeg var helt grøn i BTS-sammenhænge og blev begejstret, da det gik op for mig, at vi havde et kvalitetsudvalg. Jeg fortalte udvalget, at jeg havde nogle kolleger, der knoklede for at skabe en børneteaterforestilling, og at de godt kunne bruge lidt hjælp fra kvalitetsudvalget. ”Er de medlemmer af BTS?” var svaret. Og det viste sig, at BTS’s kvalitetsudvalg kun hjalp teatre, der var medlemmer.

Mærkeligt, tænkte jeg. For når et teater havde råd til at betale medlemskontingent til BTS, så var det i min optik godt på vej og ikke den mest oplagte kandidat til hjælp fra et kvalitetsudvalg. Men sådan var det. Hvorfor?

Senere gik det op for mig, at der var noget, der hed refusionsudvalget, rød brochure, Tereba, Statens Scenekunstudvalg og den store festival. Og så var der lige Horsens Børneteaterfestival og Danish+. Og så skal der i øvrigt lige tages stilling til, om nycirkus og fortælleteater egentlig hører til i vores branche. Den ene eksklusivklub efter den anden. Og en uklædelig leflen for de politiske trends, hvis I spørger mig. Hvilket I muligvis slet ikke gør…

 

PÅ DET TIDSPUNKT blev jeg ret glad for min universitetsuddannelse, hvor bureaukratiske processer og organisationskulturer var en del af dagligdagen. Men hvad med alle de nye spirer i vores vækstlag? Hvordan kunne de klare sig? Hvordan navigerede de i vores eksklusivklubber? Havde de råd til at ansætte administratorer? Sikkert ikke. Havde de tid til at sætte sig ind i alle disse institutioner? Og hvis de havde - gik det så ikke ud over deres kunstneriske produkter? Jeg véd det ikke.

Selv fulgte jeg to nye teatre på nært hold. De indgik i samarbejde med vores teater (dengang arbejdede jeg på Nørregaards Teater). Vi kunne varetage administrationen for dem og til gengæld fik vi ny inspiration og frisk energi. Og en vis sum penge – må jeg retfærdigvis tilføje. Alligevel var det en win-win-situation for begge parter og en både smart og moderne måde at løse problemet på.

Men det er langt fra alle nye teatre, der har den mulighed. Og de mindre privilegerede må selv finde vej, huske tilmeldinger, producere, lave PR. Alt sammen uden løn, selvfølgelig. For hvem støtter et nystartet teater?

I min tid i ledelsen i Nørregaards Teater blev jeg på et tidspunkt orienteret om, at vi skulle holde møde med nogle af de andre etablerede teatre. Teatre, der sad tungt på deres støttekroner, og hvis fortsatte eksistens ikke afhang af deres indtjening, men af hvorvidt de var i stand til at producere gode forestillinger.

Denne nye eksklusivklub var utilfreds med deres spillesteders geografiske placeringer på den store børneteaterfestival. Det gik ud over salget, mente de. Derfor ville de lave deres egen festival. Det havde de jo råd til – og det ville hjælpe på salget. Et salg, de ret beset ikke var afhængige af, men som ville se pænt ud i.f.t. omverdenen.

Jeg var imod det dengang – og jeg er stadig imod det. Hvis de etablerede teatre skaber deres egen festival for egne teatre med egne stamkunder, hvordan skal de nye grupper så på nogen måde have en chance for at vinde fodfæste? Hvis begrebet solidaritet er blevet så tyndslidt, at vi kun vil forholde os hånligt til det, kan vi så ikke tænke i langsigtet vækst?   

 

PÅ DEN LANGE bane har vi brug for et vækstlag. Vi har brug for de nye tanker og ideer. Ellers ender vi som reproducerende teatre. Ikke fordi vi vil, men fordi der ikke er nogle til at udfordre vores tankegang. Dengang jeg studerede, kaldte vi det pluralisme. Det er godt for demokratiet, skulle jeg hilse at sige. Og vist nok også kunsten.

Der er heldigvis andet i vores branche end eksklusivklubber. Vi hylder heldigvis stadig kreative tiltag og pletvis modtager vi også de nye med åbne arme. Integrationsudvalget på festivalen er én af mine favoritter og jeg har selv været så heldig at få lov til at være med i det en enkelt gang. Forhåbentlig ikke den sidste. Her byder man nye grupper velkommen og guider dem igennem festivaljunglen.

Den store fællesoptræden på festivalen er et andet inkluderende element. Selvom mange klager over, at det stjæler for meget tid. Så er det her nye og gamle teatre mødes i skøn forvirring. Forvirring rimer på kaos og der er megen kreativitet gemt i kaos, hvis I spørger mig.  Men hov, nu glemte jeg igen, at det gør I muligvis ikke.

Og heldigvis sidder der en masse skønne teatermennesker rundt omkring, som er villige til at komme med input, til at udlåne teknik og til at sige 'Velkommen'.

 

KÆRE KOLLEGER: Jeg har muligvis kedet Jer med mine tanker. Men måske vil en enkelt eller to af Jer alligevel tage mine holdninger til efterretning. Og så er jeg glad. Lad os hylde de mennesker og teatergrupper, der skal føre det hele videre for os.

Giv lys og plads til spirerne i vækstlaget. Det vil komme os alle til gode i det lange løb.

 

Nina Jeppesen er skuespiller og instruktør og tidligere en del af den kunstneriske ledelse hos Nørregaards Teater

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Jeg længes mod kaos, anarki og frodig skabertrang
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718

09-10-2019
 

23-09-2019
 

16-09-2019
 

05-09-2019
 

29-08-2019
 

27-08-2019
 

20-08-2019
 

01-07-2019
 

21-06-2019
 

17-06-2019
 

03-06-2019
 

01-06-2019
 

29-05-2019
 

27-05-2019
 

23-05-2019
 

20-05-2019
 

10-05-2019
 

01-05-2019
 

24-04-2019
 

21-04-2019
 

10-04-2019
 

29-03-2019
 

25-03-2019
 

22-03-2019
 

21-03-2019
 

18-03-2019
 

11-03-2019
 

04-03-2019
 

22-02-2019
 

18-02-2019
 

11-02-2019
 

01-02-2019
 

15-01-2019
 

01-01-2019
 

19-12-2018
 

06-12-2018
 

30-11-2018
 

25-11-2018
 

21-11-2018
 

17-11-2018
 

Flere anmeldelser