Af: Anne Middelboe Christensen

8. september 2020

Jeg kan bedst li’ når Bodil Alling smiler

Kærligheden opstår som funklende smuk ildflueflimren i Gruppe 38’s livskloge og underfundige forestilling.

Når skuespilleren Bodil Alling lyser op inde i øjnene og tindrer ud over publikum, så er alle solgt. Børnene reagerer spontant med opmærksomhed og stilhed – og de voksne virrer lidt overvældede på hovedet. For hvad er det dog for en indre ild, som pludselig flammer op i blikket på kvinden med det hvide strithår og den drævende stemme?

Blikket er Bodil Allings hemmelighed som kunstner. Og det er den drivkraft, som nu har inspireret instruktøren Catherine Poher til at skabe en forestilling, der udelukkende udgår fra Bodil Allings ekstreme kraft. Med hende som dynamo opstår en forestilling, der egentlig ikke handler om noget, men som samtidig handler om det allervæsentligste: Kærligheden.

’Jeg kan bedst li’ når du er her’ er titlen på den nye forestilling. Den afrunder Gruppe 38’s trilogi ’Frygt, vrede, kærlighed’. I programmet står der i hvert fald, at den handler om kærlighed. Det gør den også. Det fine er bare, at det aldrig siges på den måde på scenen. I stedet forklares følelsen med blikke og en masse billeder og tilløb til kærlighedserklæringer, der i stedet forvandles til lysende prikker, der danser lattermildt rundt uden på trøjerne og dermed oven på hjerterne af de tre performere. Som ildflueprojektioner af deres følelser. 

Vidunderligt replikskifte

Scenografien er helt enkelt: En nøgen scene med et bord i midten og nogle lysende dyrelamper rundt omkring – og nogle transportkasser ude ved siderne. To mænd i arbejdstøj er i gang med at pakke alting sammen. Symbolsk virker situationen som en godbid for de voksne, der nok kan fatte, hvad det er, der er ved at ske – læs: døden er på vej – men den skaber også en fin symbolik for børnene, der blidt nok bare kan få lov til at tolke, at en teaterforestilling nok nu er slut. Med dette greb lykkes det i hvert fald for Catherine Poher at ramme sine ønskede to målgrupper på én gang, både de halvstore børn på 9-12 år og de helstore voksne.

Bodil Alling selv ligger faktisk og tager en lur på bordet, klædt i løse hvide bukser og hvid skjorte. Hun ligger strakt ud på ryggen, næsten som man lægger et lig. Det er lidt mystisk. Men Søren Søndberg og Søren la Cour går smilende og ubekymrede rundt omkring hende og afmonterer lamper og laver komikertricks med stiger. 

Børnene morer sig og glemmer det, der muligvis kunne virke uhyggeligt. Indtil de er ved at dø af skræk, da Bodil Alling pludselig vågner og siger: ’Hvad laver I? Troede I, at jeg var død?’. 

Larmen og latteren bryder isen. Lettelsen over livet får overtaget, og herfra har Bodil Alling tilskuerne i sin hule hånd. Snart kommer forestillingens vidunderligste replikskifte. Mændene siger til hende: ’Det er slut!’. Hvorefter Bodil Alling svarer: ’Jeg troede, det skulle til at begynde.’ Værsgo. Det er da filosofi for 3. klasse.

Ulven ned til fårene

Forestillingen udtrykker sig stille og underfundigt i bedste Gruppe 38-stil. Videokunstneren Olivier Guillemain har skabt nogle skønne og sære projektioner af højt græs med summende insekter og smukke sommerfugle. Det er skyggespil og video i fineste mix. Pludselig bliver græsset også indtaget af de største dyr på savannen, fra løver til elefanter, der tilfældigvis i form af legedyr også bor i en skuffe under bordet. Disse dyr er tydeligvis i familie med uglen på en af de lamper, der er ved at blive pakket ned – og ikke mindst med ulven, der står som en stor skulptur og tuder mod månen, indtil Bodil Alling også får den pakket med ned i kassen. Ned til alle fårene…

Pointen er, at den ikke skal være alene tilbage. At den ikke skal føle sig forladt. Og så kommer der ellers flygtige historier om der, hvor kærligheden er – dér, hvor der er et hjem, og hvor der er varmt og godt, og hvor der er rent sengetøj… 

Men der kommer også sørgelige og skræmmende historier om der, hvor kærligheden har været engang. Ikke mindst historien om huset, hvor der engang lå en kat og slikkede sol i vindueskarmen, men som nu er forladt. Eller som Bodil Alling kan sige det med rædsel i stemmen: ’Det er så forladt, at der ikke engang bor spøgelser i det hus.’ Det skaber gys på tilskuerrækkerne.

Byggekraner og blomster

Dermed bliver forestillingen uvilkårligt selv et symbol på idealet for Gruppe 38’s nye, lyse teaterhus ved havnen – med lækker black box, indbydende trævægge og lamper i alle farver. Teatret flyttede fra Mejlgade ved domkirken og ind som kunstcentermagnet midt i betonboliger og havnebad på Aarhus Ø i 2019. 

Forhåbentlig vil teatret med tiden kunne blive netop sådan et kærligt kunsthus, hvor børn og voksne vil føle sig hjemme. Byggekranerne rundt omkring teatret til trods. At der så er mere krudt i forestillingens billedvalg af dyrene end i nogle gennemlyselige glasvaser med blomstermønstre, det er jo så en detalje. Men blomster vil tydeligvis trives i det nye teater.

Æstetisk elegance

’Jeg kan bedst li’ når du er her’ har mange lag flettet sammen – med Catherine Pohers signaturmærke af visuel elegance og uforudsigelig symbolik. Ord, billeder og lyde skaber både lykkefølelsen og frygten for at miste. Da Bodil Alling ser, at hendes yndlingshund af ’ægte porcelæn’ er ved at blive pakket ned, er hun ved at gå i panik. Som tilskuer forstår man det godt. For som hun siger det: ’Jeg elsker den bare.’ Det svære ved kærligheden bliver altså sagt, samtidig med at det bliver klart, at man netop ikke kan forklare kærligheden. Fordi den bare er noget, der er. Som en glad, varm flimren i hjertet.

Æstetisk set er det interessante ved denne livskloge forestilling, at den insisterer på at være så realistisk som overhovedet muligt, netop ved at skildre en teaterscenografi, der er ved at blive pakket sammen. Men at den samtidig formår at løfte sig og blive så poetisk som overhovedet muligt i sine drømmende savannebilleder. 

Teaterudtrykket kulminerer skønt, da Bodil Alling og de to mænd til sidst indfanges af videoens tegning og pludselig befinder sig i netop det hus, hvor kærligheden bor. Et hus med en kat, der slikker sol i vindueskarmen.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.