Som voksen rammes man straks af det smukke visuelle udtryk i 'En eventyrlig klang'. Store herlige og sære instrumenter omgiver slagstøjsspilleren Benjamin Barfod med det lange skæg og de dansende hænder, og bag ham lyser endnu et musikinstrument som en stor strålende sol.
Det er en fryd at se på, og selv om mindre børn måske ikke opfatter tingene på samme måde, så taler den dybe bløde lyd af musikken til enhver uanset alder.
Der er noget umiddelbart eksotisk over musikinstrumenter og de medvirkendes kostumer, men det viser sig at være forkert. 'En eventyrlig klang' er helt igennem europæisk. Forestillingen præsenteres som en fortælleteater-koncert, og det er præcis, hvad den er – hverken mere eller mindre.
Teatret Aspendos prøver ikke at bilde publikum ind, at de byder på muntert underholdende musikdramatik. I stedet forlader de sig klogelig på styrken i forestillingens musik og ikke mindst dens enestående vidunderlige klang.
Den har sin helt egen historie, der sammen med et par andre berettes i øjenhøjde med mindre børn. Det foregår uden de store dramatiske armbevægelser. Steffen Sommerstedt er en omhyggelig, men også temmelig omstændelig fortæller, der ikke gør meget væsen af sig på scenen. Derfor virker det ikke overbevisende, når han nærmest går i trance for at få inspirationen fra musikken til at strømme ind og fantasi og drømme til at flyde ud.
Men loyalt og humoristisk formidler Sommerstedt den skønne beretning om, hvordan Benjamin Barfod og musikinstrumentet hang fandt hinanden. Det er ikke blot forestillingens første fortælling, det er også klart den bedste og mest overraskende af tre, og så er den tilmed sand.
Et helt særligt univers
Trods det asiatisk klingende navn hang og en form, der ligner to sammensatte wokker, stammer musikinstrumentet fra Schweiz. Det var her en dreng på ferie med familien forfulgte en lyd, som han aldrig før havde hørt, og som han besluttede at lære at mestre. Det har han i den grad gjort, så det er en fornøjelse både se og høre.
Men dengang måtte Benjamin Barfods far vel hjemme i Danmark på jagt efter noget, som ingen af dem havde set eller præcist vidste, hvad var.
Det utrolige skete, at en hang blev fundet og oven i købet kunne foræres som julegave. Derfra begyndte musikerens lange musikalske rejse, som børn nu kan leve med i og opleve det fabelagtige resultat af.
De kan også blive klogere, for 'En eventyrlig klang' handler også om et barn, der sætter alt ind på at opnå noget, der betyder alting for ham. Det er ikke at få en hang, fordi den er noget særligt. Det er at opnå at kunne spille på den, og det koster tid og slid.
Med de sidste to historier bevæger forestillingen sig over i en eventyrverden, hvor kravene til dramatisk intensitet i fremstillingen er betydeligt større, end Steffen Sommerstedt kan honorere.
Musikken skaber stadig masser af stemning, men forestillingens klang bliver mærkbart mere mat og kedelig, selvom det klassiske eventyr om en simpel skovhuggers datter, hvis kys forvandler en slange til en prins, er helt fint og i orden.
Det gælder også det mere moderne eventyr om Silja, der ikke vil i skole, men lokkes til at lege hele natten i haven med sin bamse. Det gør hende så snottet, at hun må blive hjemme fra skole – og sove. Det er sødt og lidt sjovt, men savner mere indre og ydre fart og drive.
Trods den svagere slutning er 'En eventyrlig klang' dog en seværdig forestilling med sit helt særlige univers.
