Dukkeføring er en vanskelig kunst. Man er som publikum aldrig i tvivl, når det lykkes, for så lever dukken for øjnene af en.
Bjarne Kalhøj har tidligere stået for meget overbevisende dukkeføringer, men i ’Dengang vi åd verden’ lykkes det desværre slet ikke. Hverken for Bjarne Kalhøj eller for Marie Nørgaard, som også indgår som dukkefører.
Vi ser på nogle tøjdyr, som bliver flyttet rundt på en meget lille scene i en politisk korrekt klima- og venskabsforestilling, men stemningerne og følelserne skal vi aflæse i Kalhøjs og Nørgaards mimik og gestik. Det når aldrig ud til dukkerne, som her primært er en isbjørn og en snehare. De to dyr bliver aldrig levendegjort. Aldrig reelt animerede. Af blandt andet den grund bliver oplevelsen udvendig og postuleret.
Håb
Intentionen fejler absolut intet. Annemarie Jeppesen har i en tid med overforbrug, klimakrise og voksende individualisering forfattet en fortælling, der vil indgyde håb for fremtiden til de 5- til 10-årige. Et håb om, at en truende udvikling kan blive vendt til noget godt.
Rovdriften på naturens ressourcer kan stoppes, naturen kan genoprette sin balance, og vi kan få øje på og tilvælge at indgå i fællesskaber frem for at købe og konsumere stadigt mere og mere. Som datidsformen i titlen indikerer, er udviklingen allerede vendt. Dengang vi – med det dyriske ord for at spise – åd verden, er noget, som hører fortiden til.
Genkendelighed
Ingredienserne er også gode i forhold til at fange børnenes opmærksomhed. De primære objekter er ting hentet fra et børneværelse.
Hovedpersonen er en sød blød hvid tøjdyrs-isbjørn, som langt nordpå har ladet sig lokke af en forbrugsmaskine af en færge styret af en – i ligestillingens tegn – kvindelig kaptajn. En kaptajn, som mere end velvilligt forsyner isbjørnen med energidrikke og snacks mod som betaling at få luns på luns af indlandsisen. Isbjørnen deler hovedrolle med en snehare, som tilsvarende er et blødt hvidt legetøjdyr.
Herudover indgår en stor blåsort hval, som ikke får mange point for sin finish. Den fremstår nærmest amatøragtig i sit kluntede snit og uldne stof.
Færgen er udformet som en stor skude, der kan åbne forstavnen op som et hajgab, der viser tænder og gnasker indlandsis i sig. Skibsdækket bugner med energidrikke og snacks, og styrehuset er forsynet med vinduer, hvorigennem lys strømmer i forskellige farver.
Færgen, som er forsynet med navnet ’Fantastic’ på siden, kan behændigt komme til syne og drøne rundt på scenen, fordi Marie Nørgaard kan stå midt inde i den. Hun har så at sige færgen om livet som en stor badering.
Ligetil, men forjaget
Historien er disponeret som en veksling mellem fortælling, små indlagte sange og korte dialoger. Handlingen er ligetil og nem at følge med i for aldersgruppen. Startreplikken: ”Der var engang et storslået hvidt land” skaber en stemning af mildhed og klassisk eventyrfortælling.
Teksten rummer mange rim. Det skaber en velkendt og børnevenlig atmosfære. Men rimene kommer også til at skabe en lidt anstrengt sprogmelodi. Og det er som om, at de spærrer vejen for replikker og passager af mere bundfældende karakter.
Rimene kommer i en lind strøm. De trænger sig på med en slags uskøn automatik, og de er med til at sætte en rytme og et tempo, som får forestillingen til at virke noget overfladisk og forjaget.
Konsum og snehare-venskab
Der skal nå at ske ganske meget på forestillingens 40 minutter. Vi bliver introduceret for isbjørnen som dasende foran sit hus i en liggestol drikker og spiser sine Fantastic-varer. Hurtigt derefter går huset til, fordi Indlandsisen smelter. Isbjørnen driver rundt mellem itureven is og havner på en ø, hvor en snehare muntrer sig i sneen.
De leger og bliver venner, men isbjørnen bliver snart igen fanget ind i et overforbrug. Udover energidrik og snacks køber den sig til seje solbriller og en elektronisk underholdningsskærm af seneste smarte opdatering.
Den flytter ombord på ’Fantastic’-færgen. Her må den arbejde for kaptajnen for at betale sin indkøbsgæld af. Det varer ved lige indtil en hval sprætter hul i færgen, som forliser. Sneharen og isbjørnen genfinder så hinanden og deres venskab. Som finale hører vi, at de to ”legede og boltrede sig i evighed”, at ”kaptajnen blev samlet op af en gammel fisker, som gav hende varm tøj og kakao” og, at det store hvide land, der havde været væk, kom tilbage.
Kalhøj og Nørgaard lægger isflager tilbage på den forhøjning på hvis top, isbjørnens hus indledningsvis kom til syne. I tusmørket lyser en stjernehimmel op, og de to medvirkende synger igen den bedste-venner-venskabssang, som vi hørte første gang, da isbjørnen og sneharen mødte hinanden og blev venner.
Afsporing
Børn (som voksne) har brug for håb. I det lys er det rigtigt ærgerligt, at en alt for højtråbende spillestil og en sjusket dukkeføring står i vejen for, at man som publikum får følelsesmæssig adgang til forestillingens rigtigt gode hensigt.
Især Nørgaard optræder nærmest larmende. Det er unødvendigt at lade vare-profit-kaptajnen råbe. Det anstrengt høje lydniveau skaber snarere end en fint integreret ingrediens i fortællingen en forstyrrende em af en optræden, som er sat i et alt for højt gear. Underligt at ingen på produktionen har mærket det.
Noget af den samme skurrende overstadighed har Kalhøj i sit spil. Et spil, der som nævnt som det primære ikke leder publikums opmærksomhed hen på isbjørnen, men i stedet på Kalhøj som scenisk optræder. Alt det, som isbjørnen tænker og gør, kommer slet ikke til udtryk i dyret. Dels fordi iscenesættelsen fattes pauser. Dels fordi isbjørnen som objekt ikke bliver animeret, men bliver ført som en løsreven genstand for enden af Kalhøjs hænder.
I scenens ene side sidder Claus Kaarsgaard og akkompagnerer fortællingen på kontrabas. Den musik Kaarsgaard leverer og den ro, han udstråler, mens han spiller, fungerer som en opblødning eller kontrast til dukkeføringens og skuespillets forjagende tempo og højlydte gear.
Den dominerende oplevelse af ’Dengang vi åd verden’ er, at nok ser og hører vi den oplivende fortælling, men vi mærker ikke at det, som opstår, sker. Og det er derfor vanskeligt at blive så varm om hjertet over venskabet og så optimistisk på klodens og de følgende generationers vegne, som fortællingen lægger op til. Desværre.
