26. april 2017

International skulderklap til Aprilfestival

I foråret 2015 blev 'Aprilfestival – teater for små & store' den stolte indehaver af EFFE Label 2015/2016, der er en form for europæisk kvalitetsstempel af særligt bemærkelsesværdige festivaler.

Og nu har the European Festivals Association meddelt arrangørerne fra Teatercentrum, at Aprilfestival også bliver tildelt EFFE Label 2017-18 og således har kunnet tage det internationale skulderklap med til festivalen i Sønderborg.

Det er næppe alle, der lige har styr på EFFE, men det er altså en forkortelse for  projekt 'Europe for Festivals – Festivals for Europe', som er initieret af EU og EØS-landene – der har til formål at forsyne dette kvalitetslabel til en række europæiske festivaler med udpræget kunstnerisk, turistmæssig og social relevant karakter for deres lokalområder. Altså en slags internationalt Blåt Flag for festivaler…

Om det giver særlig internationale opmærksomhed udover den, som de mange tilrejsende udenlandske festivalarrangører og teaterfolk forlener Aprilfestival med år efter år, er så en anden sag. Men man vil i hvert fald kunne bruge label og logo til at promovere festivalen med – som altså også vil optræde på EFFE's website (www.effe.eu), der også er en form for festivalguide til udvalgte bedste af slagsen.

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne