20. marts 2014

Inspiring a Generation

ASSITEJ Danmark har med projekttilskud fra Kulturstyrelsen gang i en række internationale teaterprojekter.

Et af de helt aktuelle er et samarbejdsprojekt med Sydafrika, kaldet 'Inspiring a generation', hvor fire sydafrikanske scenekunstnere  som første del af projektet kommer tre uger  i residenceophold omkring Aprilfestivalen i Holstebro.

ASSITEJ's forretningsfører Dirck Backer fortæller, at de fire i ugen før festivalen skal følge deres 'gæsteteatre' – ZeBU, Batida og Patrasket – i disses forberedelser til festivalen og derefter følge med dem til festivalen og suge til sig af indtryk.

I ugen efter festivalen skal sydafrikanerne så deltage i tre dages såkaldt powerdating med danske scenekunstnere på Teaterøen på Amager.

'Inspiring a Generation' er tænkt som et to-årigt projekt, hvis formål er at udvikle et flerstrenget og længerevarende samarbejde mellem dansk og sydafrikansk teater for børn (TYA).

Hovedelementer udover første del er bl.a. tre danske teaterkompagniers gæstespil i Sydafrika og sydafrikanske scenekunstneres produktion af teater for børn under dansk mentorship (ZeBU).

Der skal dog søges penge til de øvrige dele af projektet, men i første omgang gælder det altså de fire sydafrikanske kunstneres møde med dansk børneteater og verdens største festival med teater for børn og unge.

Og under festivalen i Holstebro kan de så mingle med de øvrige over 100 internationale gæster fra over 20 forskelllige lande.

Teatercentrums gæstekoordinator, Peter Manscher, fortæller, at 18 af de p.t. 102 forventede udlændinge er tilknyttet de tre internationale gæstespil, mens det største kontingent er hele 24 gæster fra Kina. Flere af dem er specielt inviteret af Aprilfestival og Teatercentrum som led i et kommende samarbejdsprojekt.

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne