Ingen kære mor

Pigeuniformer, jernsenge og tissespande gør det klart, at det her er gamle dage – de rå af slagsen. Vi er på et børnehjem, og her er ingen kære mor, eller nogen nærværende voksne overhovedet for den sags skyld. Hesten, kaldes forstanderinden af grunde, der aldrig helt står klart. Vi ser hende ikke, hører kun stemmen, de tunge, rungende skridt på gangen og nøglens drejen, når hun låser pigerne inde om natten.

Karen, en af pigerne forstår vi, har begået selvmord ved at drukne sig selv i søen. Stykket starter med, at der skal sige ordentligt farvel, og igen er de voksne, her i form af præsten, kun til stede som en stemme. Det er enkelt og effektfuldt. Disse piger er ganske alene i verden og må selv redde sig selv. 

Barskt børneteater

Hvorfor Karen tog sit liv, og hvem der er skyld i hvad, skal ikke hudflettes her, men det er unægtelig et hårdt miljø, og pigerne er hårde ved hinanden. Og trods skyldfølelse over Karens skæbne er de ikke just imødekommende overfor den nye pige, der prompte bliver hendes erstatning. 

Samtidig er deres sammenhold det eneste, de har, og trods løgne, jalousi, traumer m.v. dannes der efterhånden en fælles front mod de voksne og mod alt det trøstesløse. En stædig insisteren på drømmen om noget bedre spirer frem, og det bliver vejen frem for pigerne såvel som for stykket, der ville have været ubærligt uden denne kampgejst – og den humor, der trods alt også hele tiden sniger sig ind via dialogens bramfri børnelogik. Det er godt balanceret.

Stærkt skuespil, god drejescene og elegante sceneskift

Det hele er gribende, dramatisk sat i scene med flashbacks til klavertoner og skarpt projektørlys, der dykker ned i de enkeltes fortid og effektivt afbryder handlingssporet på børnehjemmet. Med snak om moralsk defekte og løsagtige mødre er der endda hårde nik til kvinders kår på denne tid.

Dette understøttes af elegante sceneskift med god brug af drejescenen - og andre steder endnu mere enkelt; Et klæde over kisten bliver eksempelvis på et sekund til et blafrende lagen i en vasketøjsscene med lidt ændret lyssætning og en dialog, der troværdigt vælter udover stepperne. 

Auteurprocessen har gjort meget godt for denne forestillings flow, fornemmer man tydeligt. 
Samtidig er der imponerende stærkt skuespil over hele linjen. Ikke mindst Cecilie Josefine Bangsgaard Glæsel tager pusten fra en som den nyankomne Lille-Marie, der rørende evner at få lige dele uskyld og barsk attitude frem i sine renskurede, unge ansigtstræk.

Sjældent har man set en så stærk kombination af trodsighed og håbefuldhed. Tydeligvis er der knubs med i bagagen, men har hun overhoved forstået de største svigt endnu, undrer man grædefærdig.

Smukke mælkebøtter og referencer

Mælkebøtter projiceres poetisk op på bagvæggen med smukt lysdesign, som en subtil påmindelse om titlen. Referencen til John Irvings ’Æblemostreglementet’ ligger lige for, men stemningsmæssigt er det oplagt også at lede tankerne henimod Susanna Kaysens ’Girl, interrupted’ om forfatterens ophold på en psykiatrisk afdeling og sågar Michael Hanekes gysende gode film, ’Det hvide bånd’, om en anden børneflok, der er svær at blive klog på.

’Mælkebøttereglementet’ er særdeles overbevisende teater, der tager sit børnepublikum alvorligt uden at lægge fingre imellem, og de kvitterer ved opslugt at sidde musestille i det mørke teaterrum og grue for det næste. For børnehjemmet er et ubehageligt sted og det grænseløse i pigernes hakkeorden tangerer det decideret uhyggelige. Aldersgrænsen på syv år kunne af samme grund godt sættes lidt op måske.

Hvordan det hele ender skal selvfølgelig ikke afsløres her, men det er ikke for meget at sige, at det kan gå alle veje, og at det også er barsk kost – for ih, hvor man dog håber lykken venter forude for disse prøvede piger.

De har mit hjerte hver og en. Ligesom stykket får det uden forbehold.