Ingen børn på scenen?

Teateravisen.dk's redaktør, Carsten Jensen, benyttede i en nylig kommentar (28.9.13) lejligheden til at stille det gode og givet også aktuelle spørgsmål: Hvad er professionel scenekunst?

Desværre kom hans svar efter min mening til i højere grad at være redaktionelle overvejelser over, hvordan man afviser ønsket om anmeldelser fra forskellige kanter af børneteatermiljøet end til at være en egentlig faglig refleksion over, hvordan børneteatret forholder sig kunstnerisk til en samtid, hvor diy (do it yourself) og pro-ams (professionelle amatører) breder sig.

Det betyder desværre, at Carsten Jensen efter min mening kommer i en unødig defensiv, der ligner den, Rolf og Niller fra DR's satire 'Rytteriet' havner i, når deres unge skuespilskolepraktikant spørger til deres uddannelse. Og det er ikke godt nok. Derfor følgende kommentarer og overvejelser omkring noget, der for mig at se er en vigtig diskussion om nødvendigheden af professionel scenekunst.

Først lidt historie: Børneteatermiljøet er til en vis grad opstået som et alternativ til det etablerede teater, hvilket også betød, at det fra starten har været udfordret på netop spørgsmålet om professionalisme (Det er netop det, der så tåkrummende skildres af 'Rytteriet)'. I den proces blev det nærmest et dogme, at børn ikke skulle med på scenen for på den måde at komme den misforståelse til livs, at børneteater er teater med børn.

Den mulige medfølgende sårbarhed i den proces er for mig at se langt hen ad vejen blevet helet i takt med, at børneteatrene først internationalt og fodslæbende også nationalt har opnået anerkendelse for deres kunstneriske niveau. Anerkendelsen til trods er børneteatermiljøet efter min mening udfordret på den professionelle anerkendelse på tre måder.

Refusionsgodkendelse

Anerkendelse af børneteatermiljøets professionalisme bliver hele tiden udfordret af, at børneteatermiljøet har nogle relativt lave adgangsbarrierer forstået på den måde, at alle principielt kan ansøge Refusionsudvalget om godkendelse af en forestilling.

En godkendelse den vej er således en direkte adgang til det professionelle børneteatermiljø – men ikke nødvendigvis til kollegaernes og anmeldernes anerkendelse. Som tidligere medlem af Refusionsudvalget har jeg således selv været med til at tage disse beslutninger og til at insistere på, at professionalisme i den sammenhæng ene og alene handler om den præsenterede forestilling og hverken om erfaring eller uddannelsesniveau.

Jeg har også taget del i de svære og vigtige beslutninger om, hvor grænsen går. Hvornår er de unge og håbefulde så gode, at de skal lukkes ind, have chancen og få lov til at opnå rutinen gennem deltagelse i festival m.m., og hvornår er de det ikke? Det har været svært og lærerigt, og vi har givet ikke været ufejlbarlige i vores vurderinger.

I forhold til Refusionsudvalgets arbejde synes jeg sådan set ikke, der er mest perspektiv i at diskutere, om barren sættes for højt eller for lavt, men om hvordan Refusionsudvalget gennem deres praksis med godkendelse på baggrund af det faktisk præsenterede resultat kan være med til at fremme et vækstlag, give de gode nytilkomne chancen for at bidrage til udviklingen af børneteatret.

Samarbejder mellem professionelle og amatører

Den anden udfordring er, at skellet mellem amatør og professionel bliver mindre og mindre skarpt pga. en række kulturelle ændringer. 'X-Factor' er det trivielle eksempel.

Andre eksempler er de skoler, teaterskoler, højskoler, efterskoler, foreninger m.m., hvor det er amatører, der står på scenen, men hele set-uppet i form af instruktør, scenograf, måske hovedrolleindehaver er professionelle, og hvor såvel produktionsplanen som billetprisen signalerer professionalisme.

På Teaterhuset Filuren i Aarhus er man endda gået så langt som til at sige, at teaterskoler skal have ny dansk dramatik skrevet af de bedste professionelle dramatikere, men tilpasset de unge i formen. Det er der kommet god, professionel dramatik af, mens opsætningerne fortsat betegnes talentforestillinger.

Om resultatet af disse samarbejder mellem professionelle og amatører lever op til kvalitetsnormerne for professionel scenekunst, er et spørgsmål, der kun kan besvares konkret i hvert enkelt tilfælde. Om disse produktioner har ’ret’ til at blive anmeldt, er et redaktionelt spørgsmål, og her kan principper som ’vi godkender kun refusionsgodkendte forestillinger’ sikkert være en udmærket guideline.  

Nye scenekunstformer

Den tredje udfordring er nye måder at integrere amatører i professionelle forestillinger. Dette skal efter min mening primært betragtes som kunstneriske eksperimenter, der sigter på at give tilskuerne kunstneriske oplevelser, der kan noget andet end scenekunst produceret af de fagprofessionelle.

Helt nyt er det ikke. Såvel Hotel Pro Forma som Odin Teatret har gennem mange år arbejdet med det, de betegner som ’hverdagseksperter’; amatører på scenen, hvis opgave ikke er at efterligne de professionelle i deres karakterarbejde, men at bidrage med det, de nu engang er gode til. Det kan være klatrere, der er gode til at bestige kirketårne; ældre, der er gode til at være ældre; hestedressøren, der er god til at dressere sin hest osv.

Et nyt eksempel på denne er Cantabile 2, Odsherred Teater og Carte Blanches co-produktion 'Krig - du skulle have været der', instrueret af Lucas Matthaei, der støttet af Scenekunstudvalget producerede tre forskellige versioner af samme forestilling - alle tre steder site specific og alle tre steder med amatører i samtlige live-roller kombineret med interviews.

Den kunstneriske intention var efter min vurdering at opnå en bestemt dokumentaristisk effekt og at skabe en forestilling, der netop ikke formidlede krigserfaringerne gennem et realistisk og indlevende karakterarbejde. 

En del af de initiativer, der pt. rykker ved grænserne mellem professionelle og amatører, har publikumsudvikling som en vigtig målsætning. Målsætningen er at nå målgrupper, der ikke finder det traditionelle teater interessant, gennem forestillinger, som borgerne selv er med til at skabe. C:ntact er et tidligt eksempel på denne kombination af en særlig æstetik og et ønske om publikumsudvikling.

I en mindre radikal form har især dans for børn arbejdet med et format, der kombinerer visning af en - ofte ganske kort - professionel forestilling og workshop, hvor børnene deltager aktivt.

En væsentlig baggrund for dette er en ide om, at interaktivitet er uomgængelig i nutidens og fremtidens kunstoplevelser. Det er et folkekrav, der kun bliver stærkere, og som de professionelle scenekunstnere derfor bliver nødt til at forholde sig til.

Inden for børneteatret er der set mange frugtbare eksempler på eksperimenter med nye, interaktive strategier, der i de mest radikale former også stiller spørgsmålstegn ved, hvem der er skaber af en forestilling.

Om at turde

Hver på sin måde er disse kunstneriske udviklinger svar på nogle af de aktuelle kulturelle udfordringer, børneteatret står over for. Og hver for sig stiller de netop spørgsmålstegn med den etablerede ide om, hvad professionel scenekunst er.

For mig at se betyder det ikke, at scenekunst som vi kender det, hvor professionelle (uddannede?) skuespillere står på en scene og tilskuerne sidder og kigger på, vil forsvinde. Men denne form vil blive suppleret med andre former for scenekunst.

Det gør på ingen måde de professionelle overflødige, tværtimod er det helt nødvendigt, at de bidrager med alle deres kunstneriske visioner og kompetencer til at sikre, at scenekunst for børn udvikler sig og fortsat tilbyder gode, kunstneriske oplevelser.

Men det stiller krav om, at feltet tør diskutere begrebet professionalisme og tør kaste sig ud i nye kunstneriske samarbejder - inklusiv dem, hvor amatører/hverdagseksperter/pro-ams deltager.   

Louise Ejgod Hansen er post doc, ph.d., Institut for Æstetik og Kommunikation, Dramaturgi ved Aarhus Universitet. Hun sad i Refusionsudvalget fra 2009-13 og har bl.a. været tilknyttet Scenekunstnetværket for Region Midtjylland