Af: Kirsten Dahl

22. oktober 2020

Indholdssympatisk og formfyldig børneopera

'Fyrtøjet' er i Mini-Figaros' fri bearbejdelse og fortælleelementfyldte opsætning blevet til en fortælling, som fokuserer på noget så vigtigt som empati og fantasi. Der er mange velfungerende takter i en helhed, som også har spændt lidt for mange sikkerhedsnet ud for sit børnepublikum

Fest, farver, musik, sang og humør i både den triste, eftertænksomme og uforbeholdent glade ende af spektret. Mini-Figaros samler hele molevitten i deres omskrivning af H. C. Andersens 'Fyrtøjet'.

Omskrivning er faktisk ikke det rette ord. Birgitte Holt Nielsen har snarere digtet udenom og trukket det gamle eventyr ind i en fortælling, som handler om i al fald tre ting: venskab, savn og fantasi. 

Resultatet er blevet til en forestilling, som benytter sig af ganske mange udtryksmåder. Skuespil, billedanimation, musik og sang tvistes livligt i samtlige de cirka 45 minutter operaforestillingen varer. 

Mini-Figaros vil meget. De sætter barren højt for både det, de vil fortælle og måden hvorpå de gør det. Man går meget ”mæt” fra forestillingen. Det tjener til teatrets ros, at man ikke bliver forvirret undervejs af ”fyldtheden” og de mange sammenbragte fortællemåder. Der er klarhed i fortællingen samtidig med at handlingen både springer i tid og fiktionslag. 

Rammefortællingen er en historie om en bedstefar, hvis elskede kone er død. Vi forstår, at bedstefaren har holdt virkeligt meget af hende. At han savner hende. Og at han i samvær med sit barnebarn, Emma, der nu er blevet voksen, har digtet en kærlighedsfortælling ud fra H.C. Andersens 'Fyrtøjet' om, at han mødtes med sin kone på akkurat samme måde som soldaten møder prinsessen i det oprindelige eventyr.

Fold fantasien ud

En af forestillingens primære intentioner synes helt klart at være at videregive til publikum, at det at lege og bevæge sig ud på fantasiens vinger er noget af det bedste, der findes. Det skaber sammenhold, og frigiver mod og energi til at tage nye skridt. Mariann Fredsgaard Mikkelsen og Hans Dueholm, som spiller henholdsvis Emma og bedstefar synger det direkte. 

Det er bygget ind i librettoen. I en sang, der gentages. En sang, som blandt andet rummer sentenserne ”På fantasiens vinger kan vi flyve vidt omkring/vi kan klare os/og tage nye skridt/det er super-duper-dejligt” og ”Det er smadder-sjovt at føle sig helt fri/…harmoni og masser af postyr.” 

Og de viser hele tiden, at der ikke kun er én måde at gøre tingene på. Birgitte Holt Nielsen har helt bevidst lavet om på hændelser og forløb i det gamle eventyr for at demonstrere, at fantasi er alle muligheders land. 

Gensidig opmærksomhed 

Hånd i hånd med dette 'fold fantasien ud'-budskab spindes en fortælling om venskab og empati. Og den går begge veje. Bedstefaren er opmærksom på, at hans barnebarn er mismodigt, fordi hendes veninde har valgt at tage ud at rejse med en anden veninde i stedet for med hende. Og Emma lægger mærke til og handler i forhold til, at hendes bedstefar er trist, fordi han savner sig kone. 

De er opmærksomme på hinandens velbefindende. Sammen og med det de siger og gør fortæller de en meget positiv historie. En historie som tillige klinger harmonisk ud. 

Sindrig tekst 

Mini-Figaros sætter børneoperaer op. 'Fyrtøjet' overrasker ved at så forholdsvis stor en del af teksten bliver talt frem for sunget. Mit gæt er, at teatret har villet sikre sig, at de 4 til 9-årige er med hele vejen igennem på, hvad der sker i et handlingsforløb, som også er ret sindrigt skruet sammen. Med sit flet af bedstefar-bedstemor-fortællingen, Emmas liv lige nu og H.C. Andersens eventyr. 

Men jeg tror nu, at det vil have løftet forestillingen kunstnerisk, hvis Mariann Fredsgaard Mikkelsen og Hans Dueholm havde sunget mere og talt mindre. For replikbehandling og skuespil er tydeligvis ikke deres primære kompetencer. Det er sang derimod. De er – som den sidste medvirkende Branko Djordjevic – også musikkonservatorieuddannede. 

De spændende momenter i forestillingen ligger klart der, hvor Carl Nielsens 'Min pige er så lys som rav' flettes ind; der, hvor de synger fantasi-refrænet og der, hvor de i øvrigt synger. Når sang og musik får lov at fylde, opstår der rum med flere dimensioner, og man bliver ikke distraheret af et skuespil, som (hvilket ofte er tilfældet i operaopsætninger for alle aldre) skurrer med en kantethed og en påtagethed af at ville fremtræde naturligt og troværdigt. 

Et stoppet rum

Med hensyn til scenografi og iscenesættelse sparer 'Fyrtøjet' ikke på noget. Scenen, som ikke er ret stor, illuderer bedstefars stue. Et ret fyldt rum, hvor virkemidler mikses, og hvor de to spillere bruger nogle af tingene til at frembringe lyde på – det kunne de fint gøre endnu mere. 

Rummet består af et sprosset vindue bagtil, som undervejs forandres til et projektionslærred for 'Fyrtøjet'-eventyrets kulisser, som fremtræder som både stilbilleder og levende billeder. En slagbænk, som spillerne kan forsvinde ned i. En kæmpe kuffert med soldat- og hekse-udklædningskostumer og tre brune hundemasker i – hundehoveder, som tydeligvis vækker børnenes opmærksomhed og som ligner dem, som eventyret oftest illustreres med. Et billede af bedstemor på den ene væg, og et tapet med H.C. Andersen i profil på den anden væg.

Og i den ene side – bag et vindue og en altankasse med blomster – sidder Branko Djordjevic og spiller musik. Blandt andet fortryllende harmonika – det kunne fint være dyrket meget mere. 

Der er en vilje og en tilstedeværelse af mangfoldighed og tydelighed på spil. Det tilfører forestillingen gnist og humør. Men gør også forestillingen lige lovlig tydelig og kompakt. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.