DEBAT
18-09-2018
10-09-2018
07-09-2018
20-07-2018
19-07-2018

Åben Dans: Ind under Huden

Både Sofia Karlsson (foto) og Pierre Enaux er både friske og smukke som Åben Dans’ repræsentanter for teenagepigen og teenagedrengen. Men koreografisk samler forestillingen sig ikke til et afsluttet værk. Foto: Ditte Valente

Ind under usikkerheden

12-11-2009
Teenagerne bliver tilbudt fin fortrolighed i den nye kønsopdelte forestilling hos Åben Dans. Men publikum efterspørger allerede en ’Ind under Huden 2’...
FAKTA
Åben Dans: Ind under Huden - Koreografi og iscenesættelse: Thomas Eisenhardt og Ole Birger Hansen. Dans og koreografi: Sofia Karlsson og Pierre Enaux. Musik: Thomas Sandberg. Scenografi: Jacob Langaa-Sennek. Dramaturgisk konsulent: Catherine Poher. Målgruppe: 14 år +. 45 min. Set på Musicon i Roskilde i oktober 2009. Turneforestilling. Spiller bl.a. på Teatret Møllen 12-26. nov. www.aabendans.dk

Nu ikke mere unisex. Teenagere skal have lov til at dykke ned i deres eget køns hemmeligheder, i hvert fald i Åben Dans’ interessante forestilling, ’Ind under Huden’. Her splittes publikum bogstaveligt talt op i to, inden de får lov til at gå ind ad enten kvindedøren eller mandedøren til forestillingen.

Inde bag døren er en lille scene, hvor en danser byder velkommen. Og da undertegnede anmelder altså er en kvinde, kan jeg kun berette om den feminine koreografi og performancen af den kønne, energiske svensk-danske danser Sofia Karlsson. Den fransk-fødte mandedanser Pierre Enaux har jeg kun hørt i enkelte bump på den anden side af den silkeskærm, der skiller de to dansere ad – og som glimtvis lader danserne komme til syne som silhuetter i hinandens verdener. Smukt og lyrisk i Jacob Langaa-Senneks diskrete scenografi.

Slik din næse

Vi kvinder bliver taget med ind i Sofia Karlssons sin egen verden. Hun tonser rundt i bevægelser fra kampsport og breakdance og sågar lidt ballet, mens hun doku-autentisk fortæller om, hvordan hun selv havde haft det med at være teenager. Om balderne, både i løsnet og strammet tilstand. Og om brysterne, der i begyndelsen føltes alt for store.

Sofia Karlsson er en sjov og eksplosiv danser. Hendes arme flyver rundt i alle retninger, mens hun snakker. ’Jeg kan ikke nå min næse med tungen, men jeg kan vifte med ørerne,’ som hun siger. Og det kan hun.

Hendes håndfaste koreografi er skabt af Thomas Eisenhardt, der på sin vanlige, stædige facon bygger bevægelserne op omkring gentagelser. Her er det pigens mærkelige tvangsbevægelser, der bliver bærende for koreografien: Igen og igen peger hendes finger som en tåre mod hendes kind, mens hestehalen flagrer rundt, og benene stamper og sparker vredt ud mod en imaginær trussel. Effektivt, men uden nogen egentlig udvikling.
Kropsmusikken af Thomas Sandberg lyder som et stort dyrs åndedræt, og danseren følger lyden af vejrtrækningen, der til sidst omslutter hende som et nyt lag hud. Men humoren holder ikke hele vejen, og det gør dynamikken heller ikke. Soloforestillinger er utroligt krævende, og nok også mere end hvad denne performance kan honorere.

Skift dit tøj
Forestillingen kulminerer i en soap-agtig omklædningsscene, hvor åbenbart både kvinden og manden hele tiden skifter tøj, fortryder - og så flår mere kluns ud af et imaginært klædeskab.

Yderligere skal ikke afsløres her. Men umiddelbart virker idéen bedre end det færdige resultat. I den efterfølgende debat om forestillingen var der både kvinder og mænd, der efterspurgte en fælles dans for både kvinden og manden. Nu sad vi isolerede og kunne kun fornemme, at der også skete noget på den anden side af silkeskærmen. Hvorfor måtte vi ikke se den egentlige kulmination, nemlig mødet mellem de to køn – og antagelig deres fælles generthed og usikkerhed?

Netop isolationen af kønnene er både forestillingens styrke og dens svaghed. Det virker i hvert fald, som om man som tilskuer kun har set en halv forestilling. Desuden bliver forestillingen ikke dansemæssigt så interessant, fordi den egentlig mere udtrykker sig gennem ord end gennem dans. De fleste bevægelser bliver kun til fragmenter, aldrig til egentlige fritslupne bevægelsesfraser. Og dermed reducerer forestillingen faktisk sin chance for at nå teenagepublikummet gennem kroppen som danseforestilling.

Byt på halvvejen
Catherine Poher er Thomas Eisenhardts faste dramaturg. Hvordan hun konkret har påvirket forestillingen, ved jeg ikke. Og hvordan Ole Birger Hansens mandekoreografi ser ud, ved jeg af gode grunde heller ikke. Men hvor den tidligere forestilling ’Arme og Ben’ netop så flot fik de isolerede og abstrakte kropsudtryk til at løfte sig til en fest, så har ’Ind under Huden’ svært ved at overbevise som et samlet værk, netop fordi forestillingen afstår fra at skabe en egentlig afslutning.

Alligevel sad flere tilskuere og var meget berørte over forestillingen. Både mødre og fædre udtrykte, at de var rystet over så præcist teenagerens usikkerhed blev skildret på scenen. Og at de både genkendte beskrivelserne fra dem selv og fra deres børn.

Så hvem ved? Måske skal Åben Dans bare revidere forestillingen og lade danserne skifte skærmside og performe for både piger og drenge halvvejs – og derudover lade forestillingen kulminere med en fællesdans? Måske som en ’Ind under Huden 2’.

Af: Anne Middelboe Christensen
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Ind under Huden
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

24-09-2018

21-09-2018

19-09-2018

18-09-2018

16-09-2018

14-09-2018

12-09-2018

10-09-2018

04-09-2018

24-08-2018

17-08-2018

13-08-2018

02-08-2018

16-07-2018

08-07-2018

06-07-2018

02-07-2018

30-06-2018

28-06-2018

26-06-2018

23-06-2018

21-06-2018

19-06-2018

16-06-2018

14-06-2018

12-06-2018

09-06-2018

07-06-2018

05-06-2018

03-06-2018

01-06-2018

30-05-2018

28-05-2018

25-05-2018

23-05-2018

21-05-2018

18-05-2018

16-05-2018

14-05-2018

12-05-2018

Flere anmeldelser