Af: Kirsten Dahl

29. maj 2019

ILT i overblik

Hele 14 forestillinger fra 11 forskellige lande gæstede ILT 19's internationale scenekunstfestival i Aarhus. Teateravisens anmelder, Kirsten Dahl, noterer, at der var masser af spændende scenekunst for børn og unge. Bl.a. den forjættende belgiske performance 'Isabella's Room' af Needcompany og franske Vélo Théâtres fortryllende poesi i 'The Frog At The Bottom Of The Well Believes That The Sky Is Round'.

Den biennale festival for international scenekunst, ILT19, som Aarhus Teater, Svalegangen og Gruppe 38 netop for sjette gang satte i værk fra 23.-26. maj, er slut.

Spændvidden var på alle måder stor på ILT19, og der var rigtigt mange forestillinger, som også var for børn. Otte forestillinger havde en nedre aldersgruppe (én for 6+, én for 8+, én for 12+, to for 13+, én for 14+ og to for 16+), mens de øvrige seks var for alle aldre. 

Fire af de forestillinger, som var for alle, var gratis udendørsbegivenheder. 

Close-Act Theatre fra Holland vakte, ligesom for to år siden, opsigt i bybilledet med 'Blue Birds' – de kolossalt store blå fugle, som spankulerede omkring ved domkirken. 

Otte koreanske mænd fra Laboratory gav i 'Mob' under åben himmel ved Bispetorvet et bud på, hvordan den menneskelige gruppementalitet kan tage sig ud, hvis den udtrykkes som dans. 

Bram Graafland i 'The Yelling Kitchen Prince', som også var hentet fra Holland, fyrede samme sted et kokkeshow af, som både indbefattede jonglerende køkkenknive, flyvende ingredienser og orgelspil.  

Og endelig igangsatte og styrede franske Olivier Grossetête sammen med ILT-festivalen et stort fælles byggeprojekt. Et projekt, hvor børn og voksne sammen byggede en gigantisk stor rekonstruktion i pap af et tidligere rådhus i Aarhus. 

Resultatet, som kom til at stå på havneområdet, blev visuelt imponerende. Og jeg har hørt fra en lærer, at processen i den grad engagerede de deltagende skolebørn. 

Vidt forskellige

De to indendørs 'for alle'-begivenheder var vidt forskellige. Den ene,  'Pocket Size People' af Dave & Kristin McGuire fra England var en serie små holografiske miniatureinstallationer. Inde i Teater Katapults næsten mørklagte teatersal var der i gulvniveau placeret små detaljerige installationer, som alle legede med at mikse og vende op og ned på størrelsesforhold. 

Fastfood-måltider med store coladåser og enorme pommes frites blev koblet sammen med atomforurening og proportionsforvrængede bittesmå menneskeskikkelser. Der var blikfang og spændende detaljer for alle aldre i installationerne, fordi de både var farverigt fængende, fyldt med sjove detaljer og tillige udtrykte (miljø)kritiske fortællinger. 

Den sidste 'for alle'-forestilling var 'Saloon' af canadiske Cirque Éloize – et 'nycirkus i det vilde vesten'-show, som spillede to aftener fra kl. 20 til 22. På grund af tidspunktet ikke for de helt små. 

For de lidt større skolebørn, unge og voksne var der stort anlagt og lettilgængelig underholdning at komme efter. Hele 12 ekvilibristisk dygtige artister boltrede sig i et western-univers af muntre musikanter, adrætte cowboy-knægte og seje strutskørt-piger. 

Indholdssubstans var  der ikke meget af. Jeg tror næppe, at børn hægter sig på den banale kærlighedsfortælling. Til gengæld var artisterne topprofessionelle. Er man til cirkus og nycirkus, var der kropsligt talent på spil. Talent for at udføre tredobbelte saltomortaler på vipper. For at lave graciøse figurer og drabelige styrt 'i gulv til loft lange' snore. Og ikke mindst for – og som det smukkeste – talent for at fremtrylle poetiske rundeture og drej ud og ind på et gulvcirkulerende stort tøndebånd. 

Livsbegær overlever løgne 

Udtryksformerne var ganske forskelligartede i ILT19-programmets 14 forestillinger. Ligesom formaterne. Det kunstneriske niveau var højt hele vejen igennem. Dog ragede 'Isabella's Room' og 'The Frog At The Bottom…' op som de ypperste. 

For teenagepublikummet (+14) og voksne var 'Isabella's Room' en perle. 11 performere (som både i det (etniske)ydre og (psykiske)indre tog sig dejligt vidt forskellige ud) sang, dansede, fortalte og spillede på musikinstrumenter ud og ind imellem hinanden og i et rum fyldt med mærkværdige primært afrikanske genstande, som blev begavet integreret i den fantastiske og betagende fortælling om kvinden Isabella, hendes opvækst, og hendes søgen efter sandhed og essens. 

Det forførende og betagende var den måde, hvorpå alt og alle med tryk på vanvid, sensualitet og livsbegær spillede sammen i en livsbekræftende fortælling, som drev af alvor, svigt, løgne, fornedrelser og død. 

For et ungt publikum – og for teateruøvede voksne – var 'Isabella's Room' et excellent eksempel på, hvor dybt eksistentielt man kan ramme sit publikum med en form, som umiddelbart ligner kaos og tilfældigheder, men som i virkeligheden er en knivskarpt kunstnerisk orkestrering af en mangfoldighed af forskelligartede fortælleelementer. 

Gru og forbrydelser

De to forestillinger for de gymnasiegamle unge (16+) og voksne var vidt forskellige, men havde begge en knusende alvor i sig. Jeg fik desværre ikke mulighed for at se 'Five Easy Pieces', hvor syv børn berettede om den belgiske seriemorder Marc Dutroux's forbrydelser. Men i sig selv lød det som en forestilling, som måtte give gåsehud. 

Umiddelbart var  'Real Magic' af Forced Entertainment rent fis og ballade. Det var en 'gæt hvilket ord jeg tænker på'-quiz, som i halvanden time blev gentaget til hudløshed mellem tre medvirkende, som skiftedes til at agere, den som tænker på ordet, den som skal gætte det og den, som styrer tankelæsningseksperimentet. Vel at mærke tilsat dåselatter. Med og uden bind for øjnene. 

Af og på med syntetiske gule heldragt-kyllingekostumer, hvor performerne nogle gange valgte at tage kyllingehovedet på og andre gange lod være. Og af og på med forskellige andre mere almindelige beklædningsgenstande. I hele den rundfart af gennemgange af akkurat samme grundform af quizzen bragte de hamrende dygtige performere variationer på banen, som langsomt men sikkert lod en dem af sviende sive ud. 

Midt i al det, som syntes fuldstændigt latterligt, fokuserede forestillingen skarpt på det, at mennesket i dag bliver knægtet, fornedret og ikke længere kan finde rum for at tro på noget. Ret fantastisk, men det kræver også, at man skal evne at gå 'all in' på forestillingens præmis, ellers vil man blive irriteret og stå af. 

Krig, ødelæggelse og flugt 

Der blev fyret mange skud af i ILT19 festivalens forestillinger. Faktisk i flertallet af dem. Maskingevær og bygninger som styrter i grus var noget af det første, man hørte i 'Invisible Lands' (12+) af finske Livsmedlet Theatre. 

Lyden forsvandt og en ordløs fortælling fulgte om de mange udfordringer, som flygtninge har. Som det særlige blev det vist ved, at bittesmå figurer førtes rundt på de medvirkende to performeres kroppe, som på den måde kom til at agere både kulderamte bjerglandskaber, oceaner og alle de stier, flygtninge skal passere, før de, hvis de overlever, når et andet lands grænsebom. 

At publikum sad ganske få meter fra performerne, var nødvendigt, da objekterne var så bittesmå. Men det skabte også en helt særlig intimitet, som sammen med det helt specielle samspil mellem menneskekroppene som landskaber for de mikrosmå figurer gjorde, at forestillingen – ud over dens tema – var seværdig. 

I 'Axe' af belgiske Cie Gare Centrale dinglede lysekronen og dryppede blod. Støvet stod ned fra loftet i et herskabsbolig, hvor to performere, som agerede overklasseløg, blev angrebet udefra. Men hurtigt blev det dem, som rettede skytset udad. Iført slåbrok og siden undertøj skød og bombarderede de uden blusel. De sønderskød, lagde i ruiner og blev sat for en international krigsforbryderdomstol. Formen var syret, burlesque, grotesk og komisk. Men alvoren osede ud af udtrykket, som var til forstå meningen i for alle over 13+. 

Krig var noget mere indirekte tilstede i koreanske Laboratory Dance Projects 'No Comment'. Koreografien var tydeligvis inspireret af krig. Man kom uvægerligt til at associere soldater, når de otte medvirkende habitklædte unge mandlige dansere på snorlige rækker marcherede ind i rummet. Når de på skift kastede sig ned i gulvet og kurede hen ad det. 

Var det ikke for de ensfarvede skjorter, de havde på i smukke klare farver, ville der ikke være meget lys at spore. Signalet var klart og rent: Krig er menneskelig fortræd. Danserne var toptrænede. Som kunstudtryk savnede jeg dog, at danserne ikke kun optrådte som små krigsmarionetter, men at de også koreografisk gik i dialog med hinanden og udtrykte noget om krigstemaet ad den vej. På den vis ville publikum, børn fra 8+ og andre derover være blevet mere udfordret. 

Barndomsminde- og moderskødsmagi

Og så til Vélo Théâtres 'The Frog At The Bottom…' Jeg har set forestillingen to gange. I 2015 i Frankrig som led i tilblivelsen af e-bogen '…og på den 8.dag begyndte de at drømme' (se www.ogpaden8dag.com) og nu igen på ILT19. Forestillingen hører til cremen af , hvad Frankrig kan levere for børn i aldersgruppen 6+ (og den kunne i øvrigt også opleves som gæstespil på Aprilfestival 2019 i Hjørring, red.)

I 2015 stod den franske tekst alene, modsat nu hvor Bodil Alling indgik i helheden som oversætter. Den 'rent franske' (som jeg så med franske børn) var i sagens natur mere ren fransk-poetisk-sprød. Hvor ILT19-udgaven – takket være den måde, hvorpå Bodil Alling bidrog med sin særegne jyske underspillede humor – var mere knasende sprød. 

Fælles for dem begge er, at de lukker publikum ind i et univers af barndomshjem-nostalgi og tillige gør opmærksom på det forunderlige og eksistentielt store ved vores livs udspring, moderskødet eller urhavet. Forestillingen gør det ved hjælp af sød musik, humor, mimik, klovneristiske kropsudtryk, fascinerende film, og frem for alt et udvalg af helt specielle og meget franske objekter, lysanimationer og ståltrådstryllerier. 

Fra en cirkus-emmende intro med udskænkning af te fra husformede tekander og servering af små husformede kager førtes vi ind i barndomshjemmenes land. Specifikt i M. Brin d’Avoines hjem, men også i andres, inklusiv erindringen om vores egne barndomshjem. Først skabte performerne huset med alle dets rum. Siden inviteredes vi til selv at gå på opdagelse i alle rummenes finurlige indretninger. 

Humoristisk optræden, en lille film og små objekter i magiske installationer skabte sammen med publikums afsluttende deltagelse en poetisk buket af oplevelser af både barndom og livets storhed og forunderlighed.

Seneste artikler

Seneste artikler

Et bladrevenligt overblik

Et bladrevenligt overblik

Så er papirudgaven af ’Den Røde Brochure’ for sæson 2024-25 – hvis mere officielle navn er ’Teater for børn og unge’ og som indeholder 296 forestillinger fra 103 teatre - klar til at blive udsendt gratis til skoler, institutioner, biblioteker, teatre og teaterfaglige organisationer m.fl. Kataloget ligger allerede på nettet som bladremodul og i en brugervenlig online-søgeversion.
Læs mere
Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

11 teatre får i alt støtte for 45 mio. kr. årligt og status som et af Københavns Kommunes små storbyteatre i en ny aftale, der gælder for perioden 2025-2028. Teatret Zeppelin og Grønnegårds Teatret mister status, men bevarer støtte via en særordning, mens Teatergrad er røget helt ud.
Læs mere
Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Fra 6.-11. februar blev 13. udgave af den tyske Festival Panoptikum afviklet i Nürnberg. En dansk delegation med dybe rødder i teater for børn og unge besøgte festivalen, der har ry for at være toneangivende på sit felt i Tyskland. Teatercentrums kommunikationsmedarbejder var med på turen og deler her nogle indtryk fra et festivalbesøg, der bød på teater, installationskunst, netværksaktiviteter, døvetolkning - og regnvejr.
Læs mere
Drevet af lyst og vilje

Drevet af lyst og vilje

Louise Schouw Teater har indledt et landsdækkende erobringstogt med ’Sallys far’. Teatret er i forvejen et af landets store turnerende teatre med over 250 opførelser årligt. Til voksne og børn og familier – og er angiveligt en af de største billetsælgere til børneteater. Efter næsten 25 år som teater uden statsstøtte er det en bedrift i sig selv.
Læs mere
Teaterkritik til debat

Teaterkritik til debat

Kritikerne behøver kunsten for at udøve deres metier, men teatrene har også brug for en kompetent faglig kritik af deres forestillinger. Lidt fra en debat på Aveny-T om anmelderi og formidling - og noget om en instruktørs håndplukning af anmeldere til sin nyeste forestilling.
Læs mere
Et bladrevenligt overblik

Et bladrevenligt overblik

Så er papirudgaven af ’Den Røde Brochure’ for sæson 2024-25 – hvis mere officielle navn er ’Teater for børn og unge’ og som indeholder 296 forestillinger fra 103 teatre - klar til at blive udsendt gratis til skoler, institutioner, biblioteker, teatre og teaterfaglige organisationer m.fl. Kataloget ligger allerede på nettet som bladremodul og i en brugervenlig online-søgeversion.
Læs mere
Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

11 teatre får i alt støtte for 45 mio. kr. årligt og status som et af Københavns Kommunes små storbyteatre i en ny aftale, der gælder for perioden 2025-2028. Teatret Zeppelin og Grønnegårds Teatret mister status, men bevarer støtte via en særordning, mens Teatergrad er røget helt ud.
Læs mere
Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Fra 6.-11. februar blev 13. udgave af den tyske Festival Panoptikum afviklet i Nürnberg. En dansk delegation med dybe rødder i teater for børn og unge besøgte festivalen, der har ry for at være toneangivende på sit felt i Tyskland. Teatercentrums kommunikationsmedarbejder var med på turen og deler her nogle indtryk fra et festivalbesøg, der bød på teater, installationskunst, netværksaktiviteter, døvetolkning - og regnvejr.
Læs mere
Drevet af lyst og vilje

Drevet af lyst og vilje

Louise Schouw Teater har indledt et landsdækkende erobringstogt med ’Sallys far’. Teatret er i forvejen et af landets store turnerende teatre med over 250 opførelser årligt. Til voksne og børn og familier – og er angiveligt en af de største billetsælgere til børneteater. Efter næsten 25 år som teater uden statsstøtte er det en bedrift i sig selv.
Læs mere
Teaterkritik til debat

Teaterkritik til debat

Kritikerne behøver kunsten for at udøve deres metier, men teatrene har også brug for en kompetent faglig kritik af deres forestillinger. Lidt fra en debat på Aveny-T om anmelderi og formidling - og noget om en instruktørs håndplukning af anmeldere til sin nyeste forestilling.
Læs mere