Ikke helt forfærdeligt nok

Er hun tosset eller er det omgivelserne, der er helt galt på den? Pigen Diana vokser op i en temmelig dysfunktionel familie med en svag og fordrukken mor, en far, der pludselig viser sig ikke at være hendes far alligevel, og en stedfar, der gerne smækker hende en på kassen, når hun irriterer ham. Og han har virkelig let til at blive irriteret!

Senere redder Diana sig både en dum kæreste, en uønsket graviditet som 16-årig, en alvorlig psykiatrisk diagnose, en børnehjemstrussel og meget andet slemt; hun begynder at prostituere sig og får tilbud om en førtidspension – ja, det er virkelig en barndom og opvækst af de ringeste. Men historien ender overraskende godt, med kæreste, udsigt til barn og ægteskab. Og en pige, der til sidst finder ud af, at hun faktisk er elsk-værdig for andre mennesker.

Autentisk historie

Historien er sand og findes i bogform, skrevet af journalisten Peter Krogholm i 2014 – og det er den, forestillingen er baseret på.

Som type betragtet er Diana mere usædvanlig end så mange andre. Hun vil nemlig ikke finde sig i et samfund og nogle mennesker, der behandler hende på den måde. Hun accepterer ikke diagnoser og førtidspension, og hun siger fra over for sin vege mor og hendes skiftende tabere af mænd. Hvilket er forestillingens glade budskab – at man aldrig skal give op.

Men desværre er Diana ikke alene om at have problemer. Det har forestillingen om hende også.

På en meget stor og tom scene, der ikke gør noget godt for intensiteten i spillet, blandes fortælling og spil, sange og bevægelse. En række indlagte sange på engelsk og dansk skaber afveksling i scenegangen, men demonterer samtidig den skræmmende udvikling i Dianas historie, der ellers kunne have været en fin pointe – at det hele lukker sig klaustrofobisk omkring hende.

Beskedent scenisk udtryk

En vigtig præmis i såvel bogen som forestillingen er, at Diana er alene med sin kamp mod en verden, der ikke kan eller vil forstå hende. Derfor virker det mystisk, at opsætningen har valgt at lade to spillere gestalte rollen, side om side, uden at det valg på noget tidspunkt forklares eller virker indlysende rigtigt.

Ganske vist får Diana på et tidspunkt diagnosen paranoid skizofreni og kommer på den lukkede afdeling, men det afsløres jo senere – hvad vi som tilskuere hele tiden har vidst – som helt forkert. Diana er sund og rask i krop og sjæl – det er verden omkring hende, der har problemerne. Den pointe sløres unægtelig med to spillere om én rolle!

Det sceniske udtryk er generelt meget beskedent – nogle stole og lidt lys – hvilket kræver særdeles stærke spillere for at holde intensiteten og dramaet levende på den store scene.

Med undtagelse af Martin Geertz som stedfaderen lykkedes det kun i glimt. Resten virker velment, men grundlæggende utilstrækkeligt, hvis vi virkelig skal gribes og fanges af Dianas historie.

Og det er ikke fordi emnet ikke er spændende nok, lige som forsøget på at variere det sceniske udtryk også grundlæggende fungerer prisværdigt.

Titlen fortæller, at det kun gør ondt en gang. Her gør det bare aldrig ondt for alvor. Der kan findes mange andre ungdomsforestillinger om ensomme og svigtede unge, hvor emnet og den kunstneriske forløsning af det går langt stærkere og renere hjem end tilfældet er her.