DEBAT
12-06-2017
31-05-2017
13-05-2017
22-04-2017
05-02-2017
Claus Carlsen i arbejdstøjet i forbindelse med TeaterBLIK's forestilling 'Be Free!', der spillede på Fanø i sommeren 2016: Carlsen på tubaforstærket fonofiddle og Gertrud Exner som kaptajn spejdende ud over havet efter skib. Foto: Jens Münster

Ikke bare musik

20-03-2017
At give overblik og indsigt i Claus Carlsens musikalske produktion er uoverkommeligt. Han er alt for flittig. Så hér en god håndfuld spredte (men ikke helt tilfældige) nedslag i, hvad musikeren, komponisten og lydkunstneren Claus Carlsen kan fortælle, og formå indenfor musik. Mest til teatrene - og især til børneteatrene.
Af: Jens Münster
FAKTA

Claus Carlsen, f. 1956 - autodidakt musiker, komponist og lydkunstner. Hovedinstrumentet – for så vidt det giver mening at tale om et sådant – er saxofonen. Men Claus har også kærlighed mange andre instrumenter – guitar, banjo, fløjter, klokker (og en basklarinet, han har lånt af Hans Rønne), samt stribevis af sære såvel som hverdagsagtige objekter, der kan frembringe lyd.

Claus har siden 1996 arbejdet sammen med blandt andre Barkentins Teater, Bådteatret, Carte Blanche, danseteatret Minsk, Gruppe38, Kulturprinsen, Madam Bach, Odense Teater, Randers Egnsteater, Svalegangen, Teatret, TeaterBLIK, Teatret Møllen, Teater Nordkraft, Teatro Rio Rose – og ikke mindste iscenesættere og kunstnere fra disse og mange flere teatre i mange andre sammenhænge.

Udover turnéer bogstaveligt talt verden over, har Claus også deltaget i internationale samarbejder fra Viborg og Växjö til Burkino Faso.

Og så er han sammen med Teater Nordkraft og Gertrud Exner blevet Reumert-præmieret (Årets børne-/ungdomsforestilling) for teatervandringen 'Tivoli '(2015).  

blog: www.clauscarlsen.dk

Midt i forestillingen ’Når Gaflerne Danser’lægger Claus Carlsen og hans medspiller Lisa Becker en frygtindgydende stor, gammel højttaler ned på gulvet ’på ryggen’, så den kan spille lige op i luften. Og så fylder Lisa den store tragt med små, hvide skruelåg i plastik. Claus slutter sin elguitar og forstærker til højttaleren og begynder at spille.

Og dér sker det forunderlige: De små runde plastiklåg hopper og danser på højttalermembranen, hver gang Claus slår en tone an – højttaleren bliver til en gryde fuld af popcorn, som hopper og popper, og hopper ud af gryden og triller rundt på gulvet – til det ungdommelige publikums fryd og jubel.

Det er ret fundamentalt: Lyd – og musik – er bevægelse. Som kan sætte alt andet i bevægelse. Fra plastiklåg til åbne barnesind.

Tromme-rum

Det er lykkedes at fremskaffe 60 tomme plastiktønder som udgangspunkt for en workshop i musik. Børnene får hver sin tønde og finder hurtigt ud af at, at tønderne giver en herlig lyd, når man trommer på dem. 60 trommer lyder af en del, og en lærer dukker op, hidkaldt af det noget kakofoniske trommeri og råber: »Hvad er det for en larm? Stop det! Har I overhovedet fået lov at begynde?«  

Efterhånden holder trommeriet så op – børn er jo generelt ret autoritetstro – og læreren siger indtrængende: »I må først begynde, når manden siger det.«

’Manden’ er Claus Carlsen.

Læreren vender sig mod Claus: «Nu skal du sige til dem, hvad de skal gøre…«

Claus lader børnene tromme igen, og efter et øjeblik begynder han stilfærdigt at spille på sit kohorn, der er omdannet til en slags fløjte. En fløjte, som umiddelbart har svært ved at gøre sig gældende i trommernes lydhav.

Og der går ikke et minut, fortæller han, så trommer alle børnene i takt til kohornets spil, og da Claus slutter musikken, slutter alle børnene samtidig trommespillet.

»Det kan måske sommetider være svært at høre,« siger Claus. »Men inde midt i børnenes nysgerrige undersøgelse af, hvad tønden – trommen – kan, der er det jo musik. Og der skal bare en lillebitte smule hjælp til, for at børnene selv finder ud af at bruge trommerne i samspil. Og så kan vi alle sammen pludselig høre musikken i det.«

Det foregik på Kulturprinsen i Viborg i et samarbejde med arkitekt Annette Poulsen i 2006 – ’Takt & Tekstur’. Men selve situationen gentager sig for så vidt gang på gang i den slags workshops, fortæller Claus.

Teater for børn og den slags

Claus har ikke talt, hvor mange teatre, han har samarbejdet med. Plus projekter, workshops og koncerter, indenfor og udenfor de cirkler, der altså også rummer børneteater. Det hele er indbyrdes så usammenligneligt, at det ikke lader sig opregne.

Teatret Møllens meget voksne opførelse i 2006 af Per Olov Enquists Strindberg-drama 'Tribadernes Nat' i Gitte Kaths iscenesættelse stillede sine egne krav, fortæller Claus.
»Jamen, det er jo én lang to-timers strøm af ord, som man ikke kan afbryde! En velskrevet og meget spændende historie, men ord, ord, ord…«

Claus endte med at lave 16 forskellige musik-/lydspor på sin 16-spors båndoptager i to gange én times længde. Sammen med instruktøren sad han så og flettede sporene ind og ud mellem hinanden, afstemt efter hvordan de kunne bruges undervejs, i længder og kombinationer, der svarede til forestillingens scener og forløb.

De endte altså med ét lydspor, sammensat af (passager af) de 16 oprindelige spor, som afspilledes kontinuerligt og parallelt med skuespillernes dialog og arrangement. De fire medvirkende måtte så løbende forholde sig til og spille med (eller mod) den underliggende lyd/musik.

Ydermere kunne afviklingsteknikeren udfordre spillerne ved at skrue op eller ned for de enkelte afsnit – forskelligt fra opførelse til opførelse.

Det er dét med det dynamiske, der interesserer Claus. At tingene, samspillet, kan ændre sig undervejs også i den enkelte opførelse, så hele forestillingen spiller sammen på samme tid. Helst vil Claus selv være med i hele forestillingens tilblivelse, og sammen med iscenesætter og medvirkende løbende komme med sine idéer og forslag, og ikke kun til lydsiden.  

En stor del af teatrene arbejder jo i forvejen med at skabe deres forestillinger fra grunden, ikke mindst for de mindste, ud fra idéer og temaer mere end ud fra en færdig teatertekst. Og Claus befinder sig godt i en sådan kollektiv workshop-form, hvor alle giver deres besyv med og deres erfaringer videre. På den måde kan musikken og lyden være en integreret og ligeværdigt medskabende del af forestillingens forløb.

Når musikken bliver synlig

Det er ikke så ofte, at han inden premieren afleverer en færdig CD, der kan betjenes med en stop/start-knap. Det sker selvfølgelig, men Claus synes at det kræver en usædvanligt stor musikalitet af den medvirkende, der skal betjene knappen. Processen med selv at være med i forestillingens tilblivelse er sjovere – og giver bedre resultater.

Det gælder selvfølgelig også de to forestillinger, han har skabt og spillet i samarbejde med sin kone Lisa, instruktøren Catherine Sombsthay og hendes franske mixed media- og objektteater Compagnie Mediane og Teater Nordkraft: 'Besat af Æbler' fra 2014 (se anmeldelse) og 'Når Gaflerne Danser' fra 2016 (se anmeldelse).

En gaffel er en gaffel – for så vidt. Men når man hænger gafler op under hinanden på lange snore og mange snore ved siden af hinanden, så er det pludselig ikke så indlysende, at en gaffel er en gaffel. Lidt ligesom når man gentager en sætning mange gange efter hinanden – så mister den ligeså stille sin betydning og bliver til lyd.

Når gaflerne danser på deres snore klinger de mod hinanden, og da gafler ikke er ens, klinger de forskelligt. De bliver til musik.

Og når en lampe lyser skyggen af gaflerne op på en hvid dug, så bliver musikken ligefrem synlig! Ligesom når Claus i 'Besat af Æbler' hvirvler et fiskenet rundt i luften over scenen.

Lille Fanøs store musik  

Den lille ø Fanø vest for Esbjerg – færgen sejler i 12 minutter fra Esbjerg Havn til Nordby – har fået en særlig plads i Claus’ musikalske univers. Spillemand Peter Uhrbrand fra Sønderho er sidemandsoplært som spillemand af ældre kolleger og har nogen tid efterhånden haft Claus som ’voksenlærling’.

Claus har, med stor hjælp fra Peter, lært sig det faste repertoire af melodier, som er markant forskellige fra dansemusik fra resten af Danmark.

Den lokale dans hedder Sønderhoning, en pardans med enkle trin uden de store variationer, afløst af parrenes vandring rundt i en cirkel, som har den størrelse, antallet af par – og lokalitetens størrelse – giver mulighed for. Der kan danses timevis i træk.

Det kan lyde utroligt, men Fanø var faktisk i sin tid som en vestlig havn og udpost én af de vigtigste handelsporte for samhandlen med udlandet, dengang via skibsfarten. Myten vil vide, at søfolkene ofte hjembragte souvenirs fra de fremmede lande i form af musik og melodistumper, og måske også instrumenter. Og det dannede i fusion med øens traditionelle melodier grundlaget for Fanøs særlige dansemusik.

I 2016 fejrede hele Fanø 275 års jubilæum for øens frikøb fra kronegodset, og i den anledning deltog Claus sammen med TeaterBLIK i skabelsen af forestillingen 'Be Free!' som en teatervandring rundt i omegnen af Sønderho.

Claus fik idéen til at prøve en proces, der kunne ligne en genskabelse af mytens fortælling om Fanø-musikkens tilbliven. Han og Peter mødtes i produktionsperioden hver eneste morgen og digtede videre på det traditionsrige materiale med forskellige instrumentkonstellationer. Shansin og violin. Strohviolin og sopransax. Basklarinet og citern. Og så videre.

»’Dogmet’ var: ikke at spille etnisk korrekt, men på kærlig kinesisk vis at stjæle med arme og ben og blande op med det, vi selv havde.«

Det skabte et meget smukt, lydligt univers – som blev begejstret modtaget hos det lokale publikum. Ikke som traditionel Sønderho-musik, men som en levendegørelse af myten og oplevelsen af ’det gamle i nyt lys’.

Hvad skal man egentlig kalde det…?

»Jeg har en koncert,« siger Claus. »Nu har jeg arbejdet med den i hvert fald i 18 år, og den er ikke færdig endnu. Men jeg… eller vi, for det er jo altid sammen med nogen… laver den en gang imellem. Og den er slet ikke færdig, den udvikler sig hele tiden. Det startede med at jeg samlede på klokker – det gør jeg stadig – og så i forbindelse med et projekt for længe siden, skulle jeg bruge mange flere klokker, end jeg havde. Det var dengang, man kunne gå rundt til marskandiserne og købe malmstager for en femmer. Når man skruede stagen af bundstykket, så kunne bundstykkerne hænges op i snore, og så havde jeg pludselig en masse nye klokker!«
Samlingen har rundet 300 stykker efterhånden.

Det startede med fire klokker, som blev udlånt til en forestilling på Teatret Møllen. Og så voksede behovet: Ude bag Kløvermarken på det nordlige Amager ligger et lille stykke relativt fritvoksende natur. Blandt andet med nogle træer, der står tæt og giver fornemmelsen af en lille skov.

Her hængte Claus som en del af et kulturprojekt (eller en installation) engang en snes af sine klokker op. Rundtomkring. Lidt skjult, lidt synligt, og så kunne de besøgende børn have fornøjelsen af at finde dem, og slå på dem – og høre de klokker, kammeraterne havde fundet.

Det blev til musik.

Og i Claus’ og Lisas forestilling 'Besat af Æbler' medvirkede for eksempel seks af klokkerne.

Koncerten har også fået tilføjet en masse fløjter. Som er sluttet til gammeldags fodbetjente luftmadraspumper. 

»Jeg orker simpelthen ikke vaske alle de fløjter for spyt hver gang, børnene har pustet i dem,« fortæller Claus. »Det var mest derfor, jeg fandt på det med pumperne.«

»Og så kan rigtigt mange objekter bruges som en marimba. Man kan placere næsten alting ovenpå en marimbakasse (en klangkasse, der spidser lidt til i den ene ende) og slå på dem med et passende redskab. Det kan være bræddestumper, flade sten, gamle plovskær – eller for eksempel skeer i sølvplet.«

Så dem har Claus også en righoldig samling af.

Betegnelser som koncert, workshop og flere andre dækker i Claus’ univers over mange former for musikudøvelse. Det kan for eksempel også være en proces, der udvikler sig over lang tid… Men det med udviklingen er vigtig, dét at tingene ændrer sig fra gang til gang, dynamikken i at indhente erfaringer. Og så sker der i øvrigt noget helt specielt, når man spiller til dans – minder han om.

»Rigtigt meget af det, jeg laver, tager mange år – ti, 15 eller altså 18 år. Og meget er slet ikke afsluttet endnu. Som koncerten med klokkerne, som samarbejdet med Peter Uhrbrand, og så videre.«

Teater-rum

Claus laver ofte og gerne musik sammen med og til teatre. Han medvirker også gerne selv, hvis det kan lade sig gøre. Men når jeg beder ham fortælle, hvad han vil med sin teatermusik, fortæller han helst og bedst om, hvordan han arbejder.

Og på sæt og vis demonstrerer det jo også sammenlagt – som han siger – hvad det er, han vil med musikken.

Jeg prøver i stedet at lokke ham til at snakke om teatermusikken som en slags medvirkende på linje med skuespillerne – helt banalt, eller bare enkelt, er begge dele jo live elementer i forestillingen.

Dén præmis køber Claus ikke. Musik er jo musik. Hvis endelig man skal sammenligne musikken med noget andet i teatret, foreslår han scenografien.

»Når man oplever opsøgende børneteater ude på skolerne, bibliotekerne, i vuggestuer og børnehaver, kan man godt undre sig lidt over alt det sorte molton og de sorte plastsække, der hænges op for at forhindre virkeligheden i at distrahere publikum under forestillingen. Men – når der så alligevel trænger lyden af en forbikørende bil eller en højttalende pædagog ude på gangen ind gennem den sorte inddækning, så er det vanvittigt forstyrrende. De lyde hører ikke til i det renfærdigt sorte teaterrum.«

Hvis børnene sidder i et rum, de kender i forvejen, hører lydene udefra til i det kendte lokales univers og generer ikke nær så meget. De behøver ikke at overdøves. For dér er det udelukkende scenografien, de medvirkende og musikken, der – på hver deres måde – skaber det rum, som indeholder forestillingen og tilskuerne. Musikken er altid et rum.

Og Claus mener det – musikken er ikke bare med til at skabe forestillingens fantastiske univers, den er helt konkret med til at definere det fysiske rum, teatret og spillet foregår i.
»Det er selvfølgelig ikke nogen ny betragtning, men det er helt utroligt så stille, man kan spille uden at tabe børnenes fokus og opmærksomhed. Især med de allermindste, når de er trygge i genkendelige og velkendte omgivelser.«

Nu er Claus selvfølgelig heller ikke alene om at mene, at når ’opsøgende teater’ defineres som ’at spille teater, hvor børnene er’, så gælder det i en del mere end geografisk forstand. Og hans tillid til musikkens evne til at udgøre kraftfulde og evnerige rum – inde som ude – er et grundmuret fundament for nysgerrigheden til at forske og komponere videre i musikkens utallige og herlige dimensioner.

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Ikke bare musik
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415

22-09-2017
 

17-09-2017
 

12-09-2017
 

10-09-2017
 

06-09-2017
 

28-08-2017
 

18-08-2017
 

11-08-2017
 

01-08-2017
 

28-07-2017
 

30-06-2017
 

20-06-2017
 

15-06-2017
 

11-06-2017
 

09-06-2017
 

06-06-2017
 

29-05-2017
 

23-05-2017
 

18-05-2017
 

14-05-2017
 

09-05-2017
 

03-05-2017
 

27-04-2017
 

22-04-2017
 

20-04-2017
 

18-04-2017
 

12-04-2017
 

06-04-2017
 

31-03-2017
 

28-03-2017
 

24-03-2017
 

15-03-2017
 

10-03-2017
 

05-03-2017
 

01-03-2017
 

22-02-2017
 

17-02-2017
 

10-02-2017
 

06-02-2017
 

02-02-2017
 

Flere anmeldelser