Af: Henrik Lyding

9. februar 2018

Idolets fald

Hvad skal vi med popidoler, hvis vi kan få ægte venskab? Køn morale i fin lille forestilling om popindustrien og veninderelationer.

Findes der noget mere ubarmhjertigt end et teenager-publikum. Der skal ingenting til, før de keder sig.

Alene af den grund kalder Teater (døgdi) lille topersoners komedie på respekt. For vel var der opmærksomheds-absencer og småsnak i den fyldte sal, men generelt var de unge på, så snart de fik færden af en konflikt mellem de to piger. Og så interesserede forestillingens ikke-tilstedeværende hovedperson, popsangeren Justin Bieber, sikkert også en del af teenagepigerne.

For det er, hvad 'Bustin Jieber har brug for en pause' handler om. Ungdommelig idoldyrkelse på grænsen til det hysteriske. To skolepiger, Caroline og Fanny, mødes. Caroline (Mathilde Eusebius) har etableret en Justin Bieber-fanklub af den temmelig kiksede slags. Hun er nemlig blevet smidt ud af skolens mere tjekkede Bieber-ditto, og nu vil hun selv. Fanny (Ida Lund) er egentlig gået forkert – hun skulle til møde i den anden klub, men bliver hos Caroline.

Lige netop den del af historien skal man nok ikke bore for meget i. Fanny er tjekket, selvstændig, sej – alt det, Caroline ikke er – og det virker ikke voldsomt sandsynligt, at hun ville blive hængende her i taberland.

Men det er altså stykkets afgørende præmis – og det ville have klædt manuskriptet, hvis Fannys personlige forhold undervejs var blevet rullet mere ud. At sejheden måske dækker over ensomhed, foretagsomheden over fraværende forældre.

Men det skitseres kun og sandsynliggør ikke rigtig figuren, lige som hendes forbindelser til folk i udlandet også får lov at svæve uforklaret, hvorimod Carolines figur – klassens klodsede, usikre og måske lidt irriterende pige – nærmest giver sig selv.

Nye planer

Fanny går altså ingen steder, og sammen begynder de at udvikle planer. Nyt, smartere navn til fanklubben og senere en fankoncert, hvor de sammen vil optræde med Bieber-numre.

Hvilket man ikke må, som de smerteligt bliver klar over senere i historien. Lige som man sikkert heller ikke må bruge hans navn som titel på et teaterstykke – deraf måske forestillingens spøjse navn. En forestilling, som heldigvis rækker ud over pigeportrætter og magtkampe.

Et billede af Justin Bieber tegnes nemlig undervejs. Den canadiske dreng, der pludselig blev alle teenagepigers våde drømmekæreste. En papfigur af Bieber dukker op på scenen, og vi ser videoklip af ham på bagvæggen, samt ikke mindst masser af skrigende fans, der går i koma over en koncertbillet eller noget af alt det salgbare tingeltangel – huer, T-shirts, billeder – der uundgåeligt skyder op som pubertetsbumser i kølvandet på ethvert stjernefrø.

Ny erkendelse

Og det med Biebers tiltrængte pause? Ja, den kønne, velopdragne knægt har udviklet sig til en tatoveret, arrogant og fan-ligeglad stodder, fortæller forestillingen os, indtil han åbenbart tog konsekvensen og et hvil efter to års konstant koncertturne i 2017. Denne Bieber, som alle i den ganske verden enten elsker eller hader, påstår teksten, og bidrager dermed dumt nok – og i modstrid med forestillingens egentlige budskab – til cementeringen af postulatet om Biebers enorme betydning.

For dels er det næppe forkert at antage, at millioner og atter millioner af mennesker verden over – denne anmelder inklusiv – er bedøvende ligeglad med Bieber, dels munder forestillingen kønt ud i, at de to piger udvikler en ny erkendelse og et mere ligeværdigt venskab.

En relation, der klart ser ud til at række dybere end distanceret heltedyrkelse og ureflekterede bidrag til popindustriens gigantiske malkemaskine, som kynisk har til formål at suge såvel naturlige reaktionsmønstre som lommepenge ud af værgeløse teenagere.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.