I ’Store og lille Claus’ hepper vi på morderen

Den er i grunden ganske morbid, H.C. Andersens ’Lille Claus og store Claus’.

Besiddertrang, misundelse og griskhed bliver indpakket i en historie med afpresning og svindel, druknedød og mildest talt usømmelig behandling af lig. Og den kloge narrer som bekendt den mindre kloge, og derfor er lille Claus historiens helt, selvom han er kommet særdeles ufint til sine penge og til sidst får skubbet store Claus i vandet, så han dør med et ’plump’.

Nu er det jo sjældent svindlerne, vi holder med, så hvorfor holder vi med den svigagtige lille Claus, der får Stein Bagger og Britta Nielsen til at fremstå som duksedengser? Jo, fordi H.C. Andersen lod os møde lille Claus, mens han stadig var fattig og måtte slide for store Claus, der straffede ham, når han pyntede sig med lånte heste. Vi har tendens til at holde med den svage part og ser derfor gerne, at lille Claus får oprejsning.

Det samme kender vi fra eventyret ’Kejserens nye klæder’, hvor vi griner ad hoffets naragtige narcissisme og håber for de skumle vævere, at de slipper afsted med deres fupnummer. Hos ’Olsen-banden’ håber vi igennem samtlige 14 film at kunne sende den lille trup af samfundets tabere til Mallorca med kufferten fuld af overklassens kontanter. Og Jeppe på Bjerget under vi gerne en smule magtmisbrug i baronens gemakker, efter at han selv er blevet pryglet af både herremand og hustru.

At eventyret slutter med et overlagt mord på store Claus, er måske lige rigelig hævntørstigt til vores årtusinde. Men det kan vi næppe lægge Andersen til last. Og Henrik Paludan, der har omdannet eventyret til en storytelling-version, har forholdt sig loyalt – ja, næsten uden redigering overhovedet – til forlægget.

Iscenesat med guldkarameller

Derfor er den, som den er, i Teater Portamentos version. Ingen dramaturgisk indblanding. Ingen modernisering. Ingen tekstlig tilpasning, forstærkning eller fortolkning. Kun få bedagede ord er blevet opdateret til mere nudanske alternativer, men ellers er eventyret som taget ned fra hylden. En stangvare, ville man kalde det i konfekturehandelen.

Og det er også godt nok. Det skønne ved Andersens eventyr og andre klassikere er jo, at de ikke forgår så let. Og de kunstneriske ambitioner kan gemme sig i iscenesættelsen i stedet.

Her ser vi da også et bud hos Teater Portamento. Forestillingens genre er klassisk storytelling, hvilket vil sige, at der som udgangspunkt ikke er andet på scenen, end den skuespiller, der skal fortælle historien. Det er også overordnet set tilfældet hos Henrik Paludan.

Dog vælger han som indgang til forestillingen at sætte fokus på en skål med guldkarameller. Skålen står uberørt på scenen under forestillingen, og når eventyret er slut – efter vi har klappet – går han nærmest ceremonielt hen til guldkaramellerne og tager én, som han selv spiser.

Vi kan forstå, at denne gimmick skulle pirre vores egen griskhedsfornemmelse; at vi bliver udfordrede, fordi vi ikke bliver tilbudt én. Måske havde jeg bare ikke lige guldkarameltrang nok denne dag til at opleve dén fornemmelse. Men jeg bemærkede dog en akavet fornemmelse af ikke helt at forstå, om forestillingen var slut eller ej, da han karamelgnaskende lukkede os ud.

Idéen er dog ikke så tosset endda. Paolo Nani viste os for nyligt i ’Magiske Jekyll’, hvordan man ved at give en gratis is til det første barn og derefter forlange penge af de næste kan få folk i salen til at råbe op om uretfærdighed. Det var måske dén stemning af misundelse, man havde ønsket sig i slutningen af ’Store og lille Claus’. Og måske dukker den op en dag med et mere sliksultent publikum.

Kraftige brøl og en knivspids mimik

Rent æstetisk skal man ikke gå til storytelling med store forventninger. Det hører til genren, at skuespilleren kan fortælle historier uden hjælpemidler. Et neutralt sæt tøj er det oplagte, og alt derudover er et stilmæssigt tilvalg og skal bruges med omhu. Her har Teater Portamento holdt sig til en meget neutral scenografi – bortset fra et gyseligt og temmelig malplaceret plastikgræstæppe, som man kun kan drømme om, at han glemmer et sted på turnéen.

Henrik Paludan har til ’Store og lille Claus’ iklædt sig et uformelt jakkesæt med gammeldags look, og det passer udmærket til fortællingen og de landlige omstændigheder. Samtidig træder han i karakter som historiens fortæller, mens personerne i fortællingen bliver antydet med mindre stemmevariationer.

Paludan er i øvrigt en glimrende fortæller, og han krydrer rutineret historien med kraftfulde brøl og en knivspids mimik. Han bruger minimale virkemidler, men nok til at engagere os og fastholde spændingen.

Men selvom teateroplevelsen er god, så er det bemærkelsesværdigt, hvor lidt Henrik Paludan og hans Teater Portamento har bidraget med. Vi kan takke H.C. Andersen for den gode historie, men den trænger til at blive løftet ind på scenen og frem til vores tid, og her kunne dramatiseringen såvel som iscenesættelsen have gjort meget mere.

Derfor ender ’Store og lille Claus’ som en fin genfortælling af en Andersen-klassiker, men også som et noget magert teaterprojekt.