I skovens dybe, stille uro

Publikum venter med deres cykler i den fineste aftensol ved Naturcenter Vestamager, og alle taler om, hvor heldige vi er med vejret. Teatret har udtrykkelig bedt os om at klæde os efter vejrforholdene og huske gummistøvler, så stilen er ligesom lagt; der aflyses ikke pga. lidt regn.

At opleve naturen er en del af hele forestillingens pointe, der af samme grund kan tælle bl.a. Tårnby Naturskole, Danske Naturparker og Amager Skovhjælpere som samarbejdspartnere.

Vind og sommervejr

Der kaldes til samling med megafon, og dermed er forestillingen i gang. Molly (fint spillet af Filippa Suenson) er med sin far på arbejde og kunne ikke være mere pinlig over ham. Hun står trodsigt med sin lipgloss og ruller øjne, og vi forstår hende til dels.

Faderen (en ret fantastisk Glenn Xavier) er nemlig en pudseløjerlig naturtype, af den slags som helt hundrede mener, at der ikke findes dårligt vejr, kun dårlig påklædning. En naturentusiast af guds nåde med gummistøvler og gåpåmod, der med sin lidt sære statur og gebrokne accent minder ikke så lidt om ornitologen fra Bennys Badekar.

Sammen skal vi ud og opleve skoven.

’Det kan godt blæse lidt, så husk at kneppe jeres jakke’, formaner han os, og vores latter får om muligt Molly til at krumme sine tæer endnu mere.

Samspillet de to imellem fungerer godt, men der er trods alt ikke kød nok på denne ’du-er-pinlig-far’-dynamik til at bære en hel forestilling, så da vi i strid modvind cykler ud ad den flade Kalvebod Fælled mod pinseskoven – helt derud, hvor kragerne vender føles det som om – er det ikke Jordens mest optimistiske anmelder, der tramper af sted i pedalerne.

Det ændrer sig dog markant, som stykket udvikler sig.

Stemningsfuld naturkulisse

’Luk øjnene, tag en dyb indånding, lyt til fuglesangen’ indleder den naturnørdede far begejstret, da vi når skoven. Uden held forsøger han også at få den stakkels Molly til at kvidre.

Det var hun så dygtig til, inden hun blev en sur og tvær teenager, betror han os, og vi fornemmer dermed også lidt af den fortrolighed, de to engang har haft, og som nu er vendt op og ned pga. puberteten.

En lille pige fra publikum spørger, om der er trolde, og det kan ikke sådan uden videre udelukkes. Snart efter forstår vi hvorfor.  Mærkelige lyde omgiver os pludselig fra alle sider, og Mollys far kommer i karambolage med en usynlig kraft – eller er det blot et dyr af en ganske betragtelig størrelse?

Kampen de to imellem er både voldsom og lattervækkende kluntet. Mollys skrig og publikums fnisen blander sig med hinanden indtil der pludselig bliver uhyggeligt stille.

Faderen er pist forsvundet, og Molly kigger desperat på os. Hun er så åbenlyst bekymret for sin far, og samtidig må hun nu tage ansvar for os. ’Skynd jer’ hundser hun, som vi går af sted for at finde ham.

 ’Der er i hvert fald ingen af jer, der også skal blive væk nu’.

Overbevisende figurer i pagt med naturen

Således følger vi i hælene på Mollys søgen efter sin far, og ganske eventyragtigt skal hun så grueligt meget igennem, inden vi når en afslutning, der ikke skal afsløres her.

Prøvelserne tæller blandt andet en brægende pelsklædt hulemand, en hemmelighedsfuld fugledame, der insisterer på kun at guide os med sin fløjte og en sorte slyngel-lignende figur, der akrobatisk dingler rundt i et træ og på hypnotisk vis lykkedes med at få Molly i en trancelignende tilstand.

Fælles for dem alle er, at de kommunikerer med alt muligt andet end sprog, og Molly må grave dybt for at sætte sig ind i deres måde at forstå verden på, så hun kan få deres hjælp til at finde sin far. Vores tvære teenager må med andre ord droppe den distancerede attitude, og helhjertet gå med på legen, og den forvandling formidler Filippa Suenson stærkt, som hun presset men også temmelig frygtløs kaster sig ud i de mange forskellige udfordringer.

Levende scenerum med sej lydkulisse

Som en anden Bukke Bruse kommer vi også til en bro, der vældig effektfuldt er udstyret med grene, der rammer klaverstrenge, som den betrædes. Vi krydser den derfor klimprende og klamprende, og sammen med den yderst effektfulde lydkulisse, der i øvrigt er lavet til stykket, giver det endnu et lag til den temmelig nervøse og nysgerrige stemning, der præger foretagendet.

Og netop denne lydkulisse skal der måske lige dvæles ved. Skovens stemninger fremhæves originalt, og undertegnede kiggede sig igen og igen undrende rundt for at finde ud af, hvor lydene kom fra. Dels er der effektivt gemt højtalere rundt i skovbunden, så surround-effekten er til at tage og føle på, og dels står vi en halvstor flok, så der hele tiden er en gren bagved, der knækker, eller andre små lyde, som skærper sanserne.

Alle er vi således lidt på vagt, skoven sniger sig ret bogstaveligt ind på en. Det er virkelig godt udnyttet, og så gør det mindre, at selve fortællingen godt kunne være skruet stærkere sammen.

På den måde er det ikke kun Molly, der gennemgår en udvikling i stykket. En lettere skeptisk og naturforskrækket anmelder cykler eksempelvis derfra med et bredt smil og glæder sig over både regnbue og skyline trods silende sommerregn.