DEBAT
22-11-2019
20-11-2019
19-11-2019
17-11-2019
24-10-2019
10-10-2019
07-10-2019
06-10-2019

Teater Fluks: Helt i skoven

Rasmus Malling Skov Jeppesen og Sara Fink Søndergaard og ketchup i Teater Fluks bevægende forestilling. Foto: Simon Skipper

I skovens dybe stille ro

26-05-2014
Lavmælt og respektfuldt forsøg på at forstå det urolige sind
FAKTA
Teater Fluks: Helt i skoven -

Af og med: Sara Fink Søndergaard og Rasmus Malling Skov Jeppesen. Alder: Fra 15 år. Varighed: 65 min. Turnéforestilling. Set på Aprilfestival 2014 i Holstebro. www.teaterfluks.dk

Sara Fink Søndergaard håndhilser os hjertelig velkommen én og én. Vi får tildelt en stol og finder en plads i en lille rundkreds. Vi er ikke flere end 20-25, men kredsen er fuld.

Duften af stegt bacon er umiskendelig, og midt i cirklen sidder Rasmus Malling Skov Jeppesen med sin primus og stegepande. Han byder rundt og vi får alle en lille haps, inden spillet rigtig går i gang.

Stemningen er stilfærdig, venlig og meget, meget alvorlig.

Så bliver præmissen lagt: dette er en forestilling om post-traumatisk stresstilstand (PTSD) og om unge mænd – krigsveteraner fra Irak og Afghanistan og helt tilbage til krigen(e) på Balkan i halvfemserne – mænd der ikke finder ro i sjæl og sind, men flytter ud i ensomhed i skoven, med telt og primus og sovepose. Ordet 'helt' i titlen har altså dobbelt betydning.

Hvordan kan det være…?

Forestillingen/teksten introducerer os hurtig for spørgsmålene: Hvad skyldes det, at nogle får diagnosen, hvordan er det leve med diagnosen, og hvorfor vender nogle ryggen til samfundets normer og rutiner, og ender med at flygte ud i skoven?

Søndergaard og Skov Jeppesen foregiver ikke at have svarene. De forsøger at arbejde sig ind i og ned i materien - at afdække, finde ud af, forstå. De har lavet research, selvfølgelig har de det, og et øjeblik er jeg nervøs for, at forestillingen vil blive en form for dokudrama, hvor kun researchen lægges frem for os med fakta og statistikker.

Men min bekymring går hurtig over. For de to aktører har både empati og billedskabende evner. Og – ikke mindst – forestillingen er dybt forankret i den seriøsitet, Teater Fluks er gået til opgaven med.

At fremstille lidelse på en teaterscene, at søge ind i et martret sind og gestalte det på en troværdig måde, er krævende. Men netop seriøsiteten, viljen til at vise både angsten, mistroen og håbløsheden hos de udsatte, bærer udtrykket langt hen ad vejen.

Tændstikken og Dannebrog

Men seriøsiteten er på mange måder et tveægget sværd. Man skal vogte sig meget vel, så man undgår det højtidelige, selvhøjtidelige og patetiske. Ind i mellem forfalder Søndergaard og Jeppesen til en mumlende method acting, en slags privat film-intensitet, hvor man knapt forstår, hvad de siger, og hvor intensiteten bliver hos dem og ikke når ud til os, de spiller for. Så bliver det mere psykoterapi end teater.

Det er når de bryder denne intimitet sig i mellem, når de agerer fysisk, at jeg synes de finder de billeder, metaforer som i højere grad er fortællende. Når hun kaster sig i hans arme gang på gang og hver gang ender med at falde tilbage på gulvet, når hylende alarmer sætter paniske rutiner i gang, når ketchup sprøjtes over pande og ægte gravid (!) mave.

Eller når den anklagende ironi vendes mod os, mod samfundet, når det lille papirflag brændes, til tonerne af 'I Danmark er jeg født'. Hvad skulle vi ud i den krig for, og forbryde os mod det femte bud - 'Du skal ikke slå ihjel'?

En svær omgang

Teater Fluks rejser væsentlige spørgsmål og gør en stor indsats for at forstå sit sujet. Det resulterer i en forestilling, som på mange måder er – og har alle ambitioner om at være – netop så væsentlig, som sujettet kræver.

Problemet, som jeg ser det, er, at viljen til selvat forstå, er større end evnen til at bringe det ud til os der sidder i rundkredsen, og som også gerne vil forstå. Dertil er en del af deres form og sceniske virkemidler uforløste eller svært forståelige.

Jeg har stor respekt for det arbejde, der ligger bagved forestillingen og ser også at deres form lykkes et godt stykke hen ad vejen. Men altså ikke hele vejen. Et par gange stod jeg af og tænkte: Dette er privat, dette er for kryptisk, dette betyder åbenbart noget/meget for dem, men jeg ser ikke hvad. En lille tur tilbage i prøvesalen, plus et kritisk øje i salen, ville måske kunne hjælpe til med at rydde op og klargøre.

Men det er en forestilling, jeg blev berørt af, og som har været med mig i ugerne, der er gået, siden jeg så den.

Af: Janken Varden
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Helt i skoven
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
1011121314151617181920212223242526272829

03-05-2013

01-05-2013

29-04-2013

27-04-2013

25-04-2013

23-04-2013

19-04-2013

17-04-2013

15-04-2013

12-04-2013

09-04-2013

07-04-2013

03-04-2013

29-03-2013

25-03-2013

22-03-2013

20-03-2013

18-03-2013

14-03-2013

11-03-2013

09-03-2013

07-03-2013

04-03-2013

01-03-2013

27-02-2013

25-02-2013

22-02-2013

20-02-2013

18-02-2013

15-02-2013

12-02-2013

06-02-2013

03-02-2013

31-01-2013

28-01-2013

24-01-2013

21-01-2013

17-01-2013

14-01-2013

11-01-2013

Flere anmeldelser