I helvedes forgård

Den 11.september 2001 havde jeg tændt for fjernsynet, inden det andet fly kolliderer med den monstrøse skyskraber. Jeg var en af mange, der så World Trade Centret synke i grus for snart syv år siden. Vi fik hændelsen serveret live og direkte ind i stuerne, og måske derfor er følelsen for de mennesker, som personlig blev ramt af tragedien, dyb og empatisk. Verden ændrede sig den dag i 2001, for den berørte os alle, men nogen mere end for andre.

Og hvordan lever de mennesker videre? 'Oskar' er historien om en af slagsen. En lille dreng fra New York, hvis far tilfældigvis befandt sig på en af de øvre etager. Oskar og hans far havde et misundelsesværdigt far-søn forhold.

Ikke mindst derfor kan vi leve os ind i den medrivende historie, mættet af stærke følelser. Selv de voksne mænd i salen kniber en tåre. De kan tydeligvis identificere sig med sønnens savn af far, og kvinderne falder i på grund af den arme dreng og hans anstrengende forhold til sin mor og hendes nye ven.

Livgivende håb

'Oskar' er en fandens god historie. Og Teatret Møllen er et fandens godt og fantastisk musikalsk ensemble. Vi forføres følelsesmæssigt og den faderløse dreng kryber helt ind under huden.

Det sortklædte ensemblet fungerer ekstremt godt som klassisk kor, katalysatorer og hjælpere for Oskar, der i skikkelse af Ole Sørensen ikke bliver en patetisk voksen, der forsøger sig som ni-årig. Sørensen er bare Oskar! Han føres ind på scenen af sine hjælpere iført et hvidt afslappet hør jakkesæt og med en grum maske over hovedet. Mere end tydeligt symboliserer han den rene uskyld.

'Oskar' er en humoristisk, musikalsk, varm, sørgelig, opmuntrende og ikke mindst underholdende forestilling. Alt går op i en højere enhed. Den sørgelige far-søn historie flettes sammen med farmor og farfars mildt sagt komplicerede liv og kærlighed fra efterkrigstiden. For farmor og farfar er levende beviser på menneskets overlevelses evne. Selv i den mest grusomme sorg er det muligt at finde en grund eller en lyst, der er værd at leve for. Og nu, hvor de har mistet deres eneste søn bliver de sammen med Oskar og hans selvgjorte sorgbearbejdelse, forestillingens billede på et livsgivende håb.

Teatret Møllens gevaldige force er deres ekstreme samspil. Alle blender ind og ud af samme troværdige og underfundige spillestil, som på en meget velafbalanceret og humoristisk facon interagerer med publikum.

Anmeldelse fra BTA 145