Af: Kirsten Dahl

25. september 2013

I gode hænder

Publikum føres nænsomhedsfyldt med ind i en forestilling, som herligt befriet for påklistrede og opstyltede dikkedarer og med en fascinerende jordbundethed fortæller os om taknemmelighed og mirakler.

Græsstrå er et dejligt folkefærd. Og bogfinker. Sådan er man overbevist om, at det er efter ZeBUs 'Rejsen til Gud'.

For her er det et ganske lille tyndt og meget tænksomt grønt græsstrå som har hjertet på det rigtige sted. Græsstrået er taknemmeligt, og det vil det rejse hen til Gud og sige tak for.

En helt almindelig dreng med briller, hue, T-shirt og tennissko vil gerne med på rejsen, fordi han også er taknemmelig.

Det samme gælder en jublende bogfinke. Og da en stormfuld vred og særdeles utaknemmelig and slår dem følge, kommenterer de tre det blot med, at andens utaknemmelighed ikke generer dem.

De fortsætter ufortrødent, finder værdi og morskab i de små nære ting, kærer sig om hinanden, og konstaterer nøgternt, at anden, som konstant brokker sig gnavent og har en udtalt trang til at ødelægge og sige nej til alting, følger dem, men på en måde som om den ikke hører til i deres selskab.

Sugekop-teater 

Græsstrået, bogfinken, anden og drengen er objekterne, som animeres i 'Rejsen til Gud', som jeg synes man kan kalde sugekop-teater eller zoom-teater. For det er som om vi i en slags fløjlsagtig slowmotionfart bliver suget ind i forestillingens univers for derinde trygt at blive ført fremad på en vigtig rejse. En rejse som helt jordnært og gennem storheden i små fysiske og sproglige detaljer fortæller os om værdier og eksistens, liv og død.

Vi er i fuldstændig trygge hænder, og spillet som foregår foran os, lukker alle vores sanser op med sin meget direkte beretning. Det fascinerende er, at Gud alias det som er større end os selv kommer til live gennem et handlingsforløb, som vi ikke et øjeblik stiller spørgsmålstegn ved troværdigheden i.

Vi oplever det som helt naturligt, virkeligt og vigtigt, at en dreng tager af sted for at takke gud sammen med det talende græsstrå, den jublende bogfinke og den utaknemmelige and.

Og det fantastiske er, at det store bliver fortalt gennem de små konkrete ting. Via den afsluttende replik: 'Det var godt', som gentages, mens både dukker og dukkeførere ser ud på os. Via små 'måske var det netop derfor….'-bemærkninger. Via det lille græsstrås gestik, drengens stille kluklatter og kommentaren: 'At se et græsstrå tænke på den måde er ærligt talt ret sjovt'. Via andens kævl og gnavne kropssprog. Via græsstråets årvågenhed og hvisken på afstand. Via forestillingens roligt fremadskridende tempo. Via de kontinuerligt skiftende baggrundsbilleder, som med levende eventyrstregtegninger skifter lys og farve i takt med døgnets rytme. Via Claus Mandøes klare og rolige fortællerstemme, der er som et beroligende kit i helheden. Og via den sikre og variationsfyldte dukkeføring,' som Claus Mandøe sammen med Bjarne Kalhøj og Karen Monrad leverer.

Velfungerende dramaturgi

ZeBU har prøvet kræfter med Louis Jensens eftertænksomme og finurligt fabulerende univers før. I forestillingen '100 historier og en til'. Mens den var mere direkte interagerende med publikum og var fyldt med udadvendte spillopper rundt omkring en stor væg med 'historieskuffer', folder 'Rejsen til Gud' sig ud gennem det, som en godt skåret fortælling kan tilbyde, når den bliver sat sammen med professionel dukkeanimation.

Hvor og hvordan rejsen ender skal ikke røbes, men opleves i en også dramaturgisk velfungerende helhed, som også indbefatter en død soldat og en dejlig livsbekræftende finale. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.