I en seng på hospitalet...

Kan to gakkede sygeplejersker med udstående hugtænder, kodyle briller og parykker i absolut-nylon stå i spidsen for noget så seriøst som det at formidle et budskab om at man skal huske at snakke sammen om døden?

Ja, Maja Skovhus Rehøj og Anna Panduro fra Frøken Fracasos Kompagni kan. For de kombinerer fuldstændig ligefremt og timingsikkert en grotesk og gå-ud-over-stregen-crazy (læge-sygeplejerske parodierende)-komik med små poetisk ladede dias, som undervejs som små tegneseriestrimler stikker alvoren ind.

Den overdrevne og ukorrekthedselskende komik er ’uvorne dyder’, som de to drivkræfter i kompagniet har annammet på École Phillippe Gaulier i London, hvor de tydeligvis har sværget til franske klovnerier og udtryk fra Bouffon-traditionen. Og at der skal være mening med galskaben viste de allerede i deres første forestilling 'Det uartige barn – eller omvendelsen af de sure citrontanter'.

Mens den var holdt i hidsigt gule farver, er de to pjankede hospitalspigers kjoler, sygesengens linned og snart alt tilbehør nu gjort i hjertets og advarselslampernes postkasserøde kulør tilsat hvide tern og kuglerunde prikker. Iført kyser, hvide forklæder har røde plastikkors, småternede pufærmekjole og hjertemønstrede smutter følger vi Søster Ruth og Søster Ritt på job. I sygesengen ligger drengen Bertram, alias en dukke med et ganske anseeligt stort ansigt og damper af feber. Heden lyser ud af hans små græsgrønne øjne, som matcher den stribede T-shirt.

Herlig høj energi

Tilsyneladende er det ikke patienten de to turtelduer på Stræbstrups strømlinede hyperhospital har travlt med. Deres hoftevrikkende opmærksomhed er rettet mod Dr. Bob og Dr. Boris, som hænger i røde rammer på hver side af Bertrams seng. De to læger får hormonerne til at piske rundt i blodet på Ruth og Ritt.

Ansvar i livet har de dog. De sætter med herlig energi og høj underholdsværdi alt ind på at finde ud af hvad Bertram fejler. Men hvad kan de gøre, når klovnenæseklovnerier preller af, når alle sangene i radioen handler om mor, når den tegning Bertram tegner på det udleverede papir er hans mor – hende han lige har mistet, når de selv ustandseligt kommer til at kæfte op om det der er sket med moren, og frem for alt, når Bertrams far er gået helt i sort og har lukket totalt af overfor at tale med Bertram om morens død? De tager temperatur under opslugt lægeromanlæsning, synger vidunderpille-sange, måler op til operation, og scanner hjertet med superhjertescanneren. For tilslut at sande at hverken medicin eller operation hjælper mod et bedrøvet hjerte. Det som skal til er en far som forstår at det er nødvendigt at tale med sin søn om morens død.

Gags og tegneseriepoesi

Og det forstår vi, som sagt, på den lille tegneserie-dias som viser Bertrams proces. Et forløsende forløb, hvor hans far er en sortklædt konge, der har bygget et fængsel op i sorte sten omkring hans døde dronning, som han nægter at tale med prinsen om. Hvor Bertram selv er en hvid prins, der bryder fængslets mure ned, og sammen med sin mor finder frem til, at livet har brug for ham, at han for at blive rask må have lyst til at leve, og at han kan give sin far farve og mægle igen ved at plante et lille rosenfrø ovenpå fængslets ruiner.

Anmeldelse fra BTA 145