Hyldest til teenagerne

“I’ de fucking bedste”, lyder det højt og igen og igen fra de tre veloplagte voksne skuespillere på scenen. Det står sågar skrevet i neon på bagvæggen. De tre skuespillere begynder nu under neonskriften deres tour de force af små korte sketches, kendte scener, både alvorlige og skægge, fra et teenage-liv. 

Konflikter med forældrene, lærerne, de andre unge, vennerne og veninderne, fortællinger om nervøsitet, allerførste forelskelser, altopslugende venskaber, fælleskaber og så alligevel med ét at føle sig alene rulles ud. 

Beretninger om at være på en måde indad til i hjemmet og på en anden måde udad til i skolen, at sige en ting til forældrene og noget andet til sig selv og de andre unge. Korte rids af scenarier fra en fest, i klasselokalet, i bussen, ved parkeringspladsen, hvor de voksne ikke aner, hvad de unge laver, tegnes humoristisk og levende op. 

De tre skuespillere fortæller ikke kun om, hvordan de oplever de unge; altså at de er de fucking bedste, at de er møgirriterende, at de er i deres følelsers vold, at de lugter af sved, at de lever i nuet, sover meget længe, går i deres egne tanker, vokser og er fulde af hormoner i deres kroppe. De tre voksne skuespillere skiftes også til at spille teenagere. 

De queer’er kønsopfattelserne, så Steffen Nielsen agerer forelsket teenage-pige med lys stemme og lange ben i mødet med sin udkårne, spillet af Clara Josephine Manley - eller når Lone Dam Andersen giver den som rebelsk teenagedreng. 

En velkommen hyldest

Scenografien i 'I’ de fucking bedste' er omskiftelig mobil - som teenageres humør - og kan på den måde et øjeblik være hjemmet, et omklædningsrum eller skolen. Skuespillerne kan selv flytte rundt på delene på hjul. 

Scenografien fremstår mest af alt festlig, farvestrålende med et overraskende pink lametta-forhæng og lys sat i snart pink, grønt, så blåt og violet. Skuespillerne danser også i sjove, lette koreografier gerne i en regn af konfetti. Musikken er ligeså festlig, dansabel, Earth Wind and Fires 'Celebration' eller rå og uregerlig som i Nirvarnas 'Smells Like Teen Spirit'. 

For 'I’ de fucking bedste' er en velkommen hyldest til teenagerne. Måske er denne hyldest af teenageren et nyt perspektiv? Ofte bliver teenagere i hvert fald mig bekendt beskrevet som besværlige, mutte, indelukkede, vrede eller i en anden verden, man bare venter på de kommer ud af.

Men med 'I’ de fucking bedste' forsøger man at tegne et nyt og mere nuanceret billede, ligesom forestillingen beskriver, hvor vanskeligt det også er at være teenagere. De mange krav der stilles til dem besvares hver gang med et anerkendende: ”Men I klarer det!”.

På mig virker det dog helt fra begyndelsen mærkeligt, at det er tre voksne skuespillere, der skal fortælle det meget tavse teenage-publikum i salen om, hvordan de er. For mig ville det være mere naturligt at spørge dem selv. Derfor virker den bestemt velmenende og velspillede forestilling en smule didaktisk og sært belærende. 

Men det er muligt, jeg har misforstået noget, for jeg er jo som 50-årig slet ikke i målgruppen. Forestillingen berører i hvert fald uden at dømme og på en ny festlig måde de emner, som man klassisk mener interesserer teenagere: Sex, forelskelser, stoffer, forældrekonflikter, usikkerhed, drømme og angst for fremtiden