DEBAT
11-06-2023
26-05-2023
08-02-2023
23-11-2022
18-09-2022
SWOP-festivalen præsenterer en række danske og udenlandske danseforestillinger, bl.a. 'Tørst' (Recoil, stort foto), 'Baby Space', Bartolomeo', 'Hop' og 'Mænd i sandaler' (små fotos th). I sin festival-appetizer om moderne dans for børn omtaler Anne Middelboe '100 Likes', 'Twins', 'Æble-3-2-1', 'HANd og HUNd', 'Mit rum' og 'Du & Jeg' (små fotos tv). Fotos: Søren Meisner, Ditte Valente, Ingrid Bugge, Thomas Petri, Michael Witt, Lars Sohl, Søren Kløft m.fl.

Hvorfor er der så lidt dans i danseforestillinger?

24-04-2014
SWOP-dansefestivalen er lige på trapperne med en række danske og udenlandske forestillinger for børn og unge. De kan så passende forsøge at udfordre det indtryk, som teateravisen.dk's dansekyndige anmelder her bringer til torvs, nemlig at: Dans for børn og unge rummer ikke meget dans, der er teknisk svært eller dramatisk velflettet med forestillingernes historier. Er koreograferne selv blevet bange for danseteknikken?
Kommentar af Anne Middelboe Christensen
FAKTA

SWOP

International dansefestival for børn og unge www.swopfestival.dk

* Tid: 26. april - 3. maj 2014

* Sted: 11 spillesteder i otte kommuner i Kulturregion Midt- og Vestsjælland, herunder Aaben Dans, Holbæk Teater, Teatret Fair Play og Odsherred Teater.

* Indhold: Ti danske og internationale dansekompagnier, ti forestillinger, over 60 opførelser, workshops, seminar, gadeoptræden m.v.

* Billetter: Gratis adgang, billetter skal dog reserveres. Det sker lokalt - se www.swopfestival.dk/billetter

* Forestillinger:  

- Dalija Acin Thelander (SRB): 'Babyspace' (6-24 mdr.

- Lili Désastres/Francesca Sorgato (F/I): 'Mange små ingentinger' (fra 2 år)

- Aaben Dans (DK): 'HANe og HUNd' (fra 5 år)

- Nevski Prospekt (B): 'Hop' (fra 4 år)

- Erik Kaiel (USA): 'O Snap'  (fra 10 år)

- Don*Gnu (DK): 'Mænd i Sandaler (fra 12 år)

- Carrasco Dance Company (S): 'Bartolomeo' (fra 13 år)

- Recoil/Tina Tarpgaard (DK): 'Tørst' (fra 14 år)

- Plan D/Andreas Denk (NL/D): 'Bil på afveje' (gadeteater/alle)

- Teater Kvelb (CZ): 'aBlaze' (gadeteater/alle)

* Åbning: Stor åbningsweekend i Roskilde med offentlig optræden og gratis adgang til forestillinger div. spillesteder fra 10-21,30 (lørdag) og 10-20 (søndag). 

* Workshops: For lærere og pædagoger i de forskellige byer i kulturregionen. Med Maria Speth (NL) om dans som undervisningsværktøj & Nanett Borre (DK) om børns motoriske udvikling. www.swopfestival.dk/workshops-seminar

* Seminar: Sansning og perception i skabelse af scenekunst for børn og unge (mandag 28. april kl. 10-18). Deltagelse er gratis. www.swopfestival.dk/faglig-dag

* SWOP arrangeres af Aaben Dans og er støttet af Statens Kunstfonds Huskunstnerordningen, Statens Kunstfonds pulje til international teaterudveksling, Tuborgfondet, Wilhelm Hansen fonden, Roskilde kommune, Kulturministeriet, Augustinus fonden, Region Sjælland og Kulturregion Midt- og Vestsjælland

Dansen er alle vegne i øjeblikket. På lørdag åbner Aaben Dans sin SWOP-festival med både danske og udenlandske danseforestillinger for børn og unge fra Roskilde og til Odsherred. Og danseworkshops og danseprojekter breder sig heldigvis ud i både heldagsskolen og i institutionerne. Kropskunsten har bidt sig godt fast i ungernes verden.

Men hvordan har den danske turnédans det egentlig? De danseforestillinger, som netop har været til børneteaterfestivalen i Holstebro, har faktisk været domineret af dans, der netop IKKE foldede sig særligt ud som dans i teknisk forstand. Eller af dans, der ikke blev flettet synderligt sammen med den dramatiske handling i forestillingen.

Dans bliver tit kaldt elitært og svært. Er det derfor, at visse koreografer bevidst undgår det kropsligt udfordrende for danserne? Det er i hvert fald iøjnefaldende, at dansen bliver reduceret, når den serveres for børn og unge.

Kan æbler danse?

Koreografen Talí Razga fra Gazart er en af de mest garvede koreografer, når det gælder forestillinger for børn og unge. Hun står bag bl.a. 'Sneøjne' og 'Spejl – hvem er køn?' I sin nyeste forestilling, 'Æble – 3-2-1' viser hun en kvinde og en mand, der kæmper rundt på hver sin stige, mens en musiker sidder bagved og venter på at sætte tænderne i et saftigt æble. Kostumerne er skønt designet som grønne æbler af tyl rundt om dansernes maver, og øjenmakeuppen har også fået grønne striber, som de 2-6-årige sikkert muntrer sig over.

Men dansen? Den bliver helt væk i en endeløs klatren op og ned ad stigerne – og almindeligt fangelegsløb rundt i lokalet. Så selv om de to indtagende performere formodentlig er glimrende dansere, så får de ikke lov til at vise deres dansekunnen.

Desuden sniger replikkerne ind og blander sig med dansen. Og til sidst bliver det åbenbart vigtigere, at danserne kan huske nogle besværlige talremser, end at de kan bevæge sig.

Her bliver dansen altså reduceret til den slags rytmik, som ungerne i forvejen laver selv i børnehaven og i børnehaveklassen.

Likes til dansen

Sådan kan det altså gå, når dansen bliver undertrykt. Men dansen kan også ende med at blive isoleret på scenen, så den aldrig integreres med resten af forestillingens handling eller budskab.

Black Box Dance Company har fået den svenske koreograf Mari Carrasco til at skabe en danseforestilling for tre unge – en fyr og to piger – der kredser rundt om deres computere ud fra titlen '100 Likes'. Pointen er tydeligvis, at det er svært at føle, at man har værdi som person, hvis der ikke er nogen, der like’r ens facebook-opdateringer. Altså en teenageforestilling om selvværd og præstationsangst. Men hvad der derudover egentlig foregår, det ved jeg faktisk ikke.

For handlingen og dansen i forestillingen mødes aldrig. Når danserne tordner hen over gulvet i avancerede rul og alverdens drejninger, så er der noget på spil. Her læner tilskueren sig forover og mærker danserkroppenes tunede bevægelser som indirekte motoriske prik i kroppen. Men når danserne så pludselig holder op med at danse for i stedet at ’spille teater’ og at lægge sig i uforklarede positurer foran ikke-eksisterende selfie-kameraer, så dør intensiteten. Fortællingen bliver klodset – og kroppenes elegance fra dansebevægelserne fordamper. Tilbage står nogle rådløse kroppe med en ufærdig historie.

Cirkusstunts ved busstop

Dramaturgisk lader danseforestillinger altså til at have særlige udfordringer, hvis dansen ikke fra begyndelsen er indtænkt som et naturligt led i forestillingen. Og nycirkus-dansen har samme problem.

Det viste den nye nycirkusgruppe Tuk & Sofie med forestillingen 'Du & Jeg'. Her spiller de to performere sig selv i rollerne som to unge, der sidder og venter på bussen.

Selve busstoppestedet må være meget øde, for der kommer slet ikke andre forbi. Bussen kommer vist heller ikke. Men på et tidspunkt får de to så meget øje for hinanden, at de kommer til at lege akrobatik sammen – med de vildeste løft og de mest drabelige foroverspring.

Her er teknikken i højsædet, farligt og flot. Men den dramatiske historie bliver komplet væk.

Breakdance i barnevogne

Nu skal det ikke lyde, som om dansen helt er forsvundet fra danseforestillingerne. Uppercut Danseteaters forestillinger formår netop at vise dans på dansens egne præmisser og alligevel med en klar teaterfortælling – sådan som f.eks. i barnevognsdansen 'Twins', hvor street dance og breakdance kombineres med showdans og godt humør.

Og Aaben Dans insisterer også på kroppens ordløse sprog i en forestilling som 'HANe og HUNd', der både viser dansens udvikling og forklarer Darwin og eksistensen i samme snuptag af ny dans og akrobatik med showsans. Desuden formår visse fysiske performere at præstere lige så meget koreografi som replikkunst i deres forestillinger, sådan som f.eks. Tilde Knudsen, der byder på atletisk overskud i Asterions Hus’ 'Mit rum'.

Giv mig en lillefinger

Men dansen, altså selve den koreografi, hvor det bliver helt specifikt, om et knæ er bøjet eller strakt, den er blevet en sjældenhed. Den dans, der kræver balance og muskler og udholdenhed. Den dans, der kræver musikalitet og kunstnerisk indfølingsevne. Den dans, der kræver udstråling og dramatisk dans - eller linjer og dynamik på en måde, der forlader hverdagens rutinebevægelser og som løfter bevægelsen op til sit eget kunstudtryk. Den dans, hvor det er afgørende, om halsen drejer lidt mere til den ene side. Om hoften glider hen ad gulvet eller op ad væggen. Eller om fingrene stritter lige ud i luften – eller om de ryster en lille smule. Og om lillefingeren holdes over de andre.

Den dans, som din krop lever sig ind i, men som du aldrig ville kunne danse selv. Den dans måtte der i mine øjne gerne være meget mere af – og næsten alle vegne.

Yderst gerne også til SWOP-festivalen i Roskilde…

 

De nævnte seks forestillinger er alle anmeldt her på portalen, og et par af de øvrige danske forestillinger på SWOP-festivalen bliver anmeldt efterfølgende (red.)

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Hvorfor er der så lidt dans i danseforestillinger?
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718192021

18-09-2023
 

14-09-2023
 

08-09-2023
 

05-09-2023
 

01-09-2023
 

18-08-2023
 

15-08-2023
 

10-08-2023
 

06-08-2023
 

30-07-2023
 

03-07-2023
 

20-06-2023
 

12-06-2023
 

07-06-2023
 

26-05-2023
 

12-05-2023
 

09-05-2023
 

26-04-2023
 

14-04-2023
 

29-03-2023
 

22-03-2023
 

09-03-2023
 

08-02-2023
 

30-01-2023
 

10-01-2023
 

01-01-2023
 

21-12-2022
 

13-12-2022
 

22-11-2022
 

18-11-2022
 

15-11-2022
 

10-11-2022
 

04-11-2022
 

17-10-2022
 

12-10-2022
 

25-09-2022
 

21-09-2022
 

19-09-2022
 

16-09-2022
 

13-09-2022
 

Flere anmeldelser