DEBAT
08-04-2018
07-04-2018
06-04-2018
05-04-2018
21-03-2018

Folketeatret: Fakiren fra Bilbao

Jens Frederik Sætter-Lassen som Tom og Ole Thestrup som morbid bedemand i ‘Fakiren fra Bilbao’, der spiller på Folketeatret og siden drager på forårsturne over hele landet Foto: Thomas Petri

Hvor blev gyset af?

08-02-2012
Folketeatrets stort anlagte opsætning af Bjarne Reuters ’Fakiren fra Bilbao’ sætter sig mellem to stole, for en ’gyserkomedie’ må gerne være komisk, men komikken må ikke stjæle det farlige. Gyset er jo den halve kontrakt mellem scene og sal.
FAKTA
Folketeatret: Fakiren fra Bilbao -

Manuskript: Bjarne Reuter. Instruktion og bearbejdelse: Jan Hertz. Scenografi: Kirsten Brink. Musikalsk konsulent: Stig Christensen. Medvirkende: Ole Thestrup, Joachim Knop, Sofie Stougaard, Jens Frederik Sætter-Lassen, Line Bie Rosenstjerne, Søren Hauch-Fausbøll, Max Hansen, Jeanette Binderup-Schultz. Aldersgruppe: familieforestilling fra 6 år. Set til forpremiere 26. januar 2012. Forestillingen spiller på Folketeatret frem til 4. marts 2012 og turnerer derefter frem til 7. maj. www.folketeatret.dk

Tvillingerne Wilkins, den entreprenante Kamma og tøsedrengen Tom, er lige flyttet til den lille by med deres mor. Under stærk og indsmigrende indflydelse af byens driftige bedemand og ejendomsmægler, Mr. Moony, køber moren – trods tvillingernes skepsis – det gamle forfaldne hus ’Elgens Øje’ med udsigt over kirkegården. ’Centralt, men ugenert, det skal kun ha en kærlig hånd’, som Moony siger. Og det har sjæl! Jo tak!

Men ’Elgens øje’ viser sig at være et spændende bekendtskab, i hvert fald for Kamma, og selv skeptiske Tom går i gang med at male vægge, når nu hans mor bare vimser rundt uden at kunne beslutte noget som helst.

Og så begynder der at ske ting og sager. Først gør ægteparret Florian og Feline Madeleine Flambert en pludselig og ubeskeden entre. De vil købe huset til en hvilken som helst pris, men Kamma bliver mistænksom, ikke mindst på grund af fru Flamberts tvivlsomme køn. Hun forpurrer sin forvirrede mors forhastede salg - til Toms ærgrelse og Flamberternes raseri.

En samtale med Moony og et dyk i byens bibliotek viser da også, at ’Elgens øje’ måske…måske… er gemmestedet for den sidste rest efter et større juveltyveri for flere år tilbage. Og ikke en hvilken som helst rest. Vi taler om verdens mest kostbare diamant, ’Koh Loon’ som en gang tilhørte Margrete I !

Fart over feltet

Kamma lægger to og to sammen og får den modstræbende Tom med på jagten efter den skjulte skat. Og så begynder et kapløb med adskillige forhindringer, højt og lavt, og jeg skal ellers love for, at der er fart over feltet.

Kamma finder en mystisk kuglepen i størrelse XXL. Den skriver kryptiske meddelelser til hende helt af sig selv: ’Slip mig fri!’. Og ud af kuglepennen, eller rettere væggen bagved det ophængte elghoved, kommer – en syngende fakir! Ustyrlig som en uvorn unge med ADHD, lykkelig over friheden efter mange års fængsel i kuglepennen, sulten og amourøs, iført spansk toreadordragt og med et rædselsfuldt repertoire af italienske tenorklicheer.

Diamanten bliver ikke fundet, i alt fald ikke i første omgang. Men der er lyde i væggene, pludselige rotter i pejsen, genstridige lig der ikke vil ligge stille, mystiske middagsinvitationer og hemmelige rum i sofaen.

Skurkene er usædvanligt dumme, fakiren er usædvanligt syngende, den kombinerede bedemand og ejendomsmægler er usædvanligt elskovssyg og skrupelløs, moren har en usædvanlig hjernedød og kaglende veninde, og den falske fru Flambert dør en højst usædvanlig død. Mens Moony går i travl fragtfart med kister af varierende størrelse og indhold.

Gys og grin

Der er sat mange kræfter og ressourcer ind på denne forestilling. Kirsten Brinks scenografi er stor og velfungerende, ’Elgens øje’ er både en gennemhullet ruin og et mulighedernes skatkammer. Lys og lyd, lyn og torden akkompagnerer løjerne, elgen blinker og ryger og slår ihjel, og trafikken ind og ud af mumien skriger på en betalingsring.

Bjarne Reuters bog giver altså afsæt til en gudsvelsignet bunke af aparte figurer, spændende situationer og hektisk aktivitet. Både til gys og grin. Men hvis instruktør og skuespillere ikke er på vagt,  indbyder oplægget også til overfladisk skabagtighed og monotont råberi.

Når jeg læser Bjarne Reuters bog, er det ikke svært at se det komiske. Og det skal man selvfølgelig have med. Men først og fremmest handler det – for mig – om, hvordan i himmelens navn det skal gå, hvordan de mange krøller og krumspring skal få en løsning, hvordan personerne nogensinde skal kunne vikle sig ud af de svære situationer med skindet på næsen og livet i behold.

Jeg ser store spillemæssige muligheder i at fremhæve det uhyggelige, det spændende og skumle, men på mig virker det som Folketeatret og instruktøren, Jan Hertz, har satset alt på, at ’Fakiren fra Bilbao’ skal være en farce. Det er et valg, og så kan man være enig eller uenig.

Jeg er egentlig vildt uenig, men lad mig prøve at gå ind på forestillingens præmisser – som farce.

At spille komedie er en alvorlig sag

De bedste farcer er som risikosport - de er som regel dybt alvorlige og livsfarlige. De handler om at overleve fra minut til minut, om at vinde eller tabe, om ære eller vanære, om at overbevise eller gennemskues.

Det handler ikke om at være morsom på scenen - det handler om at gøre situationerne lige præcis så farlige, så klare og pointerede, at personernes problemer og kamp og eventuelle panik gør dem morsomme. Dermed behøver de ikke anstrenge sig med at agere klovn, de behøver ikke spilde sig til hverken komikken eller farligheden, de behøver ikke skabe sig.  Det er situationen, der bliver sjov - ikke spillerne. De handler blot - nødtvungent ud fra hvad situationen kræver af dem: Snarrådige, løgnagtige, heltemodige, ynkelige.

Jeg synes, at alt for mange situationer i denne forestilling er utydelige, og at der kompenseres med støj og renden frem og tilbage. Jeg synes ikke at farce-satsningen lykkes.

I bedste fald falder opsætningen mellem to stole, for der er ansatser til øjeblikke af spænding, til skumle momenter, til uhygge og farlighed. Problemet er bare at sådanne ansatser bliver dræbt i næste nu- opløst i ufarliggørelse, i banal komik, eller i for tidlig afbrydelse.

Jeg ville ønske, at instruktøren havde kælet lidt mere for de øjeblikke, hvor Kamma (Line Bie Rosenstjerne) og Tom (Jens Frederik Sætter-Lassen) står med livet i hænderne eller kommer til forbløffende opdagelser eller må mobilisere al deres snarrådighed for at redde sig ud af en håbløs situation.

Jeg ville ønske, at Joachim Knop som fakiren havde haft mere mystik og ikke bare spænede lalleglad rundt som en løbsk SEAT 500 med ubegrænsede mængder af ’O sole Mio’ på tanken. Og at introduktionen af ham havde fået et bedre fokus.

Ole Thestrup, denne renæssance-skikkelse i dansk teater, er aldrig dårlig og altid speciel. Hans bedemand cum ejendomsmægler er både grotesk og sjov, men antallet af nuancer kan tælles på en halv hånd.

For mig blev forestillingens højdepunkt Florian Flamberts død. Søren Hauch-Fausbøll (også en sjov politimand) laver en teaterdød, der overgår det meste, jeg har set på en scene. Hjælpeløst forgivet går han ind i en koreograferet svanesang, der omfatter alle dødskampens kramper og facetter indtil det sidste suk. Én stjerne for det!

Af: Janken Varden
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Fakiren fra Bilbao
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

21-05-2018

18-05-2018

16-05-2018

14-05-2018

12-05-2018

10-05-2018

08-05-2018

06-05-2018

04-05-2018

02-05-2018

30-04-2018

27-04-2018

25-04-2018

22-04-2018

08-04-2018

05-04-2018

12-03-2018

10-03-2018

08-03-2018

07-03-2018

05-03-2018

01-03-2018

26-02-2018

20-02-2018

15-02-2018

12-02-2018

09-02-2018

07-02-2018

05-02-2018

03-02-2018

29-01-2018

26-01-2018

05-01-2018

11-12-2017

05-12-2017

01-12-2017

28-11-2017

27-11-2017

21-11-2017

18-11-2017

Flere anmeldelser