DEBAT
18-06-2018
01-06-2018
31-05-2018
30-05-2018
08-04-2018

Det Lille Teater: Gorillaen der var en gorilla

Kriseramt gorilla i sofaen med Christine Exner, mens gorillafører Jacob Weble, Claus Bue og Jesper Groth ser til. Foto: Bjarne Stæhr

Hverdagslivets absurditeter i børnehøjde

10-10-2015
En gorilla i eksistentiel krise er det, vi har at gøre med i denne fine iscenesættelse af Kim Fupz Aaakesons børnebogsunivers, hvor logiske brud og charmerende friheder bliver til lattervækkende, absurde selvfølgeligheder. Vedkommende tales der både til børn og voksne om rastløshed og rodløshed, om angsten for at gå glip af noget og at hade trummerum – og ikke mindst om den nagende drøm om noget mere og større i livet.
FAKTA
Det Lille Teater: Gorillaen der var en gorilla -

Forfattere: Lilian Brøgger og Kim Fupz Aakeson. Dramatisering og instruktion: Rikke Wölck. Scenografi og kostumer: Dorte Holbek. Dukkemager: Paul Arne Kring. Komponist: Thomas Dinesen. Systue: Julie Kyhl. Lysdesign: Jon Gelting. Teknik og værksted: Lone Bjerg, Freddi Larsen og Brian Kristensen. Medvirkende: Claus Bue, Christine Exner, Jesper Groth og Jacob Weble. Alder: 4-10 år. Varighed: 50 minutter. Set 29. september 2015 på Det Lille Teater, hvor den spiller til 1. november. www.detlilleteater.dk

Claus Bue introducerer scenevant forestillingen, men bliver ret sødt afbrudt af selve stykket. Bedst som han skal til at forklare, hvad det hele handler om, overraskes han af en forvokset bamsebjørn af en abe, der dukkeføres rundt bag ham.

’Hov, hvad var nu det?!’ farer han forskrækket sammen, og publikum er ellevilde.

’En gorilla’, råber de i munden på hinanden og peger løs på den kæmpe abebamse bag ham, der ikke sådan lige er til at overse, og som må have givet timers arbejde til dukkemageren.

Således møder vi den overbevisende livagtige gorilla bag tremmer i zoologisk have sammen med sine venner. Her er faste spisetider og dødkedeligt. Faktisk sker der ingenting på scenen heller. Gorillaerne sidder bare og gnasker bananer i sig, mens vores hovedperson, der via Jacob Webles umiddelbare og joviale facon virker som en sympatisk type, der tager tingene oppefra og ned, som den eneste funderer over, at livet må have mere at byde på end det.

At kede sig er noget, han kan med hele kroppen, og der sukkes mindst lige så meget som der smaskes.

Forunderlig flad hverdag

Fortælleren holder øje med scenen fra sidelinjen, som den udspiller sig, og da det hele bliver for stillestående, afbryder han trodsigt tilbage: ’Nu vil jeg altså gerne lidt videre med historien, hvis det er ok?’ lyder det på en gang ydmygt og myndigt, og primaterne makker ret.

Kedsomheden afbrydes prompte af listig musik og en storstilet flugt, der får publikum helt ud på kanten af sæderne.

Denne spændende flugt afløses imidlertid af forunderlig flad hverdag. Vores gorilla (Jacob Weble) tager bussen og ender vældig stenet på Hvidovre Station af alle steder. Det er i sig selv ret uimodståeligt med denne særegne hverdagsrealisme midt i en moderne fabel, og Kim Fupz Aakesons energi og skæve humor fornemmes tydeligt. Ligeledes matches forlægget forbilledligt børnevenligt i sceneskiftene, idet vi får lov at se, hver enkelt lille justering, som den laves på scenen. Intet tæppefald eller hokus pokus. Blot teatermagi lige for øjnene af os.

På den måde ser vi Hvidovre Station blive til via diverse små rekvisitter, der sættes frem og foldes ud fra væggen. Bl.a. flyttes en billetstander – opdateret fra de gamle klippekortstider – ind på scenen, og der leges kækt med at tjekke ind.

Gorillaen bliver nysgerrigt ved med at føre armen henover scanningsfeltet og igen og igen hører vi den velkendte kvindestemme: ’Tjek ind, tjek ind, tjek ind’.

Børnene sprutgriner over, at noget så hverdagsbekendt, kan være en ny verden for gorillaen, men som voksen måber og smiler vi ikke så lidt over, hvor nemt og selvfølgeligt den i dette søde og skøre univers egentlig har ved at integrere sig.

Gentagelser og rutine

Undervejs i stykket får vi mange musikalske indslag, der stemningsfuldt forfører, og komponist Thomas Dinesen fortjener ros. Ligeledes er der et væld af fine scener som ovenstående, der smukt sætter fokus på gorillaens udfordringer i vores civiliserede menneskeverden. Og som en ekstra krølle på historien, er denne verden måske slet ikke så anderledes fra det den kommer fra, som man skulle tro.

Det hele går nemlig aldeles slag i slag. Den lejer en lejlighed ovenpå Fakta og får et arbejde i et byggemarked. Det fortælles henkastet, som om der ikke var noget underligt i det, og lynhurtigt havner den i en særdeles sammenlignelig trummerum som hjemme i buret.

For livet består som bekendt af hverdage, og trods det umiddelbart drastiske skift fra zoo-bur til egen lejlighed er det hele forbavsende meget det samme. Dermed spiller det pludselig ikke den store rolle, om det er sløvende tv-zapning i sofaen eller banangumlen i zoo-cellen, og således spiddes vores egen magelige hverdag også fornemt; for hvem kan sige sig fri for kedelige gentagelser og rutine selv i et frit liv? Og hvor frie er vi egentlig, når det kommer til stykket?

Rastløshed og rodløshed

Eksistentielle tanker som disse sættes dygtigt i spil i publikums øjenhøjde, og de fire skuespillere klarer samtlige roller imellem sig, hvilket ligesom scenografiens enkle greb understreger teatrets tydelige fiktionspagt. Det her er noget vi leger, og præmissen ædes med hud og hår.

Især kaster kontrasterne i den sociale etikette hos henholdsvis aber og mennesker gode scener af sig. Ikke mindst på Bananabaren, der udover ananassjusser, kys og kærlighed også byder på fine fordrukne personager, som tackles kyndigt af en formidabel servil bartender (igen den velspillende Claus Bue), samt en ganske fantastisk dansescene med 70’er-moves, der får hele salen til at rocke. Det er ganske kosteligt, men vores gorilla, der ellers i den grad har ja-hatten på overfor sine nye omgivelser, kan desværre ikke danse sin udlængsel væk.
Selv da den stifter familie med den sødmefulde nabopige, der spilles varmt og omsorgsfuldt af Christine Exner, ligger rastløsheden og rodløsheden i baghovedet og nager.

’Rækkehus og Opel Corsa, så kan man da ikke ønske sig mere’ tænker den, men det kan man jo, det ved både store og små, og vi føler derfor alle med den store abe, der bliver ved med at kæmpe med dårlig samvittighed og ønsket om noget større.

Lige meget hvad den prøver, flytter nissen med. End ikke en eksotisk tur tilbage til Afrikas jungle via en flot flyvetyr henover Europa og Egyptens pyramider, fikser problemet, og vores gorilla er gedigent frustreret. Den sårer dem tæt på med sine fraværende drømmerier, og samtidig føler den sig ikke hjemme nogle steder.

Sødt, syrligt og snedigt

Det er i sandhed et dilemma, og hvis ikke dette havde være en sød børnefortælling, kunne det såmænd snildt have endt uforløst som en moderne livsbetingelse.

I stedet bindes der en pæn sløjfe med en gajolpakke-let morale á la ’home is where the heart is’, og med teater til denne aldersgruppe er det helt på sin plads, men dobbeltheden ligger der lige så fint for dem, der vil se den.

Stykket bliver dermed lige netop så sødt eller syrligt, som man ønsker. Børnene kan more sig over de absurde selvfølgeligheder og kontraster, mens man som voksen kan sidde i mørket og tilføre passende mængder weltschmerz i smug. Snedigt! 

Af: Gudrun Hagen
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Gorillaen der var en gorilla
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

16-07-2018

08-07-2018

06-07-2018

02-07-2018

30-06-2018

28-06-2018

26-06-2018

23-06-2018

21-06-2018

19-06-2018

16-06-2018

14-06-2018

12-06-2018

09-06-2018

07-06-2018

05-06-2018

03-06-2018

01-06-2018

30-05-2018

28-05-2018

25-05-2018

23-05-2018

21-05-2018

18-05-2018

16-05-2018

14-05-2018

12-05-2018

10-05-2018

08-05-2018

06-05-2018

04-05-2018

02-05-2018

30-04-2018

27-04-2018

25-04-2018

22-04-2018

08-04-2018

05-04-2018

12-03-2018

10-03-2018

Flere anmeldelser