Hvem der var en stor og stærk hund...

Mit Teater og dramatiker Tine Grauengaard har med 'Hvis jeg var en hund' -  frit efter forfatteren Wolf Erlbruchs historie' Leonard' - produceret en fint forestilling om en angribelig hverdagsangst.

På scenisk sjov og moralsk finurlig vis vender historien perspektivet om, så Leonard, der er frygtelig bange for hunde, selv bliver til en hund og herigennem opdager, at de slet ikke er så farlige, som han går og bilder sig ind. 

Hjemme bedst

Leonard, han ved alt om hunde, og han vil helst bruge hele dagen på at tale om hunde og kigge på hunde. Men helst ud ad vinduet på sikker afstand. Leonards far vil til gengæld gerne have ham med ned i parken for at hilse på alle de søde hunde dernede, men det vil Leonard ikke, for hundene de bider, det ved han (også)! 
Således kørt fast i en tilsyneladende uendelig uenighed, får man fornemmelsen af at være vidne til den genkendelige hverdag, som når man kigger efter, er fyldt med børnefamiliens små hjemmestrikkede ritualer og skøre momenter. 

Som skeerne til morgenmaden, der listigt ”trylles” frem af far, og sengetidsrutinen med fars komiske forsøg på at tale som Leonards dukke Frøken Fe. Alt sammen pakket ind i en sort, simpel og lidt uinteressant scenografi af Hans Nørregaard, som dog får det til at føles trygt og godt mellem hjemmets fire vægge. 

En ting bryder dog den sorte hule. På det sorte podie midt på scenen, der på multifunktionel vis udgør både seng, stol og bænk, er der på siden ud mod publikum med forskellige farvekridt tegnet flere mere eller mindre gale hunde. I løbet af forestillingen bliver der tegnet lidt flere til, og scenografisk giver det fint modspil til det sorte rum, men dramaturgisk føles det aldrig helt integreret i forestillingen. 

Sitrende og savlende 

'Hvis jeg var en hund' får som nævnt etableret en overbevisende hverdagsramme, hvor vi tilsyneladende kunne være dumpet ned en hvilken som helst dag og opleve Leonards Far - i skikkelse af Rasmus Reiersen -for gud ved, hvilken gang forsøge at lære Leonard, at hunde ikke er farlige. De vil faktisk gerne leges med og klappes. 

Han forsøger at tale til Leonards mod ”Du er da ikke bange for sådan en lille hund?” og ender med, for virkelig at levendegøre sin pointe, at Leonards halstørklæde på som snor og selv at agere en hund, som Leonard skal klappe. Til Leonards store skræk og publikums tilsvarende fryd. 

Tine Grauengaard, der foruden at have dramatiseret også spiller Leonard, mestrer med sine enorme udtryksfulde øjne og sitrende kropsholdning at kommunikere den skræk, Leonard føler - selv ved sin fars imiteret hund -helt ud til bagerste række. Samtidig får Hans Nørregaards instruktion vredet hver en dråbe grotesk morsomhed ud af Rasmus Reiersens uhæmmede og savlede hundeparodi, der foruden at more det yngste publikum også kan minde de ældre om, hvilke vanvittige midler voksne sommetider griber til i opdragelsens hellige navn.

 Særligt Grauengaard fascinerer forestillingen igennem, fordi hun så præcist kan forvandle sin voksne kvindekrop til en troværdig og livagtig lille dreng, netop i øjenhøjde med forestillingens målgruppe. 

Efter at Leonard er lagt i seng og puttet under dyne med Frøken Fe, sker der så alligevel noget, der får netop denne dag til at skille sig ud. Frøken Fe, der ligner et festligt miks mellem Miss Piggy og en Bratz-dukke, bliver levende og kan som en ægte ønske-fe opfylde ét ønske for Leonard. 

Og sikken et! Han vil være en stor, stærk, gul hund. Og en-to-tre har Grauengaard et stort gult hundehoved og store gule poter. Leonard er nu tryllet om til netop det, han er mest bange for, men også mest optaget af. 

Nyt perspektiv

Leonards far bliver forståeligt nok ikke bange, men meget ked af det, da han næste morgen opdager, at hans søn nu er en hund og ikke en dreng. Han er dog ikke sen til at acceptere tingenes tilstand og forsøge at få det bedste ud af det. I det små eksempelvis ved at acceptere, at Leonard må droppe morgenmadsskeen, der ellers næsten rituelt forbinder far og søn gennem havregrynsspisningen. 

At han således omfavner situationen, får det tilsyneladende aparte til at fremstå normalt og lægger hermed kimen til at andre tilsyneladende umulige ting - eks. at få Leonard til at klappe en hund - måske også er indenfor rækkevidde. 

En hund skal jo selvfølgelig luftes, og Leonard er ingen undtagelse. Men når man bliver luftet, møder man jo ofte nogen. I det her tilfælde børnene på første række, der bliver tilbudt at klappe Leonard, men det vil hverken de eller han. Det er både ret komisk og ret kært, når Grauengaard krummer sig helt sammen af frygt for børnene, der ligeledes trækker hænderne til sig af frygt for at røre ved skuespilleren. Et simpelt interaktive greb, der kommer til sin ret her, hvor det uanset publikums reaktion altid kan fungere og samtidig understrege over for både mennesker og Leonard, at hunde er ganske fredelige, ja måske endda selv lidt bange. 

Næste dag, da Leonard igen er tryllet om til en dreng, er det da også ham, der spørger sin far, om ikke de skal gå en tur i parken. At have oplevet verden fra en hunds perspektiv har tydeligvis ændret ved Leonards opfattelse af den aktivitet. 

'Hvis jeg var en hund' får på sjov og rørende vis fortalt en historie om, hvordan det vi frygter, kan være det samme, som det vi ønsker og hermed vist, hvordan vejen til det sidste kan gå gennem det første. 

Målgruppen på 3-9 år virker umiddelbart meget bred, men der vil givetvis være meget sjov at gå på opdagelser i for de yngste i både skuespil og kostumer, mens de ældre kan tage noget med fra den sjove og tankevækkende historie. 

For en, der som barn selv har gennemlevet hunderædslen, går iscenesættelse og tematik her ganske enkelt op i en højere enhed.