Af: Anne Middelboe Christensen

11. november 2010

Hvad ville du sige til at få en hund?

’Trio’ pirker til drømmen om at få det umuligste ønske opfyldt – i en morsom og velspillet og følelsesvarm forestilling af Barkentins Teater.

Øjnene bliver bløde, og stemmerne bliver blide, når tilskuerne har oplevet Trio med Barkentins Teater. For forestillingen handler om at ønske sig noget – helt specifikt om at ønske sig en lille, lodden hundehvalp med nuldreører.

Tilskuerne bliver helt fjollede, når de bagefter står og fumler med overtøjet: Falder i staver og taler om, hvordan de også har prøvet at ønske sig noget vidunderligt, som de ikke fik – eller som de måske endte med at få til allersidst. Og ungerne bruger klogt øjeblikket til at hoppe op og ned ad forældrene og gentage, at de STADIG ønsker sig en kattekilling eller en skildpadde. Eller bare en lillebittebitte hundehvalp…

Barkentins Teaters forestilling spiller ellers bevidst på, at voksne er kiksede – og at voksne ikke sådan nogen, man skal sige sine drømme til. De tre skuespillere agerer nemlig en falleret musikertrio, der mødes for at øve og optræde. Selvoptagede og urimelige som en flok børn, der bare har levet mange år. Stilen er uhæmmet poppet med barmtætte kjoler i lilla og orange – og matchende boaer om halsen, selvfølgelig. Og en skriggrøn pailletvest til guitaristen.

Strengehelten spilles af Ole Barkentin Lauritzen, der dog mest præsenteres som en antihelt: Som en voksennørd, der aldrig har fået mod til at leve, som han har lyst til. Først lå han under for sin mors rædselsfulde pacerdrømme på hans vegne, og nu spiller han så i dette band, hvor to kvinder hele tiden vil bestemme over ham. Ikke underligt at han ser så duknakket og uanseelig ud. Men så er det jo altså, at han genopliver sin gamle drøm om en hundehvalp…

Forskræmte voksne

Kurt Bremerstent har instrueret ‘Trio’ med sin tæft for at vise ømheden inden i brovtemænd – og blødheden inde i barske kvinder. Lige som i ‘Lilli’ og ‘Hesten’ på Randers Egnsteater får Bremerstent her besværlige, garvede mennesker til at åbne sig og mærke følsomheden på ny. Langsomt og troværdigt.

Dermed forløser han børnenes nysgerrighed efter at finde ud af, hvordan i alverden de voksne er endt med at blive så selvglade eller forstenede eller forskræmte, som de nu engang er. At de tre voksne i trioen her er optaget af sange fra Dansktoppen, som ungerne aldrig har hørt en tone af, det gør mindre. Ungerne tænder på de voksnes engagement – og så lærer de også lige nogle gamle ørehængere på vejen.

Som instruktøre udnytter Bremerstent på fineste facon sine skuespilleres særlige kunnen og livsbane. Teksten til forestillingen kunne dog godt løftes yderligere. Den er skabt af skuespillerne og instruktøren i forening, men en dramatiker kunne have nået en del længere med teksten rent sprogligt. Nu er det snarere idéerne end replikkerne, der skaber forestillingens fremgang. Eller omkvædene og ikke selve versene, for nu at blive i dansktopuniverset.

Smukke ben

Scenografisk er forestillingen ret beskeden, men yderst velfungerende: Et fingeret øvelokale, der samtidig forvandler sig til hop tilbage i tiden – til dengang hvor nørden Kaj blev tvunget til at gå til klaver, mens hans mor ublu blandede sig i hver eneste tangent.

I disse fortidsglimt stråler kvinderne, og Lisbeth Müller og Anne Abbednæs skiftes til at dominere som mest skrækkelig eller mest uudholdelig eller mest begejstret. For begge kvinder er loyale over for deres dominatorroller; også selv om de lader tilskuerne ane varmen inde bagved de skråsikre meninger. De viser i hvert fald, at kvinder kan blive ret ulidelige, hvis de ikke får kompetent modspil. Ikke mindst når de har smukke ben!

Desuden har de mange spiddende hints til mødres halvhjertede løfter – med den forløjne forhalingssætning ’Det snakker vi om…’ som den ondeste. For nej, der bliver selvfølgelig aldrig snakket om det allervigtigste.

Vred dreng

Samtidig er Trio en forestilling med komik og klovneri. Med kasser, der forbyttes, og nogen, der går ud, når de skulle gå ind. Så latteren bølger godt gennem rummet.

Under Børneteaterfestivalen i Esbjerg var der en lille dreng, der levede sig så meget ind i forestillingen, at han gik op på scenen og kiggede ned i en af kasserne, hvor man skulle tro, at der var en hundehvalp. Men da kassen var tom, blev han helt ude af sig selv og forstyrrede resten af forestillingen med vrede, desillusionerede tilråb om, at der jo alligevel ikke var nogen hund.

Drengen meldte sig ud af teaterkonventionen, akkurat som han antagelig dagligt forsøger at melde sig ud af skolevirkeligheden med sin ’vanskelige’ opførsel. Men forvandlingen indtraf. For da der på et tidspunkt i forestillingen så pludselig faktisk sad et firbenet væsen med logrehale inde i kassen, blev han helt ude af sig selv af lige så højlydt lykke. Og af tillid. For så kunne man jo faktisk godt stole på de der tre, underlige voksne deroppe på scenen.

Sådan kan man nogle gange få to forestillinger i én: Scenens og publikums. Men her var drengens reaktion klart en ros til skuespillerne. De havde fået ham til at tro fuldstændig på deres nænsomhed og omsorg for en hund i en kasse, der så alligevel var tom… De havde spillet teater, der blev til virkelighed for tilskueren.

Dermed kom forestillingen til at handle om meget mere end en hundehvalp. Ikke mindst om at tro på sine følelser – og forfølge dem. Eller som forestillingens Kaj siger med helt stille stemme:

’Jeg har bare gjort noget, jeg har haft lyst til længe’.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.