Af: Anne Middelboe Christensen

15. december 2011

Hvad mon kærligheden er for en fisk?

Tin Can Company imponerer med deres vovemod. Men handlingen i ’Fish’ er alt for langtrukken.

Bakkenbarterne sidder, som de skal, på Rune Andersens cirkusdirektør. Det gør cirkuslinen og klatrestængerne også i det firkantede cirkusrum. For Tin Can Company kan deres cirkuskram.

I den nye forestilling, ’Fish’, er der stærkere afsæt til en handling end i forrige års ’Cirkuskanonen’. Her er sære personager, her er retromorsomme rekvisitter, og her er gags, der både duer for børn og for voksne. Men hvad historien helt præcist handler om, det er mere uklart.

Helt galt konkluderer man dog næppe, hvis det antager, at det er noget med en guldfisk i en bowle – og noget med modet til at springe ud og blive forelsket. Guldfisken bliver i hvert fald stille og dør, og så må kvinden forlade sin lejlighed og opsøge verden…

Vildt dødsglid

Netop vovemod har Tin Can Companys performere nok af. I ’Fish’ er der en klatrestang, som bliver redskab for et vildt dødsglid: Gry Lambertsen suser med i fuld fart mod jorden med siden ned mod gulvet og selvfølgelig først med standsning i sidste mikrosekund. Og Rune Andersen kan ikke lade være med at gå på line oppe i en højde, hvorfra man garanteret vil få mere end hudafskrabninger. Warw.

Dermed er ungernes respekt sat på plads fra starten, og herfra handler det sådan set kun om at pleje fascinationen med diverse tricks i ny og næ. Cirkusdirektøren kan såmænd også gå ned ad trapper – altså usynlige trapper, som hans krop bare forcerer med sammenpressede knæ. Og han kan vikle sig ind i sit eget slips så grundigt, at man kunne havde lyst til at række ham en saks.

Men ’Fish’ er jo ikke ’bare’ nycirkus. Det er en forestilling, der vil vise en historie. Umiddelbart er der masser af betydningsbærende ting i gang på scenen: En grøn tørrehjelm. Et orange tv. Et tomt køleskab. Et cykelløbehjul, der passer glimrende til øm benføring i balletvinkler. Og et soveskab, hvor man selvfølgelig som sand cirkusartist sover med hovedet nedad. Udover altså en altan, der er som skabt til en kærlighedshistorie.

Gode inderlår

Egentlig sker der først noget i det øjeblik, hvor manden ringer på hos kvinden… Forelskelsesakrobatikken er ret charmerende – og det er sejt, at kvinden faktisk har bedre inderlårsmuskler end manden! Det beroliger unægtelig, at manden er parat til at forære kvinden en ny guldfisk. Og det er dobbelt grotesk, at kvinden spiller redningsmand for sin fisk, men glemmer sin kæreste. Men fortælleformen bliver ret anstrengende. Det er ikke klart, hvorfor de ikke bare kan tale sammen med ord, nu hvor deres udtryk hverken er gennemført akrobatik eller mime eller dans, men snarere lidt af hvert og tavshed for resten. Og plottet virker mere og mere langstrakt.

Se-på-mig-blikke

Måske ligger det ømme punkt i forholdet mellem performerne og publikum. Det bliver let underligt kunstigt. Performerne spiller mere for hinanden end for publikum, og det gør faktisk tilskuerne lidt usikre på, hvad der egentlig foregår. Jovist, de ser stolte ud på publikum, når de som akrobater ønsker applaus for et særligt artisttrick med stolte se-på-mig-blikke. Men andre slags blikke får tilskuerne ikke, og derfor kommer forestillingen til at lukke sig om sig selv.

Men gakkede og grænseoverskridende på den skæve cirkusfacon – det er Tin Can Company altså. Og det er det, der får ungerne til at stirre så beundrende på dette galskabskompagni. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.