Af: Betina Rex

11. september 2020

Hvad gør man når ens mor bare er for pinlig?!

Kim Fupz Aakesons bog 'MOR' er blevet omsat til en sjov, tankevækkende og uden tvivl også samtaleskabende forestilling. Både fordi tematikkerne er eviggyldige, og fordi meget har ændret sig siden 1998, da bogen blev udgivet.

”Kan man få en anden mor?” Sådan spørger drengen, spillet af Lasse Steen Jensen som det første i forestillingen 'MOR'. Og hånden på hjertet: Hvem har ikke tænkt det en gang eller to? Og græmmet sig straks derefter for at have så grimme tanker og så om sin egen mor! 

Efter nogen kvababbelser og ormen sig rundt i den røde lænestol i selvsamme mors hyggelige stue forstår man, at det handler om, at hans mor er for tyk, for larmende, for fjollet – kort sagt; for meget! Av! 

Gulerødder og pølser

Snart efter melder mor i skikkelse af Marianne Søndergaard sin, ganske rigtigt, højlydte ankomst. Fyrig og fyldig i rød, udstoppet velourkjole, der får hendes krop til at synes enorm, med andre ord, iklædt et tyk-kostume. 

Mor vil ikke vil spise gulerødder, for ”jeg er jo ingen kanin”. Mor er der spræl i, og hun og søn drøner snart rundt i stuen, og hele vejen rundt om de to trekantede søjler, der tilsammen udgør forestillings fleksible scenografi. Indtil han kommer i tanke om, at han synes hun er pinlig! 

Og straks er han tilbage i det akavede, kejtede kropssprog, som Lasse Steen Jensen bliver mere og mere ferm til at ramme rent, som forestillingen skrider frem. 

Det at turde elske, men kun når ingen andre kigger, det kan mange nok genkende. Anderledes vanskeligt er det ude blandt andre, hvor deres blikke er ustyrlige og deres tanker er umulige at gætte sig til. At gå ud på gaden med mor, er ”krig mod mad” for drengen. 

Her skal både bager og pølsevogn besejres, men ak, mor taber stort til Skinkekaptajnen og til seks hotdogs, et par bøfsandwich og en medister til at få den sidste ketchup op med. For som kaptajnen siger: ”En hotter gør dig flotter!”. 

Et mundheld drengen ingenlunde kan tilslutte sig. Kan hans mor ikke bare spise en gulerod? Niks, den går heller ikke i pølsevognen brormand. Hun er jo ingen kanin! 

Den fede havfrue 

Der er ingen steder at gemme sig, så han må nøjes med at græmme sig bag sin medbragte rygsæk. Hvilket han mestrer til fulde, det er lige så vi vrider os til på tilskuerrækkerne. 

Jo mere mor spiser, jo mere krymper drengen sig – hun har intet problem med appetitten både på maden og på livet fornemmer man. Han derimod, han vil bare gerne have at hun er lille, laber og helt som alle de andre, og ikke ”den fede havfrue”, som alle sikkert går og tænker. 

Igen rammes bull's eye i kærlighedens kvaler. Jeg elsker dig – gid du bare kunne være lidt mere noget andet, der passede lidt bedre ind. Gid du kunne være noget mindre noget mere. 

Skiftet fra dagligstue til gadens mekka af mundvandsfremkaldende sager klares let af spillerne, der blot drejer på scenografien. Christian Q Clausens design giver en oldschool-fornemmelse af drejescenen i en elegant og lækker løsning, hvor hver side gemmer på nye finurlige finesser, der kan hives ud, trækkes frem eller gemmes væk.

”Så lad dem da tænke”

Pinlighederne er dog ikke overstået. Forude venter både en bustur og – værst af alt -forældremødet. I bussen fylder mor, naturligvis, for meget. Ligeså til forældremødet, hvor hun også spiser 13 stykker kage, fordi ingen andre spiser af den. Konfronteret med det faktum spørger mor undrende sin dreng: ”Sidder du og tæller?” Og ja – det gjorde han jo, aldeles optaget af, hvad andre mon tænker. ”Jamen så lad dem da tænke”, er alt hun har at sige til det. 

To små replikker, men med stor betydning. For mor har fat i den lange ende. Hun sætter præcis ord på, hvad det er drengen frygter, alt imens hun opløser hele præmissen for den slags frygt – lad dem tænke, underforstået, det er lige meget! Det må ramme enhver, der nogensinde har været flove over deres mor, deres kæreste eller deres bedste ven. 

Både bussen og forældremødet har masser af sjov fysisk aktion med en lille tendens til at lade reaktionerne bliver større, end aktionerne helt lægger op til, hvilket er unødvendigt, når de to spillere er så musikalske i deres samspil og har så meget forskellighed i deres krop (og kropskostume) at spille på.  

Fra rødt til blåt og tilbage igen

Forældremødet bliver vendepunktet for drengen, liggende på gulvet med hænder for øjnene for at undgå synet af sin egen forkerte mor blandt alle de andre, perfekte mødre. 

Skønt mange af dem i hans optik også er tykke, gør det ikke noget, for de er ikke hans mor. Som en omvendt Ødipus går han forblændet ud for netop at finde den mor, der ikke er hans, men som han vil have skal blive det. Hvilket naturligvis ikke lykkes, men heldigvis med anderledes kærlige konsekvenser end for det græske modstykke.

Kandidaten er den nye blåklædte, slanke, nabokone med det blå, stilrene, kølige hjem, ligeledes spillet af Marianne Søndergaard efter et tjept kostumeskift. 

Hun vil gerne have ham, for han er både artig og flittig. Hun serverer bittesmå portioner grøntsager i det store samtalekøkken, hvor al kommunikation synes umulig. 

Den eneste betingelse er, at han kalder hende mor, og det er jo netop det, han gerne vil! Men – han kan ikke! Han kan sige alle andre ord med M, men ikke mor. Han forsøger så hårdt, at det udvikler sig til en hel lille sang, som man kunne ønske sig fik lidt mere tid, da den synes at have et tilbageholdt energisk potentiale, som det havde være sjovt at høre komponisten Sune Skulbøl Vrå udfolde. 

Drengen går i seng, men heller ikke her kan han få ordet over sine læber. Den blå damer er dog tålmodig: ”Det er nok bedre i morgen”. Men som han ligger der i mørket på sit nye værelse går det op for ham, at han ikke kan sige mor til hende, fordi det er helt forkert! Hun er jo ikke hans mor! De tre små bogstaver, som den blå dame kalder dem, er som et ekko af de tre små ord, jeg elsker dig, ikke noget man kan sige til alle og enhver. 

Med et ”ses dame” skrevet på hendes køkkentavle forlader han huset og løber hjem til sin egen mor, der ikke overraskende sidder grædende foran køleskabet og ikke forstår, hvor han har været henne. Det er ikke så vigtig, det vigtige er, at han nu ved, at det er hos hende, han hører til. For hun er ”verdens bedste mor!”  

Det, der fylder

Forestillingen er som nævnt baseret på Kim Fupz Aakesons børnebog af samme navn, og efter at have kigget på forlægget er det tydeligt, at det er en musikalsk, iørefaldende og mundret dramatisering og instruktion, som Betina Grove har foretaget. 

Det faktum, at bogen er udgivet i 1998, er dog ikke uvæsentligt for, hvordan historien opleves i dag. At mors kærlighed køres ind med tonsvis af ”comfort”-food, skal nok understrege, at den er grænseløs, men det er svært ikke også at tænke på, hvordan mad på en uhensigtsmæssig måde kan blive et middel til at udtrykke eller kontrollere alt det vi har svært ved. 

At fremstille en tyk krop ved at bruge et tyk-kostume er jo ikke noget, der står i bogen, men det synes alligevel lidt mere 1998 end 2020. Fremstillingen af de to mødre/kvinder er et klart udtryk for forlæggets styrke – de overdrevne persontegninger, der tillader os at se os selv under lup.  

Når den ene er den runde, røde, passionerede, altfortærende, larmende, der fylder meget og mener mere, og den anden er den iskolde, blå, kontrollerede, tynde, stille, livsforskrækkede, der fylder lidt og mener mindre, så bliver det hurtigt til to meget stereotype kvindefremstillinger. En slags mødrenes luderen/madonna-kompleks. Men – fordi det her handler om en drengs oplevelse af sin pinlige mor, og fordi forestillingen så fermt benytter teatret som stedet, der netop har belæg for at overdrive, så trækker det også et andet sted hen. 

For vigtigst af alt, så gør mor i 'MOR' det, som så mange verden over kæmper med at få lov til at gøre; mor fylder. På alle måder. Og mor fylder sig. Og det er ikke noget at være flov over! For alt det mor er og gør, med streg under ALT, det er lige præcis det, der gør hende til ”verdens bedste mor”. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.