Af: Janken Varden

14. juni 2017

Hvad forstår Marsmanden og hvad forstår vi mennesker?

Store spørgsmål og mange gåder i Liminals livtag med tilværelsen set fra to forskellige sider.

I røg og damp, blinkende lys og hamrende dunk, havarerer noget – et eller andet – for øjnene af os. I stilheden og mørket, der opstår bagefter, kommer der et forsigtigt lys op på noget ,der ligner et rumskib størrelse XXSmall, og inden i kan vi skimte en mærkværdig kugle – som et hoved – der vugger i takt med musikken.

Og ganske rigtigt: En slags marsmand kommer ud af skibet, frustreret over havariet, i tvivl om hvor han er og hvorfor, med en rund hjelm og kyklop-øje, men ellers pænt klædt på med nydeligt blåternet jakkesæt og sølvskinnende sko. Og orange gummihandsker.

Han er tydeligvis strandet i ukendt landskab, og med kluntede mekaniske bevægelser finder han afskårne ledninger og andet mystisk grej, der åbenbart signalerer 'Kaput Rumskib'. Han monterer et par antenner, og associationen til 'E.T. phone home' er lige til højrebenet.

Hvad er et menneske?

Når hun (Ellen Kilsgaard) gør entré, bliver han bange og gemmer sig. Men hendes undren over det mærkelige fartøj, og hans befippelse over at møde et jordisk menneske gør at der opstår en kontakt dem i mellem.

Han tager den akavede hjelm af og indenunder er han forbløffende lig med et menneske- i hvert fald på overfladen – helt almindelig, men med visse træk der minder om det engelske aristokrati med stiff upper lip og det hele – cool og behersket og totalt inkompetent, når det gælder om at have eller vise følelser.

Og her opstår det første af forestillingens store spørgsmål. Hvad vil det sige at være et menneske? Og her er det så også, at publikum inddrages. Ellen behøver hjælp til at forklare den uvidende marsmand, hvad der er menneskeligt. For eksempel følelser, for eksempel hvad der skiller os fra dyrene, for eksempel at vide at tiden går, at klokken går, at hjernen er noget andet end broccoli.

Universet

Til gengæld kan marsmanden måske hjælpe os med at forstå universet, stjernerne, big bang, meteoritter og asteroider.

Heri ligger forestillingens didaktiske pointe. Delvist vil den forklare vigtige og gådefulde sammenhænge i menneskets liv og ageren på Jorden, delvist vil den have os til at se den kosmiske sammenhæng mellem vores liv og livets opståen, og det enorme verdensrum med alle dets hemmeligheder, og delvist vil den have børnenes legende medvirken i fremstillingen.

Marsmanden (Daniel Norback) og Ellen er dygtige til at inddrage publikum og samtidigt holde kontrol. Ind i mellem i finder de fælles rytmer, fælles spontane løb og bevægelser, og fælles koreografi.

Rumvæsenets væsen

Jeg kan godt forestille mig, at Daniel Norback har haft problemer med, hvordan han på en sjov, men troværdig, måde kan fremstille et væsen uden begreb skabt om menneskelige følelser og relationer. Den type, han har valgt – den koldt upåvirkelige, den perfekte butler med stenansigt – er risikabel,  simpelthen fordi den tenderer mod det kedelige. Som om han ikke interesserer sig for hvad der foregår. Og den er utroværdig når han kaster sig ud i dans eller andre sceniske narrestreger, – der bliver ingen sammenhæng i hans ageren.

Ellen Kilsgaard har en enklere opgave. At spille op og demonstrere menneskelige følelser for Norbacks 'alien' gøres sjovt og med al mulig tydelighed. Børnene i salen kunne godt følge hende der, for eksempel når hun demonstrerer raseri fuldstændigt rød i hovedet.

Forestillingens didaktiske side lykkes kun delvist- jeg syntes at mærke, at meget går over hovedet på de 5-10-årige. Den underholdningsmæssige side lykkes bedre,  her er mange ting at se og høre og bide mærke i, inklusive en interessant lyd- og lysside.

Heldigvis for vores vildfarne marsmand får børnene i publikum med latter, råb og trampen genereret så megen energi, at hans fartøj genvinder kraften – the force – og han kan tage af sted og sætte kursen hjem.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.