Hvad er Refusionsudvalgets spilleregler?

Anne Kurtzweill og Hans Nørregaard kommenterer Refusionsudvalgets arbejde omkring showcase og refusionsafgørelser:

Blandt os teaterfolk er der blevet talt og skrevet meget om det nye refusionsudvalg. Hvad er linjen, hvilke kriterier bedømmer de efter, og kan refusionsudvalget se en næsten færdig forestilling uden "automatisk", at dømme den ude, når den skal vises til en "knald eller fald"-sceance i unaturlige rammer på en showcase.

Vi i Det lille Verdens Teater har også undret os over den linje i refusion/ikke refusion, der er blevet udøvet i dette udvalgs korte eksistens. Vores egen refusionssituation har været noget uigennemsigtig. For os har det været svært at gennemskue udvalgets beslutninger, som på papiret kan virke noget tilfældige og ubegrundede. Og det siger vi blandt andet, fordi vi ikke har kunnet få svar fra udvalget på konkrete skriftlige forespørgelser om, hvorfor den ene og ikke den anden skulle indkaldes.

Hvorfor fik en ny forestilling tre års godkendelse, hvorfor fik en gammel kun to år og hvorfor blev en gammel, mange gange godkendt forestilling indkaldt, selvom der ingen ændringer har været i den? Uanset at vi ikke har fået respons af nogen art, har vi bare ikke været i stand til at se, at der er en linje eller sammenhæng i vurderingerne - eller hvad de bygger på.

Som et teater med 17 års erfaring med forestillinger for aldersgrupperne 1,5, 4 år, 3-6 år og 5-10 år har vi opnået det privilegium, at vi har kunne få godkendelsene på papiret, når vi ansøgte. Det tror vi, vi har gjort os fortjent til. Samtidig holder vi jo naturligvis fast i, at vi aldrig vil sende en forestilling på gaden eller til festival, uden at den kan fastholde det kvalitetsniveau, teatret har opbygget og leveret gennem ca. 140-160 forestillinger om året.

Vi opfatter sågar, at vores forestillinger er så stærke og de medvirkende så professionelle, når teatret med meget få medvirkende kan "genopfinde" flere af teatret forestillinger - selvom de har haft 10 års jubilæum og at mange sæsoner tilbyder fm-syv forskellige forestillinger samtidigt. En sådan forretningsmodel kan kun fungere, hvis kvaliteten er i orden. At Det lille Verdens Teater ikke er i stand til at sikre sig tilskud med en fast frekvens fra Projektstøtteudvalget under Kunststyrelsen gør blot vilkårene for planlægning dét mere udfordrende og hverdagen økonomisk mere usikker.

Den 10. december blev vi bedt om at stille til showcase med to forestillinger. Da vi allerede havde solgt på alle udvalgets mulige dage, på nær den 2. februar, så var beslutningen enkel.

Den ene kandidat - gammel forestilling fra 2004 er velindspillet, så en "eksamen" vælter ikke læsset - dog skulle der lige afsættes to dage til "genopsætning" - som vi altid gør, når en forestilling som ikke længere sælger så meget "skal på gaden igen".

Den anden, en ny forestilling, hvor vi måtte forcere prøveforløbet til det yderste, for at få den gjort færdig til den 2. februar. Dagene op til showcase nåede vi at spille fire prøveforestillinger. Børn og pædagoger var glade. Den fungerede rigtig flot, børnene responderede som vi ønskede, var medlevende og optaget. Derfor var vi glade for at kunne præsenterer den for udvalget, selvom vi jo godt var klar over at den stadig var lidt famlende - men form og indholdet var klar til finpudsning. Vi har presset spiller og instruktør ud over det rimelige og havde håbet at udvalget kunne se, at forestillingen er en dejlig lille historie, og som med 14 dages efterbearbejdning ville rejse sig og komme på højde med alle vores andre forestillinger.

Vi erkender åbent, at forestillingen var shaky på dagen, manglede "farverne" og dynamik, at spilleren følte eksamenspresset på sine skuldre - et udslag af den forcerede prøveperiode. Vi har selv oplevet tidligere refusionsudvalg, se forestillinger i det lys - en ny og næste færdig forestilling skal ses i - som en skabelon der skal poleres. Vi havde en forventning om, at det nuværende refusionsudvalg arbejdede efter samme præmisser, og kunne gennemskue den situation vi var i.

I den oprindelige ansøgning var præmieredatoen sat til marts. Den var vi jo nødt til at lave om, efter at vi var blevet bekendt med, at forestillingen skulle på showcase. Vi har jo også et behov for at tilgodese vores tilskudsgivere - i dette tilfælde BG Fonden, som har beviljet 100.000 kr. til opsætningen. Vi har en fælles interesse i at få forestillingen på landevejen.

Vi oplever, at refusionsudvalgets procedurer er ændret med det nye udvalgs tiltrædelse. Vi har af de forrige udvalg fået godkendelse på papiret, og det gik vi udfra var en procedure, vi kunne holde os til. Så vores planlægning var en helt anden end den, det endte op med. Vi havde næsten to måneder til prøver, god tid til løbende prøveforstillinger. Og ikke mindst til at forestillingen kom helt ind under huden på spilleren. Som et teater i kontinuelig drift, er planlægning en vigtig ting, og når den brydes skaber det ringe i vandet. Og den tungeste "ring" er aflysninger af allerede solgte forestillinger og at vi ikke kan præsenterer den på den kommende April festival, og at næste sæson er i fare. En ny forestilling på repertoiret er vigtigt for at få flow i salget.

Så vi tog en chance, og håbede på at vi kunne vise en forstilling i god nok kvalitet, til at vi kunne færdigbearbejde den efterfølgende frem mod årets eneste festival - hvor en stor del af vores salg af nye forestillinger etableres. Det bliver nu først i 2015.

Refusionsudvalget har senest i et nyhedsbrev opfordret teatrene til at indsende ansøgninger op til et år før forestillingerne skal godkendes. Det gælder dog ikke det fåtal af teatre, som opnår økonomisk projektstøtte. Men for de mange andre teatre, som ikke er så heldig at få de store projekttilskud og skal sikre økonomien gennem fundraising eller et væsentlig antal af solgte forstillinger på institutioner og biblioteker per opsatte forestilling, er tid og ressourcer ikke noget der er i overflod. Det er faktisk en kamp at holde gang i forretningen. Så ville det være velkomment at have klare linjer at forholde sig til - før de praktiseres. Så hvad er spillereglerne?

Anne Kurtzweil og Hans Nørregaard er henholdsvis stifter/leder/spiller og bestyrelsesformand i Det Lille Verdens Teater