Af: Kirsten Dahl

7. marts 2016

‘Hvad brænder jeg for?’

Fodboldfanatisme, krigsfrivillige og en spøjs æggekoger er blandt ingredienserne i en spændingsfyldt og tankeanimerende forestilling om ekstremisme og radikalisering.

Bål og brand. Løvens hule. Stærkt og kompromisløst oprør. Den em slår én i møde, når man træder ind i det boksekamplignende rum, hvor Teateriet Apropos' og Filurens nye ungdomsforestilling 'Ildsjæl' spiller.

Høj Heavy Metal-agtig musik strømmer ud af højtalerne. Scenen er et stort kvadrat af rå træbrædder arrangeret i skakspillignende firkantede felter. I toppen af hvert hjørnes master blinker rødt (alarm)lys om kap med hinanden. Langs 'bokseringens' kanter er der blændet op for skarpt hvid lys.

Oppe på kamparenaen springer Stig Reggelsen Skjold, Kaja Kamuk og Anders Brink Madsen rundt i ført sorte habitter, hvide skjorter, All Star tennissko og røde aftegninger af ar i ansigtet – en 'dress code', der favner både 'højt på strå'-herrer, noble almindeligheder og et mere ungt uhøjtideligt klædt klientel.

Et påklædningslook, som signalerer, at en alvorsfuld sag angår og involverer både en og alle, både dig, mig og naboen. Og ude langs alle fire kanter i to rækker sidder vi som publikum lidt forsænket i forhold til 'bokseringen'.

'Varm velkomst'

Fornemmelsen af at være 'nede', i niveau under de medvirkende på scenen, forstærkes i indledningsscenen, hvor Anders Brink Madsen, sætter os på plads, som det argeste, det værste af alt med replikken: 'Vi har et budskab til jer. Vi HADER jer. ALLE – UDEN undtagelse. Helt ind til knoglerne…'.

Vi får at vide, at vi er dem, som forpester verden. Dem der skal stikke vores forfærdelige meninger skråt op. Dem der skal eksporteres ud til en fjernliggende ø og elimineres fra jordens overflade – udrenses – væk – via en atombombeeksplosion.

Til slut stiller sagen sig helt anderledes. Hvordan skal ikke røbes, blot nævnes, at det er en del af dramatiker Brian Wind-Hansens skrivestil. At provokere. At stille skarpt. At vende bøtten. At ville få publikum – her teenagerne fra 13 år og opefter – til at føle og tænke over hvad det vil sige at gå ind for en sag med hud og hår. Og til at fundere over hvor grænsen går mellem det at være dedikeret og arbejde indtrængende for en sag og det at være ekstrem, at gå til yderligheder.

En løjerlig æggekoger

Sædvanligvis forbinder vi noget positivt med ordet ildsjæl. Vi bruger ordet om en person som med blussende begejstring og brændende entusiasme arbejder for noget humanistisk i en større sag tjeneste.

Wind-Hansen retter lyskeglen derhen, hvor ildhu opstår, udvikler sig og går hen og bliver dødbringende farlig. Derhen, hvor det ikke er den fjende, der kæmpes imod som er i fokus, men den (ildsjæl)person, som kommer til blindt at hellige sig en sag.

Stykket springer frem og tilbage mellem forskellige eksempler. Vi følger pigen, som hver søndag bliver trukket med til fodboldkamp af sin inkarnerede FCK-fan-far og bliver stopfodret med, at Brøndby er 'Guds affald', fjenden, de værste svin.

En anden far, som oplever, at hans lille ballademager af en datter glider ham af hænde i 'et lille usynligt skifte' og pludselig som voksen melder sig som frivillig udsendt til krig, 'dernede hvor folk dør'.

For datteren er det motivationen for at rejse. For faren er det grunden til at skulle holde sig væk derfra. Men måske er det ikke hele datterens begrundelse.

Wind-Hansen fortæller os også, at datterens afsæt er, at hun ikke kan se en mening med det hele. Ikke kan finde ud af, hvad det er hun brænder for. Han indføjer også en scene med Hitler som drengen, der føler sig alene, forladt og afvist og som ender som folkeforfører. Han putter en selvmordsbomber ind – en selvmordsbomber, som først er blevet hjernevasket. Han omskriver i en løjerlig humoristisk scene 'æggekogeren over dem alle'. 'Æggekogeren', som lover os en 'bedre hverdag til en mindre pris'.

Filmisk spillestil

Der er noget interessant i Wind-Hansens dramatiske pen. Udover æggekoger-sekvensen også i rammefortællingen som vrides 180 grader.

I hans tankestimulerende betoning og gentagelse af enkeltreplikker som fx 'Kisten er tom' og 'Det er en mærkelig fornemmelse at gå baglæns mod noget' og 'Det er jer levende, som trækker rundt på os døde'.

Morten Lundgaard trækker mange gode veksler på de erfaringer, han har fra i teatret Von Badens regi at have iscenesat mange forestillinger i en direkte, pågående rå og filmisk spillestil som også levner plads til følelsesstille scener.

Og Stig Reggelsen Skjold, Kaja Kamuk og Anders Brink Madsen springer dygtigt og med stor passion ud og ind af de mange situationer og roller.

'Ildsjæl' har noget på hjerte og vil givetvis både påvirke og sætte mange udfordrende 'hvad brænder jeg for?'-tanker i gang hos teenagepublikummet.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.