3. januar 2018

Huskunstnerordningen ændrer støttekriterier

Huskunstnerordningen har til formål at fremme børn og unges møde med professionel kunst i dagligdagen ved, at skoler og andre institutioner i en periode kan få tilknyttet professionelle kunstnere inden for et eller flere kunstområder under Statens Kunstfond.

Et huskunstnerforløb involverer flere parter – kunstnere, pædagoger/lærere/formidlere og børn/unge – i en skabende kunstnerisk proces på en institution, hvor børn og unge ikke til hverdag møder professionelle kunstnere.

Statens Kunstfond har selv igangsat forskningsbaserede casestudier af en række huskunstnerforløb. Forskningen, som blev offentliggjort midt i december, viser, at partnerskabet mellem kunstner og institution er afgørende for et vellykket huskunstnerforløb, og for at forløbet opleves som relevant for alle deltagere.

Fra formand for Statens Kunstfonds Huskunstnerudvalg, Sara Topsøe Jensen, hedder det i en pressemeddelelse:

'Det har været meget brugbart at få et helikopterblik på ordningen og at få nogle generelle iagttagelser i forhold til, hvad børn og unge får ud af de faktiske kunstforløb.

I Huskunstnerudvalget har vi i kraft af forskningsresultaterne nu valgt at revidere og skærpe Huskunstordningens støttekriterier og vil fremover lægge op til, at den ansøgende institution og kunstner indgår et reelt partnerskab, inden de søger. Som noget nyt vil man fremover også kunne ansøge om at få dækket den deltagende kunstners honorarudgifter til både tilrettelæggelse, afvikling og evaluering af huskunstnerforløb.

Vi håber med disse ændringer, at erfaringerne fra huskunstnerforløbene på langt sigt forankrer sig hos både børn, institution og kunstnere og på den måde bidrager til en mere langvarig udvikling i relation til børn og unges møde med kunsten'.

Se note om forskningsprojektet: 

https://teateravisen.dk/ny-forskning-om-boern-og-unges-moede-med-kunsten.html

– og  Undersøgelsen af Huskunstnerordningen:

https://www.kunst.dk/publikationer/2017/undersoegelse-af-huskunstnerordningen/

Se mere om Huskunstnerordningen, søgekriterier m.v. – næste ansøgningsfrist er 6. marts 2018:

https://www.kunst.dk/kunststoette/puljestamside/tilskud/huskunstnerordningen/

(Billedet: Vandreforestillingen 'Voks Skov' dette efterår i Boserup Skov blev efterfulgt af fem ugers workshops som et Huskunstnerprojekt – hvor der er kommet nye støttekriterier. Foto: Marika Seidler)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne