Hulemandscharleston for begyndere

’Workshopforestilling’. Det er Apollo Teaters egen genrebetegnelse for fænomenet med den alt andet end mundrette titel 'Dans! Hvad?'. Og jo, dette er virkelig både en workshop og en forestilling på samme tid – omtrent som ’lectureteater’ og ’foredragsperformance’.

Konkret går 'Dans! Hvad?' ud på at fortælle de 6-10 årige om, hvad dans er - og så bagefter selv at lade børnene prøve at hoppe rundt i diverse slags dansestilarter.

Ungerne er ivrige. Flere af dem er endda ’Vild med dans-nervøse’ for, om de nu også kan levere varen. Men det kan de nu sagtens. For dansen bliver til løse trin og spredt fægtning om, hvordan mennesker har danset op gennem tiden. Her er alt fra hulemandscharleston til sortfodsindianernes kyllingedans. Og dansen bliver lige så meget fest og ballade, som den bliver egentlig dans.

Dans i dagslys

Afsættet er ellers temmelig seriøst. Niels Jørgensen træder nemlig frem som selvbeskikket professor i dansehistorie, når han begynder ved begyndelsen og fortæller om de første menneskers dans. Han skal selvfølgelig også lige via solkongens hof for at få den klassiske ballet med i sin fortælling. Og han bliver nødt til at lege med ismerne gennem århundrederne for at nå op til den moderne dans og hiphoppen i dag.

Det er yderst prisværdigt, ikke mindst fordi dansehistorie oftest optræder som et bortcensureret kapitel både i folkeskolens historieundervisning og kunstundervisning.

Desværre bliver det også langt og svært, i hvert fald for de yngste af de 6-10 årige. Men værre er, at det også bliver meget uteatralsk og læreragtigt, fordi Jørgensen står midt i en gymnastiksal i fuldt dagslys.

Heldigvis kaster Helena Hertz Melkjorsen sig smilende ind på gulvet med jævne mellemrum og viser den dans, som Jørgensen netop har fortalt om. Og så lokker hun ellers ham og hans skuespillerkrop med på bevægelserne, som dermed hurtigt mister deres elitære look og bliver allemandseje.

På samme måde befinder vi tilskuere og også hurtigt på dansegulvet sammen med performerne. Vi hopper og stopper med kroppene på kommando - og vi bølger i skuldrene og giver bolde videre og går i armkrog. Vi danser på række, og vi får røde kinder. Men kunst skaber vi selvfølgelig ikke.

Solo i sokker

Melkjorsen & Jørgensen kæmper sig bravt frem mod nutiden. Han er iført jeans og gråsvedig skjorte, og hun er i sorte tights med teenagepink sokker og lilla benvarmere. Ingen fine kostumer bliver luftet her – bare lidt fiskebensskørter og tyl for at vise, hvordan især kvindekroppene blev spærret inde af dragterne i gamle dage.

Først til allersidst viser danserinden en egentlig solo. Her samler hun fint bevægelserne fra hele workshoppen, så de forskellige dansebevægelser kommer til at hænge sammen som hilsner i en moderne dansefrase.

Som danser har Helena Hertz Melkjorsen en pirrende skødesløshed og en friskhed, som både tænder ungernes nysgerrighed og de voksnes. Alt ser let ud på hendes smidige krop, også selv om hun næsten sløser med sine smukke linjer.

Men knap er dansen begyndt, før den er slut. Så tilskuerne sidder tilbage og er forvirrede: Var det virkelig det hele?

Charmen i dansen

Men det var det. Nogle tilskuere vil formodentlig netop nyde, at de selv kan være så aktive i workshopdelen. Andre vil helst bare være betragtere, og de vil derfor savne noget mere forkromet dans. Men uanset hvad så er der for lidt færdig dans i dette koncept. For lidt koreografi, for lidt musikalsk udfordring i dansen og for lidt drama. Eller i hvert fald for lidt dramaturgi, der virker.

Men som workshop betragtet er 'Dans! Hvad?' både munter og lærerig – og sjov. For Melkjorsen & Jørgensen er et yderst charmerende og indtagende par med en dansefascination, der smitter.

Det ville bare pynte på forestillingen, at den bød på mere dans – eller at den simpelthen blev delt op i en workshop og en efterfølgende forestilling. Gerne fortsat med Jørgensen som den undrende danseprofessor og Melkjorsen som ballerinaen. For så tror Jørgensen, at han er den, der fører dansen – og den danseillusion fungerer fortræffeligt.