14. september 2020

Horsens Teaterfestival lige nu

Her mandag eftermiddag kl. 15.15 var der bestilt præcis 10.938 billetter ud af de ca. 15.000 adgangskort til forestillingerne på Horsens Teaterfestival, der efter planen afvikles 18.-20. september.

De mange billetter fordeler sig på festivalens p.t. 134 forskellige forestillinger og er reserveret af allehånde børneteaterinteresserede – lokale børn og voksne, teaterkollegaer, organisationsfolk og de op mod 300 formidlere, der forventes at indfinde sig i Horsens fra fredag morgen.

De seneste dage er der opstået nogen usikkerhed omkring festivalens pga. de stigende corona-smittetal, der har ramt landet. Der bliver afholdt daglige krisemøder med politi, sundhedsmyndigheder og arrangørkommune for at være opdateret og parat til indgriben overfor det store arrangement, der dog i princippet består af en lang række små arrangementer med relativt få tilskuere i passende afstand til de enkelte forestillinger. 

Festivalleder Maria Suh fortæller, at mandagens udmelding er, at man fortsætter  med festivalen – med mindre smittetallene ændrer sig til det værre.

Se mere om festivalen, programmet, billetbestilling mv. på https://horsensteaterfestival.dk

(Billedet: Hr. Teater var til festival i Horsens sidste år med den muntre og underholdende 'Chicks', og forestillingen er også på programmet i år, men her vil afstanden til de betagede tilskuere nok være sat i et mindre nærgående system. Foto: Hanne Nielsen)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne