Holbergteatret fik afslag på refusion: 'Far, Mor Får Børn' i skammekrogen

Refusionsudvalget har i to omgange givet Holbergteatret afslag på refusionsgodkendelse af ’Far, mor får børn’- en forestilling om menneskets forplantning for de 6-10-årige. I den anledning skriver teatrets leder, Niels Vandrefalk:
Refusionsudvalget har afholdt to showcases til bedømmelse af forestillingen. Begge gange blev den afvist. Begrundelserne for afslaget og den efterfølgende samtale med udvalgsformanden Methe Bendix afslørede, at den blev bortdømt af kolleger, der hverken var habile eller fagligt kompetente til at vurdere forestillingen med udgangspunkt i dens egen forudsætning, tema, målsætning og legekoncept. Private subjektive projektioner tog magten fra faglig objektivitet.

UDVALGETS PÅSTANDE:
Ifølge formanden havde udvalget lagt den påstand, den præmis til grund for sin afgørelse, at: ”Forestillingen formår ikke at etablere en kontrakt med publikum om, at vi leger”. (Citat)

I løbet af samtalen blev det afsløret, at mens børn, voksne og jeg i gensidig tillid havde haft en herlig stund med at dele historien om ”at lege kærlighed” og ”far-mor-får-børn” med hinanden, havde udvalgets fem medlemmer forskanset sig bag deres voksenøjne og kollektivt afskåret sig fra spillets legende grundsituation. Og indtaget en afstandtagende, censurerende holdning, som Methe Bendix sammenfattede med ordene: ”Det skal man ikke gøre mod børn”.

Evnen til at etablere leg og samspil både i improvisationsfase, research og spil er en af mine spidskompetencer. Den færdighed har jeg forfinet og brugt bl.a. i ”Dysses Eventyr”, spillet 450 gange over hele landet med samme dramaturgi og for samme aldersgruppe. Og som har sikret mig konstant beskæftigelse i de 45 år, jeg har udøvet mit erhverv som uddannet professionel skuespiller med 3.000 forestillinger bag mig. Også under showcasens vanskelige vilkår fik jeg greb om kontrakten/kontakten fra start og fastholdt den hele vejen gennem spillet. Hvilket fuldt ud blev bekræftet i dialogen med de ca. 25-30 børn og voksne bagefter.

Men med Methe Bendix´ konkrete mundtlige begrundelser for afslaget stod det klart

- at udvalget havde begrænset indsigt i far-mor-og-børn legens dramaturgiske grundprincipper

- at udvalgets perception undervejs forstenede i systematiske mistolkninger af spil og tekst

- at denne tilstand skabte virus i viljen og evnen til at opleve forestillingens sande potentiale

- at udvalgets ”ubehagelige mavefornemmelse” og ”voldsomme reaktion” under og efter bedømmelsen fordrejede virkelighedsopfattelsen og begrundede afslaget. Som hun sagde: ”Det er ikke vores intellekt, der taler højest, det er vores mave og det er vores hjerte.”
Under spillet skabes identifikation og genkendelse på basis af legebarnets dramaturgi dvs. aldersgruppens egne far-mor-og-børn leges anarkistiske, skæve, ulogiske og absurde natur. Med legebarnets instinkt, impulsdrevne skift og mange vendepunkter som dramatisk, rytmisk drivkraft.

Udvalget var ikke i stand til at afkode og tyde disse grundgreb. Meget betegnende kaldte man dem ”rodede og uklare”. Man overvågede situationen med firkantede voksenbriller. Uden indlevelse og uden at ænse børnenes reaktioner. Man registrerede sine egne negative følelser, ikke børnenes positive.”Vi havde en meget voldsom reaktion. Vi ved ikke, hvad for en reaktion børn... hvilken reaktion, de havde”.

Forestillingen var klargjort og parat til showcase gennem grundig research og spillet 15 gange for ca. 500 børn og ca. 100 voksne. Men de fem dommere voterede med bind for øjnene, fordrejede legens magi, vendte bunden i vejret på mening og indhold og forvanskede hensigten til den stik modsatte. Ved simpel forskydning skabte man sit eget helt private, idiosynkratiske billede af virkningen på publikum.

Glimt af pjank og poesi, spas og skæmt, der udløste publikums smil og latter, opfattede udvalget som gravalvor. ”Det der angiveligt er faktuelt, er i flere tilfælde fejlagtigt”, skrev udvalget i sit afslag. Samtlige eksempler, formanden ”dokumenterede” sine påstande med, viste sig at være karakteriseringer af spillets figurer, deres ulige modenhedsgrader, indbyrdes statusspil og naturlige udslag af det indre legebarns groteske, paradoksale fantasi inkl. hele og halve løgne og vilde overdrivelser. Ude af sammenhæng med konteksten håndplukkede man vilkårligt de under prøveforestillingerne omhyggeligt afprøvede gøglergreb, ét blev sågar kaldt ”lummer”, og misbrugte dem som eksempler på ”adskillige følelsesmæssige overgreb.”

KONSEKVENS:
Refusionsudvalget er en del af statsapparatets kunststøtteordninger, et udvalg nedsat af Kulturministeren og administreret af Kunststyrelsen. Afgørelsen kan ikke appelleres. I praksis betyder afslaget på refusionsgodkendelse, at forestillingen er udelukket fra optagelse i den landsdækkende ”Den Røde Brochure”, og ikke må vises på den årlige børneteaterfestival. I år i Randers i første uge af april. Den skal ud i konkurrence på et anstrengt marked, som er totalt domineret af refusionsgodkendte forestillinger. Uden 50% statsrefusion ved kommunernes køb af opsøgende forestillinger har den ikke en chance. I forvejen modtager Holbergteatret ikke nogen form for offentlig støtte og arbejder under helt almindelige markedsvilkår.
KONKLUSION:
For at sikre optimal kvalitet er forestillingen lige fra processtart undfanget og udviklet i nært samarbejde med børn fra aldersgruppen, pædagoger, lærere og forældre fortrinsvis på skoler i Kalundborg og Sønderjylland. Holbergteatret har investeret to års intensivt arbejde og afholdt betydelige udgifter for at løfte forestillingen til det niveau, som gør, at den fra alle sider roses for sin raffinerede og fint afbalancerede tilgang til et sårbart, kontroversielt tema, der ikke har været lanceret for denne aldersgruppe siden 1971. Dengang var det Teatergruppen Banden og Hans Hansen, der skabte ”Bim, Bam, Busse”. Hvor jeg spillede sammen med Kirsten Olesen.

Divergerende smag og konfronterende teatersyn mellem kolleger skal ikke kunne udløse emotionel censur, sindelagskontrol og sanktionslignende indgreb fra et statsligt udvalg. At videreudvikle dansk børneteaters enestående diversitet burde være udgangspunkt - og mål.

Bortset fra én er udvalgets fem medlemmer konkurrenter på samme børneteatermarked som Holbergteatret. Ingen andre har rettet den kritik og brugt ord som ”forvirrende”, ”sjusket” og ”amatør” mod forestillingen. I skarp modsætning til en række fagkyndige - med indsigt i børns perception og børneteatrets anerkendte kvalitetsnormer - der kalder den ”velafbalanceret”.

Forkastelsen skal ses i lyset af det urimelige i, at kolleger uden nogen form for juridisk kontrol og retssikkerhed udøver statsunderstøttet konkurrenceforvridning og påfører en kollega store økonomiske skadevirkninger. Men også i lyset af dansk børneteaters prædikat som ”verdens bedste”. En position, som jeg - ironisk nok - har været med til at opbygge siden 1968.

Men i modsætning til dengang, da det moderne børneteater blev født, udfolder det sig nu så afhængigt af Statens støtte, at en dristig, modig og legende forestilling som ”Far, Mor Får Børn” bliver udsat for magtmisbrug, får klø og sat i skammekrogen.

Skandalen kan på den baggrund udmøntes under denne overskrift: Verdens bedste børneteater - nu med slagskygge.

Niels Vandrefalk , leder af Holbergteatret