17. februar 2020

Holberg og Den Danske Skueplads skal fejres

Den 25. september 1722 blev der for første gang spillet dansk teater af professionelle skuespillere. Det skete med urpremieren på Ludvig Holbergs 'Den politiske Kandestøber' på Lille Grønnegade Teatret i København – og dermed var Den Danske Skueplads en historisk kendsgerning, som dog mere præcist kan dateres to dage før, idet der blev spillet Molieres 'Gnieren' på dansk 23. september.

Og selvom teatret i Lille Grønnegade måtte lukke igen allerede i februar 1727 og først i 1748 blev erstattet af Komediehuset på Kgs. Nytorv/Den Kgl. Danske Skueplads, så skal 300 året for dansk teater markeres i 2022.

Niels Vandrefalk, leder og stifter af Holberg Teatret i Sorø – Holbergs sarkofag står i Sorø Klosterkirke, han havde sommerbolig i området og hans formue sikrede i sin tid Sorø Akademis fortsatte eksistens –  har naturligvis for længst lagt op til fejring af både Holberg og Den Danske Skueplads. 

Han har selv holdt Holberg og hans ånd i live gennem flere årtiers teateraktiviteter – fra 2004 med etablering af Holberg Teatret (i 250-året for Holbergs død), der bl.a. de sidste ti år har spillet Holbergs komedier i Akademihaven ved Sorø Akademi.

Til sommer spiller teatrets faste ensemble af professionelle og amatører 'Jean de France’ i Akademihaven, i 2021 gælder det ’Niels Klim’ – og jubilæumsåret 2022 bliver med 'De Usynlige', produceret i et samarbejde med Holbæk Teater med professionelle skuespillere og Niels Vandrefalk som instruktør og dramatisk bearbejder. 

Efter premieren medio februar 2022 på Holbæk Teater sendes den på en turné i Danmark og Norge, som slutter på Holberg Teatrets hjemmebane i Akademihaven i Sorø i første uge af skolernes sommerferie. 

Niels Vandrefalk har også foreslået, at alle danske teatre, både professionelle og amatører, opildnes til at sætte mindst én Holberg-komedie på repertoiret i jubilæumsåret eller bestille et stykke dansk dramatik 'i den syrlige ende af komediegenren hos en moderne dramatiker'.

Men selvom han har været tidligt ude med ideer og planer, har en forening med diverse teaterfolk nu også lagt an til fejring i efteråret 2022. Nu har Niels Vandrefalk for flere år siden købt domænenavnet “danskteater300aar.dk”, som allerede er i brug til beskrivelse af Holberg Teatrets jubilæumsaktiviteter i samme anledning, men som denne forening meget gerne vil benytte til sine kommende aktiviteter, som man dog ikke p.t. er parat til at orientere om.

Men lige så energisk Niels Vandrefalk kæmper for sin kunst og sine rettigheder overfor offentlige myndigheder, lige så stor samarbejdsvilje har han altid udvist, og derfor lader han foreningen overtage sitet mod en kompensation for udgifterne, mens han så erstatter det med sitet www.holbergscenen300aar.dk

Se mere på www.holbergteatret.dk

(Billedet: Holberg Teatrets særlige hjemmeside for aktiviteter i forbindelse med fejring af dansk teaters kommende 300 års jubilæum i 2022)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne

KLAP(pet) og klart
Forestillingsprogrammet til den offentlige weekenddel af KLAP – teaterfestival for små og store i Esbjerg, der afvikles fra 14.-21. april, ligger nu klar på festivalens hjemmeside
KLAP(pet) og klart
Forestillingsprogrammet til den offentlige weekenddel af KLAP – teaterfestival for små og store i Esbjerg, der afvikles fra 14.-21. april, ligger nu klar på festivalens hjemmeside