Af: Randi K. Pedersen

8. oktober 2010

Hønsesnak på speed

Som teater svarer ’Sokken’ fin til sin titel. Forestiliingen er vældig hyggelig og lovlig hjemmestrikket.

Sokken er knaldrød og lidt klodset. Præcis som sådan en hyggelig, hjemmestrikket uldsok skal være. Egentlig er der ikke én, men to røde sokker. Den ene skal Nanni med det store forklæde bare liige strikke færdig, før forestillingen kan begynde.

Det tager sin tid. Men i gang kommer den efter megen snak om ret og vrang, og om et par bare fodsåler med tegninger, der tydeligt afslører føddernes sindstilstand – sur eller glad.

Den slags enkle, morsomme budskaber suser lige ind hos de små tilskuere. Der ellers må kæmpe med mange, for deres alder svære og ukendte ord og – ikke mindst – begreber. Strømpestrikning og storvask med gammeldags natkjoler og lange underbukser tilhører en fjern verden, som vist ikke ret mange moderne småbørn kan nikke genkendende til.

Til gengæld kan de måbe og more sig over den kæmpestore, komiske hånddukkehøne, hvis gokkende hønsesnak er ret grinagtig. Den drillesyge høne smider rundt med vasketøjet, som skal hænges til tørre. Den laver også andre klovnenumre, som små børn kan grine af. Men det bedste er, at hønen, som er herligt hvid og rød, er en medspiller, som kan skabe konkrete billeder i stedet for abstrakte ord, som alligevel ikke har noget væsentligt på hjerte.

En fest af farver

Hønen bor i et lillebitte hønsehus, der hænger på en stolpe og er lige så rødt som uldsokkerne. For i ’Sokken’ inviteres de yngste på en fest af farver, der dukker frem på overraskende steder i den enkle, overskuelige scenografi. En stor gul solsikke smiler til os, og Nannis turkisblå røjsere står midt i det hele og lyser trygt og hjemligt.

Mødet med farverne er forestillingens væsentligste kvalitet. Og det bliver endnu bedre, når man pludselig opdager, at den indvendige side i en stor zinkbalje stråler i den klareste blå.

Forestillingen kommer helt ned i øjenhøjde med sit publikum, når snavsetøjet skal fordeles. Det foregår omhyggeligt i kurve med forskellige kulører og ledsaget af alt for mange forklaringer fra Nanni, som har et – mildt sagt – hurtigtløbende snakketøj. Men som desværre ikke har ret meget andet at snakke om end tøjklemmer og vaskepulver. Ikke lige emner, der trænger sig på hos børn i vuggestuealderen.

Efter tur i den skægge, lyseblå vaskemaskine med rødt håndsving er det hvide tøj helt lyserødt. Men det er slet ikke det værste. De nystrikkede, røde sokker, der er årsagen til det misfarvede vasketøj, er blevet bittesmå. Så små, at Nanni umuligt kan passe dem. Men det kan hønen, og så får hun dem. Selv om det viser sig at være hønen, der har været så fræk at proppe sokkerne i maskinen.

Uheldigvis fik hønen også selv en tur med og blev lyserød, så der må tørres og trøstes og gokkes skrålende højt og hysterisk som om kræet er på speed. Det sker med en bugtalerteknik, som ikke er specielt raffineret, men sikkert timet og særdeles effektiv. Den virker, og det gør hånddukkehønens ustyrlige nikken og basken også. Det er alt sammen lige som de røde sokker – vældig hyggeligt og lovlig hjemmestrikket.

Det efterlader forestilingen som en række morsomme numre, der ikke bringer publikum nærmere ind på livet af hverken Hønen elle Nanni.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.