Højt humør og støv på hjernen

Under et stort tørrestativ à la parasol holder Nanni Lorentzen til. Her er alt rent og pænt, nydeligt og ryddeligt. Alt er hvidt, symmetrisk og i den skønneste orden. Hun er i hvid kjole og tilsvarende sløjfe i håret, hvidt sengetøj hænges op og danner et lille hus.

For en sikkerheds skyld bruges den hvide støvekost på det støvfrie hvide minipiano, og når den hvide avis er læst med de hvide briller på, breder hun det hvide tæppe over sig og siger 'go’nat' til sin lille farveløse, men hyggelige verden.

Her bor en tvangsneurotiker, tænker jeg, men min indre fire-årige hvisker, at det er da fuldstændigt uinteressant. Det der har han ikke forstand på og han vil heller ikke vide mere, og i det hele taget skal jeg lade være med at forstyrre med dumme voksen-tanker.

En anderledes dag

Det er åbenbart at Nannis dage går med den samme rutine: Lidt afstøvning, lidt avislæsning, måske nogle toner på det hvide piano, og så 'go’nat'.

Indtil den dag hvor postmanden leverer en rigtigt nok hvid – men gennemhullet avis. Et stort hul, vi kan selv se det, hvor Nanni kigger betuttet ud mod os.

Og ikke nok med det! Der kommer også en stor pakke, en papkasse, hvor kommer den fra? Mystisk, temmelig beskidt ser den også ud. Den pakkes møjsommeligt op, og ud springer en lille bold. Ikke en hvilken som helst bold. Den er nemlig IKKE HVID, DEN ER RØD!

Og heller ikke nok med det! Op fra kassen dukker der – danser der – en underlig figur. En noget så forpjusket fugl i alle verdens farver og fjer. Det kan aldrig gå godt. Rod og farver i Nannis verden?

Men fuglen har ingen steder at tage hen, kan den blive én nat? Nej-nej, nja, ja, jo, én nat, men så er det slut!

Som vi nok kan regne ud, bliver det ikke med den ene nat, for selv om fuglen er rodet og uvorn og lidt uforskammet, så er den også rigtigt, rigtigt sød og sjov, og klimprer på pianoet, og skaber et liv som Nannis verden definitivt trængte til. Det er vi enige om, min indre fire-årige og jeg.

Dygtig

Kreativiteten stiger under parasollen, røde bolde bliver til øreringe, sløjfen i håret bliver intenst turkis, og en kjole med flere farver, end inkaerne i Peru kan fremskaffe på en god dag, ankommer og passer eksakt til Nanni. Som overgiver sig fuldstændigt til et nyt og farverigt liv.

Historien føjer sig til mange, mange, dejligt mange, der handler om at slippe andre ind, om de er nok så anderledes, at byde velkommen til det uvante, at opdage forskelligheden som en værdi. Og at vi alle sagtens kan trænge til et skud glæde der går ud over den rutinemæssige tilfredshed.

Nanni Lorentzen håndterer sin skønne uartige fugl med ekvilibrisme og charme, og forestillingen – med Kurt Bremerstent som dygtig instruktør – går ind i rækken af solide og sjove produktioner for de mindste fra Randers Egnsteater.

Fanden så dygtigt lavet, tænker jeg. Du må ikke bande, siger min indre fire-årige.