Af: Henrik Lyding

27. april 2013

Højt at flyve

Niels Vandrefalk fortæller den fantastiske historie om mågen, der ville mere end bare æde. Resultatet er en fornøjelse, hvor krop og stemme går op i en højere enhed.

Stemmen er mild, øjnene ligeså. Iført sømandsbluse, opsmøgede sorte bukser, gule sikker og sorte snørestøvler ligner han lidt en havmåge selv, især når han tager flyverhjælmen og brillerne på. Og så går Niels Vandrefalk ellers i gang med at fortælle. En let dramatiseret udgave af Richard Bachs berømte fortælling fra 1970. Historien om Jonathan, der ikke er tilfreds med bare at være en måge, der lever for at æde.

Jonathan vil mere; han vil gøre flyvningen til en kunstart og mestre alle dens tekniske mesterstreger. Ekstrem højhastighed, standse i luften og den slags. I begyndelsen går det ikke så godt – og slet ikke hjemme, for forældrene vil have en søn, der gør som alle de 8000 andre måger. Langsomt bliver Johathan dygtigere, men flokken vil ikke vide af ham; han bliver udstødt og må flyve bort alene.

Han møder to hvide måger; han forvandles selv til en hvid måge, han bliver dygtigere og dygtigere, han overtager førerpladsen hos de hvide måger, han oplærer unge, flyvebegærlige måger – og han forsvinder selv til sidst, efter at have givet budskabet videre: Elsk dig selv, så kan du udrette alt i verden – og elsk din næste, også selv om din næste måske foragter dig.

Og så er Jonathans mission opfyldt – nye måger kan fortsætte med at udfordre sig selv og verden og derved løfte sig op over det helt basale – at æde.

Sprogets mester

Historien er køn og med rette berømmet. For det er en god fortælling om eneren, der vil andet og mere – en fortælling om kampen, ensomheden og viljestyrken, men også med løftet – et næsten religiøst løfte – om at det ender godt, at kampen og afsavnet belønnes i den sidste ende. 

Jeg forstår godt, at det er en historie, der har tiltalt Niels Vandrefalk, og han fortæller den fornemt. Ikke blot med stemmen, selv om det er skønt at høre en skuespiller, der virkelig mestrer alle sprogets og stemmens mange muligheder og nuancer.

Minutiøst viser Niels Vandrefalk os med kroppen og stemmen de mange flyveteknikker Jonathan efterhånden lærer. Kroppen sitrer, stemmen fnyser af entusiasme, han er lige ved at kollapse, når Jonathan er det, han hvisker og hæver stemmen – og hele tiden er der en mildhed i stemmen, et smil i øjnene, der omslutter forestillingen med varme og tryghed. Klogt afbryder han et par steder undervejs, viser os mågebilleder fra bogen eller lærer os at flyve som Jonathan.

Vi går derfra, lune i sjælen og bestyrkede i troen på, at det er muligt at skille sig ud fra flokken og alligevel blive til noget. Blot vi tror lidt på os selv.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.