Hodja fra Pjort kommer til kort

Ole Lund Kirkegaard var ikke mere end 30 år, men ikke desto mindre en allerede kendt børnebogsforfatter, da 'Hodja fra Pjort' kom ud i 1970.

Både 'Lille Vergil' og 'Orla Frøsnapper' var elskede bøger, ikke mindst fordi bøgernes helte var det nærmeste, man kunne komme Pippi og Emil og Mesterdetektiven Blomkvist- uvorne, selvstændige, energiske, fantasifulde og småfrække. Herlige figurer, beskrevet i Kirkegaards helt egne direkte, forundrede og ofte poetiske sprog.

Den lille by Pjort, beliggende i det varme ørkenland Bulgislav, med smalle gader og hvidkalkede huse, er fuldt af indbyggere med fez og snabelsko, og kvinderne har slør for ansigtet og mændene ryger vandpibe.

I denne meget charmerende tyrkisk/arabiske kliché bor ni år gamle Hodja som ikke kan lide at gå i skole og helst vil sove længe om morgenen, men som allerhelst vil ud i verden at se sig om og ikke blive skrædder som sin skeløjede far.

Tæpper i alle størrelser

Lea Burrows og Ingvild Grande har skabt de mange forskellige steder, som Hodja bor i, opsøger, finder, trues af, stænges inde i - alt ved hjælp af tæpperuller på hjul. De kan ligge ned eller rejses op, nogle gange som magelige hvilesteder, andre gange som byer med høje og lave huse, med overraskende døre og vinduer, med rygende skorstene, og til og med som hattepynt.

Det er snedigt fundet på og giver gode spillemuligheder. Men det bruges ikke godt nok!

Det beror på, at situationerne og modsætningerne ikke er taget langt nok ud. Spil og instruktion er for blegt, for gråmeleret, for forsigtigt, for sødt.

At blive højrøstet, for ikke at sige råbende og skrigende, at blive grimasserende, fægtende og hysterisk, er ikke at spidse en situation til, det er kun overspil – 'ham acting' som engelskmændene så træffende kalder det.

Eksempelvis: At skrædder-far synes, at Hodja er på vilde veje, når han vil ud at se verden, betyder ikke, at han skal rave rundt som en sindssyg og brøle og fægte med armene. Det vil sige, det kunne han godt, men det forudsætter en god portion humor, ikke latterlighed, ikke falden-på-halen-komedie, men humor. Her bliver han bare endnu dummer,e end han er skeløjet.

Noget tilsvarende sker der med de to lallende fulderikker af nogle kobbersmede. Fjolleri kan aldrig gøre det ud for humor.

Jeg krummer også tæer, når vigtige replikker siges i forbifarten - en passant. Igen: Situationerne bliver ikke skarpe nok, modsætningerne bliver aldrig faretruende eller skræmmende nok, de høvles ned til ankelhøjde, og det hele bliver fladt og lidt jovialt.

Hvis det er af hensyn til børnene, at det jævnes ud til farce, så tager man fejl. Uden farlighed bliver det heller ingen spænding - og heller ingen lettelse for den sags skyld.

Undtagelser

Selvfølgelig er der undtagelser. Donald Andersen er én, der virkelig kan give sit temperament og sine skurkagtige intentioner farve, så det kommer fut i fejemøget. Jeg tror også på Troels II Munk - og Lise Kofoed som birolle-heltinden Ayshia er et interessant bekendtskab.

Hun er stærkere end Hodja, smidigere og helt klart smartere. Så forstår jeg ikke, hvorfor hun ikke viser større modstand/afsky mod at blive sultanens hustru nummer 235. Et øjeblik, da jeg så forestillingen, tænkte jeg: Nu kommer der mere liv i foretagendet! Men så forsvinder Ayshia ud i kulisserne og dukker ikke op igen før i næste akt.

Og selvfølgelig er der øjeblikke hvor også 'ensemblet' (som programmet kalder dem) afleverer fortællerreplikker på en troværdig måde, anført af Laura Müller og Signe Mannov, og indimellem også som et slags græsk kor.

Dramatiseringen

Jeg må indrømme, at jeg havde troet, at den smule romantik der kan lægges i en 'musical' som denne, ville opstå mellem Hodja og Perlesten, pigen som smugler ham ind i sultanens palads. Sebastian har villet det anderledes, og det er helt o.k. for mig, endskønt vi taber en spændende scene med æslet og frugtkurven.

Ellers vil jeg sige, at den sceniske bearbejdelse Sebastian har lavet, sagtens kunne blive til en sammentømret fortælling. Men de tre 'videre-bearbejdere' har ikke i tilstrækkelig grad lagt vægt på de drivende omstændigheder – Hodjas udfærdslængsel, hans opposition mod det konventionelle, hans kraft og stædighed, hans overordnede mål.

Det fortaber sig i mindre problemer og sidespor, og dermed taber hovedfortællingen fokus og interesse. Synd. For jeg har set forestillinger med Frede Gulbrandsen som instruktør med langt bedre fokus, opfindsomhed og energi end dette.

Det har selvfølgelig også noget med spillet – Hodjas person – at gøre. Kristian Gintberg har ikke den kraft der skal til for at trække/føre/drive, det vil sige, personificere, fortællingen fra begyndelse til slut. Hans 'nutidigistiske' kostume hjælper ham heller ikke. Han er ikke hvilken som helst turist på en strand på Costa del Sol!

Sebastian benytter sig – og med held – af mange forskellige udtryk i sin musik. En del sange synes en lille smule påklistrede, men ikke af den grund overflødige. Her er rytmer, der bringer mindelser om Galt McDermott; her er fraser, der bringer mindelser om Beatles, og her er klange som helt klart peger mod Østen og Araberlandene. Jeg havde i hvert fald glæde af det meste.

Jeg havde håbet, at det berømte tæppe ville få et ægte skær af magi i forestillingen. Det fik det ikke. Det blev en lavpraktisk plade med tæppemønster, som selv ikke en gaffeltruck kunne give liv - det vil sige det liv der skal til for at vores fantasi skal svare til den påståede fantasi hos den elskede Hodja fra Pjort.