Af: Gudrun Hagen

20. oktober 2015

Hjertevarme og julehygge

Fortællerammen er klassisk, og der er på den måde intet nyt under solen i juleforestillingen ’En rigtig nisse’. Udførelsen er derimod fornem, varm og inkluderende, og mere skal der ikke til for at redde julen.

Ida er netop flyttet fra sin storesøster, fordi ’hun altid skulle bestemme alting’.

”Kender I det?”, spørger hun ud til de små tilhørere, og det gør de i den grad, fornemmer man tydeligt på den ivrige respons.

Temaet er om noget et, de alle kender, og at Ida som voksen netop har været i samme dilemma, virker både pudsigt og vældig i øjenhøjde. Dette fortrolige rum udbygges kun yderligere igennem stykket, hvor der er en virkelig god kontakt med publikum, uden de af den grund bliver bærende for handlingen. Det er alt sammen meget klassisk og befriende fint udført.

Dette helt altoverskyggende takket være Anne Kurtzweil, der spiller den indbydende, næsten almoderlige Ida, der går og småsnakker med sig selv og det lille publikum om livets store og små udfordringer, mens hun prøver at få overblik over sine mange flyttekasser.

Det giver en impulsiv, henkastet stemning, der virker forholdsvis improviseret, for ikke at sige tilfældig, og denne ret laissez faire-sløsede facon får effektivt tankerne væk fra, at dette faktisk er teater. De mange hverdagssyslerier får således overbevisende sat illusionen i scene, og desto mere magisk virker det, da vi så pludselig oplever teatermystiske juledrillerier sammen med hende.

Det MÅ ganske enkelt være ’en rigtig nisse’, der er på spil.

Gider ikke holde jul! *gisp*

Historien er helt kort, at Ida i anledning af, at hun nu endelig er flyttet for sig selv og derfor også helt selv kan bestemme alting, har besluttet sig for, at hun ikke gider holde jul.

Som i så mange andre juleforestillinger, er julen dermed i fare, og det går selvfølgelig ikke. Hun må bringes på bedre tanker, og det er der heldigvis en nisse, der sætter sig for.

Om det er den gamle, der er flyttet med, eller om vi har at gøre med en eksisterende husnisse der forventer en vis julestandard, står hen i det uvisse, men lidt perlende klokkemusik og puslen i krogene starter i hvert fald magien.

Nissen tager sig god tid til at rumstere, når Ida kigger den anden vej, og der er den sædvanlige frydefulde forvirring, hvor børnene må overbevise hende om, at det ikke er dem, der driller.

”Er det jer, der har bevæget flyttekassen?’ spørger hun bl.a. undrende, og et samlet kor nægter pure, mens de i munden på hinanden peger og forklarer, hvad der egentlig skete.

 Ida tror dem selvfølgelig ikke i starten, og affejer det blot som tanketosserier, mens hun forgæves prøver at få lavet en kop kaffe og komme lidt i orden. Vi voksne føler med hende.

En rigtig nisse?

Det er dog ikke let at ignorere en så ihærdig nisse, som der her er tale om. Risengrødsskåle popper op fra flyttekasserne og billedalbummet klippes om til juleguirlande! Efter publikums endeløse forsøg på at få hende til at indse, hvad der foregår, hvisker hun pludselig; ”Jeg kan godt høre det!”

Et lettelsens suk går igennem salen. Endelig har de fået hende overbevist om, at noget udover det sædvanlige er på færde. Samtidig er alle nu spændte og på vagt, for hvad sker der egentlig, hvis hun får fat i nissen?

Et mindre rabalder akkompagnerer den alvorsfulde fangst, men afløses af et højt grin fra Ida. Hun ryster på hovedet over sin egen tåbelighed.

”Det var bare en nissedukke. Den er ikke rigtig.”

Rod i størrelsesforhold og trylleremse

Med den firkantede voksenmentalitet kunne publikum nemt være slået tilbage til start i deres bestræbelser på at overbevise hende, men Det Lille Verdens Teater har charmerende nok valgt at gå en anden vej. Nissen bevæger sig, netop som Ida har besluttet sig for, at den ikke er rigtig, og så er der ingen vej tilbage.

Børnene råber og skriger, og Ida kaster panisk nissen ind i et fuglebur. En forståelig impulsreaktion som får selv de voksne til at grine, og nissen den er – forståeligt nok – mildest talt ikke tilfreds.

Før vi får set os om, har den vendt op og ned på det hele. Et fornemt skift foregår umærkeligt og pludselig står den spillevende og i menneskestørrelse foran os, mens stakkels Ida er tryllet lille og – belejligt nok – ind i en flyttekasse.

Nu er det hendes tur til at protestere, og en længere ganske morsom forhandling går i gang. Imens går nissen på opdagelse i hendes hjem og fjumrer rundt med en motorik som Bamse fra Bamses Billedbog til stor morskab for publikum. Den er tydeligvis temmelig hjælpeløst på jagt efter risengrød og tygger på lidt kaffebønner – sorte risengrødsris?

”Du kan bare trylle risengrød frem”, er der et barn der råber til nissen, og logikken er slående. Nissen ender dog alligevel med at love at trylle Ida stor igen, mod at hun laver risengrød. Hvis den dog bare kunne huske sin trylleremse.

Det går der også lidt tid med, ligesom Idas prøvelser selvfølgelig heller ikke er klaret ved blot at lave risengrød. Hun skal lære at elske julen ligesom os andre, og hun må da også til sidst overgive sig, til publikums store tilfredshed. De har hele tiden siddet og heppet på en rigtig juleslutning.

Et rigtigt juleeventyr

Der er således intet revolutionerende nyt i denne lille julefortælling. Tværtimod har den mange af de helt klassiske kvaliteter, man kan forvente sig af et rigtigt juleeventyr. ’En rigtig nisse’ er samtidig en ganske lille fortælling med tid og rum til alle, og særligt Idas personlighed kommer godt udover rampen med en utrolig fin publikumskontakt til følge.

Da den bestemmende søster afslutningsvis kommer på besøg og ganske rigtigt prøver at bestemme alting, fniser vi alle indforstået med Ida, og kompromisset er så simpelt, at det næsten ikke er til at stå for. ”Hvis vi nu skiftes til at bestemme” lyder det bestemt fra Ida, der nok er gået med til at holde jul, men altså holder fast i, at det skal være på hendes måde i år. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.