Hjerternes hjerteløse fest

Det er et barskt julebudskab, Teater Fantast fyrer af med ’Lønlig iblandt os de går’. Med det klassiske makkerpar - den frygtsomme og den hårdtslående - som omdrejningspunkt bruges hjerternes fest til helt konkret at skære overflodssamfundets hjerteløshed ud i pap. Sådan som det opleves af et par hjemløse i en baggård julenat.

Visuelt dogme-flot føres de to kvinders skrabsammen af lasede, brune papkasser og containerfund videre i højhusenes facader. Ligesom juleevangeliet senere snildt lader sig transformere til en fortælling i pap og toiletpapir med pappet i rullen som Jesusbarn. Det er lige så sødt og sjovt, som juletræet af skrammel, kvinderne stabler på benene.

Men først skal de - og publikum - igennem gruelig megen trængsel og alarm.

Forestillingen ligner et mix af Beckets ’Glade dage’ og ’Den lille pige med svovlstikkerne’ - tilsat lokal kolorit. For lige udenfor på Vesterbros gader findes den ubarmhjertige virkelighed. I modsætning til den lille pige er de to forhutlede skæbner i baggården dog stadig i live, når historien slutter. Spørgsmålet er, hvor længe.

Ditte Ylva Olsens narkoluder med den slæbende pivestemme er blid og længselsfuld. Hun har ikke helt opgivet håbet, men drømmer om en velsignet jul og nogen at holde den sammen med. Forskræmt titter hun ud af sit papkasse-ly i i baggården, hvor de pæne familier oppe på etagerne fra tid til anden lader høre fra sig.

Stine Q. Pagh blussende alkoholiker er anderledes hærdet og afvisende. Hidsigt hvæsende forsvarer hun sine få, skramlede ejedele. I hendes brutale verden handler det om med alle midler at holde på den smule, man ikke har.

»Har du nedtur?«< spørger narkoluderen deltagende. Det må man sige, og den er tydeligvis permanent.

Ferme citater

Det begynder med en frådende afvisning af julen. Den er klam og skal holdes fra livet. Det skal alt andet for den sags skyld også - især mennesker. Stine Q. Pagh kaster sig med imponerende råstyrke ud i vilde fysiske udfoldelser. Men det ender med et kærligt klem, for julen får det bedste frem i os alle.

Eller gør den? Det er ikke tanken på de frysende fattige, men familiære trakasserier der sender først en julegås og så en pakke ud af vinduet fra 2. sal. Det er påfund, der bringer den spinkle handling videre. Men det kan ikke opveje forestillingens virkelig svage punkt, teksten, der ikke gør den i forvejen groteske juleaftenhistorie særlig børnevenlig.

Idéen med at klippe-klistre fra alle mulige og umulige julesange og -salmer er skæg, og både de verbale og musikalske citater er fermt klippet sammen. Men ord og fraser er ukendt land for mange af nutidens børn, og skuespillernes jappende, uskarpe diktion fremmer ikke forståelsen. Lige som den ekstremt kropslige spillestil alt for tit får ordene til at forsvinde i højtråbende tumlerier.

’Lønlig iblandt os de går’ er skabt i håb om at rykke ved fordomme og frygt over for byens skæve eksistenser.
Det er et julefromt og sympatisk ønske, og historien om to skrøbelige mennesker, der med bittesmå skridt nærmer sig og til sidst når hinanden, er rørende.

Men om den også formår at rykke noget, er nok mere tvivlsomt. Dertil er dramaets vingefang for lille.