Af: Betina Rex

22. marts 2022

Historien om i morgen fortalt med kunsten af i går

Det Olske Orkester har, inspireret af H.C. Andersens ’Nattergalen’, begået en fin og analogt skarpsindig fortælling om menneske og maskine i digitaliseringens tidsalder. Det er anderledes dukketeater for voksne og store børn.

To performere sidder i hver deres side af scenen, midten er markeret af en skarp streg af lys. Foran dem, har de hver et identisk lille kvadratiske metalbord, med hver deres tablet på. Rummet er indhyllet i et lydtapet, der lyder som om, det strækker sig langt ude fra hele verden og lige ind i og ud igennem deres skærme og dybt ind i de trådløse høretelefoner, de begge har på. 

Sportskommentatorer, fragmenter af nyhedsoplæsning og musik blander sig sammen i en stor lyd af alt det derude. Fastlåst foran skærmen sidder de begge med let åben mund og lader uhindret lange spytglinsende tråde dryppe fra munden. De glimter i Jeppe Lawaetz’ simple, men effektfulde lysdesign, inden de smelter sammen med hendes trøje og hans skjorte. Skærmparalysen er total. 

Den kontaktløse nærhed

Øyvind Kirchhoff og Katrien van der Velden repræsenterer de to mennesker, der bor side om side i det kontaktløse forhold. Hver især smeltet ind sin egen digitale virkelighed, med deres primære kontaktflade til omverdenen gennem tabletskærmen. 

Hun har dog stadig en form for fysisk tilhørsforhold tilbage, der både kommer til udtryk i gråd og klaverspil, til lige dele irritation og frustration for ham og hans skærm-definerede kubetilværelse på den anden side af væggen. 

Rammefortællingen er en simpel hjemme-ude-hjemme struktur, hvor hjemme er de to klaustrofobiske lejligheder og ude er en form for forskruet drømmeverden, der dog danser rundt på kanten af et mareridt. 

Hjemme i den virkelige verden må han tolerere lyden af hende, det ægte levende menneske på den anden side af væggen. Men når han falder igennem mørket og havner ude i den giftigt-grønt-belyste drømmeverden, hvor væggen er væk, og hende den levende nabo er blevet til en manipulerbar robot uden egen fri vilje, kan han forme verden efter sine egne drømme og (vrang)forestillinger.  

Kirchhoffs fremstilling af det digitalt formede og fortabte menneskes inderste længsler spilles med en skarp timing, der kontinuerligt lader situationernes iboende tragikomik stå i fuldt flor. 

I kombination med van der Veldens imponerende styrke og evne til at transformere sin krop til et stykke viljeløst kød er drømmedelen af forestillingen spækket med en klichefyldt perlerække af livets små store øjeblikke. Fra picnic i skoven til romantisk ferie ved kysten.  

Hendes uhyggeligt livløse robot og hans selviscenesatte længsel efter samhørighed bliver et grotesk billede på en umulig tosomhed, der kondenseres i van der Veldens stivnede mimik og døde blik og fuldbyrdes, når hendes krop igen og igen falder sammen og må rettes til af Kirchhoff. 

De selfies, han konstant knipser af dem, ønsker man virkelig aldrig at se. Spørgsmålet er, om man allerede har set dem, eller selv taget dem? Robot eller ej, den hyper-selvbevidste og udprægede manipulerede væren-i-verden møder og skaber vi dagligt på de sociale medier. 

Ræven, kysten og de udstrakte arme

Det skrabede scenografisk udtryk, som Rolf Søborg Hansen har skabt til forestillingen, giver de to lejligheder et kønsløst og lidt altmodisch udtryk, der står i skarp kontrast til de to tablets, som det hele på sin vis drejer sig om. Lige indtil vi rammer drømmelandet og der løbende trækkes alle mulige og umulige ting og sager ud af det store urovækkende skab i hjørnet: Øjne så store som bolde, en lang brun tarmlignende slange med gebis i den ene ende, et træ og et nostalgisk rødternet picnictæppe, for bare at nævne noget af det. 

At det er en tilsyneladende uskyldigt udseende rævedukke, Kirchhoff trækker ud ad skabet og gør til deres  picnics stumme statist, er nok ikke tilfældigt. I drømmetydning symboliserer ræve i hvert tilfælde ofte ensomhed og isolation, men også at bedrage og manipulere. Man sender en stille hilsen til Hr. Freud. 

Jonas Jørgensen har skabt et lyddesign, der spænder fra slow jazz til larmende techno, og både i valg af sange og måden de afspilles på, udgør såvel lydtapetet til handlingerne som et kommentarsport hertil. ’Arrivederci Roma’ looper, mens Kirchhoff foran en roll up med et maleri af noget, der kunne forestille Amalfikysten, forsøger at skabe en romantisk situation med vin i glassene, men gang på gang selv må tømme dem for indhold, mens van der Velden holdes akavet oprejst af bordet.

Det er komisk, knivskarpt og sat på spidsen med soundtrackets tekst:  ”Keep my lover's arms outstretched and yearning. Please be sure the flame of love keeps burning”. Armene er skam strakte, men hendes mekaniske længsel bliver aldrig levende.

Hvad er det menneskelige?

Det kontaktløse forhold prikker til mange store og komplekse problemstillinger i nutidens møde mellem den levende menneskekrop og den gennemdigitaliserede verden den lever i. For hvad er (næste)kærlighed, etik og moral, når det skal defineres i en relation mellem mennesker og det ikke menneskelige? Er det overhovedet noget? Hvilken en værdi og funktion har den menneskelige uforudsigelighed i en verden, der kan kontrolleres ned til mindste detalje? 

Når Kirchhoff finder fjernbetjeningen til van der Veldens robot, og herefter morer sig med at få hende til at skvatte og vælte, synes sammenhængen mellem mindst mulig indsats og størst mulig kontrol ikke just at pege i en retning, der er i den menneskelige empatis favør. 

Desto mere oplagt, men også svært rosenrødt er det, når han til sidst tilbage i sin lejlighed i den virkelige verden, fremfor at råbe hold kæft til hende på den anden side af væggen, bogstaveligt talt bryder den ned ved at række en kop te igennem den og ind til hende. Medova kunne ikke have gjort det bedre selv. 

Alt går op i en scenekunstnerisk ret skøn forening i Lotte Faarups klare instruktion, hvor både performere, lys og lyd formår at gøre stort indtryk med små virkemidler. Hvordan forestillingens lavteknologiske greb og lidt stereotype fremstilling af køn, kærlighed og menneskeligt meget optimistiske slutning taler sammen med de digitalt indfødte fra 12+, er svært at spå om. 

Anderledes sikkert er det, at forestillingen skaber mange billeder på den dystopiske titel, der giver grobund for eftertænksomhed og samtale uanset om man er ung eller gammel. Måske endda til at lade de digitale dingenoter forblive slukkede lidt længere. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.