Herlig hjerteballade

En temperamentsfuld engel på venskabsmission og to gigantiske gnavpotter. Lisbeth Knopper, Kurt Bremerstent og Klaus Andersen glider lige ind i rollerne. Det er som om de tre roller er designet til akkurat dem. 

Det vides ikke fra skrivende pen om de tre garvede skuespillere ud i teaterkunst for børn og unge har været i Brian Wind-Hansens tanker, da han skrev ’Æselhjerte’ eller ej. Uanset hvad, blomstrer de i rollerne. 

Lisbeth Knopper lægger ud som englen, der betror publikum, at hun nu skal på den vanskeligste englemission nogensinde i de 20.000 år, hun har været til. Opgaven består i at få to Larsen-brødre, Marius og Bo, som har arvet deres forældres hus, til at forliges og blive venner. 

Kærligt vedholdende og hidsig

Klogeligt nok møder vi ikke de to brødre lige med det samme. Englen skal først varme os op med nogle vigtige informationer, og Lisbeth Knopper serverer dem med sødme og humor. 

Det passer fint til forestillingens dobbelte stemning af lethed og tyngde, at hun er klædt i store tunge militærstøvler og et kjoleskørt, der strutter af tyl på tyl. Alt sammen i hvide nuancer, inklusiv hendes kridtede ansigt. 

De vigtige informationer, hun fortæller, er, at engle ikke behøver at have vinger, at engle kan læse menneskers tanker, og at hendes mission er uhyre vanskelig, fordi den handler om at få to brødre til at deles om noget. ”Kender I det med at være tvunget til at dele med nogen…?, spørger hun publikum. Og da hun henviser til, at det er med nogen, man overhovedet ikke bryder sig om, er identifikationen hos publikum, børn som voksne, nemt i hus. 

Knopper forstår med sit intense blik, sin vævre gestik og sin evne til at eksplodere i alle humørretninger, at fange og fastholde publikums opmærksomhed. Man hægtes uundgåeligt på hendes mission. Man følger med i hendes mange forsøg på at forlige brødrene. Og man tilgiver hende, at hun – udover at ville brødrene det godt – også sigter efter en godbid til sig selv. Hvilken røbes ikke her. 

To stridsøkser 

Kurt Bremerstent og Klaus Andersen entrerer scenen som to tøndebåndstykke stridsøkse-brødre. De er utroligt godt klovne-sminkede. Nærmest ukendelige for dem, som har set dem optræde før. De tøndebånd, hvoromkring deres bukser og skjorte er fæstnet, bestemmer i høj grad de to spilleres bevægelsesmønstre. 

Heldigvis forringer deres indskrænkede bevægelsesfrihed ikke oplevelsen. Jeg frygtede det indledningsvist. Men det viser sig, at den kantede og besværede gang, de begge får på grund af tøndebåndet og alt det, de fylder i rummet med deres tøndetykke kroppe, i stedet bliver til en fin medfortællende faktor. 

Bremerstent forstår med små pauseringer, ansigtstræk og bevægelser at gøre storebroderen Bo til en både stejl og rørende person. Han fortæller rigtigt meget om Bo via den måde, hvorpå han med en blanding af vrede og vemodighed vender nodebladene til det spil på euphonium, som Bo på ingen måde mestrer, da han hverken har ro eller rytmegivende metronom til rådighed. 

Og helt bevægende bliver det i scenen, hvor han som Bo råber til Marius: ”Du stjal far og mor. Alt var bedre før du kom til!” - og senere i scenen, hvor han næsten mundlam får fremstammet til Marius: ”Jeg troede, jeg havde mistet dig.” 

Andersen gestalter tilsvarende Marius som en strid børste. En stædig rad, som bare skruer op for grammofonen. Og som, når han spiller på sin sopransaxofon, ondskabsfuldt drilsk demonstrerer sin ret til det arvestykke, han påstår, forældrene gav til ham: den metronom, Bo så inderligt gerne vil have haft. 

Et rødt reb 

Da ingen af brødrene vil afgive huset, de har arvet, bosætter de sig der begge to. Da de konstant strides, etablerer de en usynlig grænsemur midt i rummet. Det fungerer fint, at muren vises med et blødt rødt reb. Det skaber en stemning af cirkusmanege. Englen kan gelinde fjerne det. Og brødrene kan snildt genetablere ”muren”. 

Scenografien består herudover af ganske få ting, som tilsammen er med til at skabe stemninger af poesi. En stjerne i midten, hvis små pærer gnistrer, når der er grøde i brødrenes forhold og englen sætter ting i gang. To høje skabe, der fungerer som toiletter og gennem hvis sider der strømmer varmt lys ud af en håndfuld små runde huller. To gamle kufferter. En spinkel træbænk, der smart kan deles i to og sættes sammen igen. To opslåede trappestiger. Og nogle patinerede stribede tæpper, som hænger rundt omkring som draperier. 

Der er noget Gitte Kath'sk over den rumindretning, som Johanne Eggert og Allan Frausing står bag. 

Betydningen af små tegn 

Marius og Bo er stædige som to æsler, men under deres genstridige hud bølger der blødhed, savn og følelser for hinanden. Vi ved det på en måde lige fra begyndelsen. Det ligger som noget uudtalt i luften, at det her ender godt. I den lune og humor, som er til stede lige fra begyndelsen. 

Men der skal mere til. Det skal følges til dørs, og det forstår Ole Sørensen som iscenesætter. Hans fingeraftryk på forestillingens udtryk er umiskendeligt. Sørensen ved, hvordan man kan fortælle noget med små bitte tegn. Hvordan man viser, at nu sker der noget meget pludseligt; som fx når Englen iltert lyver, tyr til eder, bryder sin engletavshedspligt og truer vorherre med at tage sin afsked. Eller, at nu er noget ved at forandre sig – som fx når Bo og Marius slapper deres ellers så spændte muskler, bliver mere bløde i stemmerne, eller diskret strejfer hinandens hænder. 

Ligetil og pointeret 

Brian Wind-Hansens tekst er meget ligetil. Nem at begribe for publikum og mundret for spillerne. Den er fyldt med hverdagslignende ordvekslinger, som er nemme at overføre til stridsmål og følelser i alle aldre. Der er eksempler på jalousi, vrede, varme og venskab, som alle kender til og kan identificere sig med. 

Det tilføjer teksten nogle ekstra dimensioner, at den også er krydret med ord og sætninger, som vi ikke hører hver dag. Fx ”mentalt hærværk” og ”ingen kan lave mirakler, hvis mennesker ikke vil.” At den rummer ikke-dagligdags situationsspil. Fx scenen, hvor englen fortæller brødrene, at deres afdøde forældre altid er hos dem.” Og at den også er humoristisk. Som fx når Englen har fået nok og råber ”Til helvede med jer! Den her engel er skredet, farvel!” og når hun svarer ja på Bos spørgsmål om, om forældrene også er hos dem, når de er på toilettet. 

’Æselhjerte’ er et rigtigt fint eksempel på en forestilling, der tager teatermediet på kornet som et levende her-og-nu-medium. Den går med enkelhed, humor og nærhed i dialog med sit publikum på en måde, der ikke lefler for eller forsøger at ligne moderne elektroniske mediers formsprog.