DEBAT
10-09-2019
07-09-2019
21-06-2019
10-04-2019
20-03-2019
26-02-2019
22-02-2019
09-12-2018
Der var trængsel i Kvindernes Have i Kabul, da Batida spillede ‘Grande Finale’. Foto: Ditte Valente

Her er teater en mangelvare

17-09-2009
Teatergruppen Batida har været i mere end 30 lande med deres forestillinger, men selv for de rejsevante teaterfolk var turen til Afghanistan i juni en ganske anderledes oplevelse. Bl.a. skulle spillestederne holdes hemmelige forud for rejsen for at undgå risikoen for terroristangreb. Teatrets Søren Ovesen fortæller her om turen.
Af: Søren Ovesen
FAKTA
I dagene 10.–21. juni opførte Batida forestillingen 'Grande Finale' i Afghanistans hovedstad, Kabul. Turen blev afsluttet med fire dages workshop med teaterstuderende fra Kabuls universitet.
Batida var inviteret til Afghanistan af CKU (Center for Kultur og Udvikling), der for Udenrigsministeriet varetager kultursamarbejdet mellem Danmark og udviklingslandene i Afrika, Asien, Caribien, Latinamerika og Mellemøsten. Batida deltager således som et af flere komponenter i et tre-årigt kultursamarbejde mellem Danmark og Afghanistan.
I Afghanistan støtter Kulturprogrammet ni projekter mellem afghanske og danske samarbejdspartnere: 1) Etablering af et ungdomshus i Kabul, 2) Etablering af Kultur og litteraturcafeer i 3 regioner, 3) Etablering af Afghanistans første børnebibliotek i Kabul med bogbusser ud til resten af landet, 4) Sportsprojekter med fokus på pigesport, 5) Musik- og teater projekter for gadebørn, 6) Træning af lærere med henblik på cirkusskoleprojektets implementering i tre nye regioner, 7) Paneldebatter om kultur og menneskerettigheder, 8) Forumteater om vold mod kvinder, med efterfølgende turne i provinsen. og 9) Teater/musikforestillinger og workshops i Kabul. Derudover er en række nationale projekter ved at blive etableret.

Kvindernes Have, Kabul juni 2009: For os der skal til at optræde, er det ikke helt som det plejer at være, på denne særlige dag, slet ikke! Vi har med ét publikum hele vejen rundt, folk skulle jo ellers have siddet der, hvor vi møjsommeligt har stillet stolene op i rækker, i skyggen under de nødtørftige baldakiner, men nu har de altså placeret sig alle vegne. Flyttet stolene tættere på spillepladsen, bagved, på siderne, eller de har bare sat sig vilkårligt i græsset. Hovedsageligt kvinder og børn. Smukke kvinder, unge og gamle i farverige dragter, og masser af børn der med store, nysgerrige øjne betragtende det besynderlige fænomen, der er ved at udfolde sig.

Og så selvfølgelig de evige soldater med deres blankslidte maskinpistoler og lurvede uniformer. De er her også. De er jo alle vegne. Store drenge og unge mænd med milde øjne, der er mere optaget af det, der skal til at foregå end af deres egentlige opgave; at bevogte, beskytte, være årvågne, ramme den usynlige fjende før den rammer os.

Men krigen er blevet til hverdag, og der sker næsten aldrig noget, så koncentrationen ligger et andet sted.
‘Kvindernes Have’ er en lidt støvet park omgivet af mure nidkært bevogtet. Kropsvisitation ved indgangen. Her har mænd ingen adgang. Kun vagterne og nogle få vigtige officials - og det er jo hovedsageligt mænd - bliver lukket ind i denne have, og især på denne dag; ‘Kvindernes dag’.

Kvindernes Have er et af de få fristeder, der findes for kvinderne i Kabul. Her bliver handlet med kunsthåndværk fra rækkerne af primitive boder, og i de små pavilloner bliver der drukket te og udvekslet nyheder. I det hele taget udfolder der sig et sprudlende kvindeliv, som man ikke ser magen i byens offentlige rum. Uden for murene er verden præget af mænd, mænd og atter mænd. Man ser kun få kvinder - og omtrent en tiendedel af dem er gemt inde i burkaernes sikkerhed - der travle bevæger sig den nødvendige strækning fra et punkt til et andet, gerne med et par børn i hånden.
Rygtet er gået i haven, for der findes ingen egentlig annoncering: Lige om lidt skal der spilles teater, derhenne under baldakinerne, hvor er det spændende, hvad er teater for resten for noget, har aldrig set det før!’
For teater er en mangelvare i Kabul!

Eventyrligt møde

Teatret er fra Danmark. Og gruppen, der skal optræde, hedder Batida. Forestillingen bærer titlen ‘Grande Finale’ og er historien om et bryllup, der ikke udvikler sig som planlagt. Men stykket handler i øvrigt mest om livet i dets forskellige afskygninger. En beskrivelse af menneskets små og store kampe med sig selv, og mod de andre. Og også lidt om den kærlighed der alligevel, og på trods, finder en plads at folde sig ud på.
Og så er der humoren, den universelle, der forstås af alle, og ikke mindst den levende musik der udføres af forestillingens ni medvirkende skuespillere, der jo altså også er musikere. Og ikke ret mange ord af betydning.
Mødet er i mere end en forstand eventyrligt. Der er selvfølgelig selve forestillingen, den er eventyrlig, synes vi, der optræder med den, den har sine egne rørende, hjertegribende og humoristiske kvaliteter, som helt sikkert bliver opfattet af den del af publikum, der er i stand til at se de teatralske billeder fra deres uautoriserede siddepladser.

Men størst på denne dag er dog selve mødet mellem dem og os. De er vant til at se os bevæbnet til tænderne, mens vi betragter dem fra vores pansrede mandskabsvogne. Og vi ser gennem medierne dem som enten ofre eller terrorister, som langskæggede talebanere, eller som forskræmte burkaer uden mæle. Og her er der tale om en gruppe danske skuespillere der hengiver sig helt forsvarsløse og uforbeholdent til et betragtende, lyttende, kommenterende og klappende publikum i en sjov og kærlig historie, der handler om os alle. Det er det, der er det mest eventyrlige!
Men rodet er det. Efterhånden som forestillingen skrider frem rykker børnene tættere og tættere på, og snart har vi dem inde på selve spillepladsen. I de større koreografiske numre – dem er der et par stykker af – skal man passe godt på ikke af feje en flok nysgerrige unger omkuld med et bensving. Ind imellem kan man høre en af soldaterne råbe ad ungerne og i øjenkrogen se ham med løftet hånd – der bliver nok delt et par øretæver ud i afghansk børneopdragelse – rydde en kvadratmeter eller to. Men vi på scenen lader os ikke ryste – vi har prøvet lidt af hvert i tiden løb – og the show must go on i Kvindernes Have i Kabul.
Det lidt kaotiske præg er selvfølgelig også blevet forstærket af, at den afghanske regerings kvindeminister - en kvinde såmænd! - har meldt sin ankomst til parken og udtalt et ønske om at se forestillingen. Det har betydet et par timers venten i kostumer og med stemte instrumenter, mens solen har løftet sig højere og højere op på himlen. Desuden har hendes tilstedeværelse tiltrukket endnu flere soldater - bl.a. et amerikansk kvindekompagni. De ligner månemænd i deres skudsikre battledress, loaded med granater, bajonetter, pistoler og automatgeværer, men med hjelmene under armen afsløres der – på toppen af hele den skrækindjagende herlighed – alligevel nogle søde smilende ungpigehoveder. Absurd og næsten ikke til at stå for.
Men nu er hun her altså, ministeren og sidder på første række. Og hun ser fornøjet ud. Men halvvejs inde i forestillingen forsvinder hun igen med sit følge. En minister er ikke meget for sidde som skydeskive ved et udendørs arrangement som dette. Forståeligt nok! Men hun smiler, klapper og kaster glans over forestillingen, inden hun går.

Universitetet
Senere på ugen spiller vi to gange på Universitets Faculty of Fine Arts for de studerende og deres professorer på dramalinjen. Og denne gang med et markant fravær af kvinder - mindre end 10 pct. af de kommende skuespillere, instruktører og dramatikere er kvinder. Et anerkendt og næsten uløseligt problem for hele branchen, men på den anden side en hverdag som ikke bemærkes, medmindre sådan nogle som os stiller måbende spørgsmål.
Denne gang foregår det indendørs i universitetets meget nedslidte og dårligt udstyrede auditorium. Batidas tilstedeværelse skaber stor opmærksomhed, og ved den anden forestilling har rygtet bredt sig, så forventningerne er strøget helt op i rockstjerne-barometrets røde felt. Batida bliver mødt med hujen, piften og taktfast klappen fra en fuld sal. Ikke helt almindeligt i teatersammenhæng, men slet ikke kedeligt! Et stærkt møde med et sultent publikum bestående af Afghanistans kommende scenepersonligheder.
Selv om stemningen er endnu mere løssluppen end i Kvindernes Have, er det ganske andre strenge, der bliver slået an i denne yderst reflekterende forsamling. Der bliver efterfølgende gransket, analyseret og fremdraget dybere symbolske og politiske lag (som vi dårlig nok selv har fået øje på). Forestillingens tragikomiske og musikalske form, der kan synes så ubesværet (men ikke er det), rummer et næsten provokerende alternativ til den noget tungere - af russisk teater inspirerede - tradition, der råder i det afghanske teater. Dertil er de roller, forestillingens fire kvinder spiller, i sig selv en lille revolution: De griner højlydt og frimodigt, danser, spiller på trommer, trompet og trækbasun og smider til sidst i finalen parykkerne.

Helt uhørt i Afghanistan. Alligevel lader ingen sig forarge, tværtimod bliver forestillingen betragtet som en forfriskende og udfordrende inspiration! Og igen: en helt anden stemme fra Vesten, et møde mellem kunstnere hen over geografiske og kulturelle afstande, en gensidighed: De ser os. Vi ser dem. Vi ser dem se os! Kulturudveksling!
Professor Mr. Azim Husainzada - dramalinjens leder - opfordrer efterfølgende Batida til at formidle et fremtidigt samarbejde med undervisere og udøvende kunstnere fra Danmark. 30 års krig har tæret hårdt, ikke alene på bygninger og tekniske faciliteter, men i endnu højere grad på den gruppe af mennesker, der skal udvikle og videregive et levende teatermiljø til det moderne Afghanistan. De, der ikke er blevet slået ihjel, er flygtet, har bosat sig andre steder i verden, og har der skabt sig et liv og en karriere, og kun få føler sig tilstrækkeligt overbeviste om landets stabilitet og sikkerhed til at vende hjem på ny.
I Kabul, en by med fem millioner indbyggere, findes der end ikke et teater med et løbende repertoire. Den nationale scenebygning er ganske vist opført efter det teater-hadende Talebanregimes fald, men i en periode med så megen korruption, at pengene beregnet til cement havnede i private lommer. Nu, fem år efter bygningens indvielse, er den ved at styrte sammen. Livsfarligt at opholde sig i indtil den restaurering, den nu er ved et gennemgå, er tilendebragt.
Et lyspunkt i det Afghanske teatermørke er de årligt tilbagevendende teaterfestivaler, som det trods alle forhindringer er lykkedes universitetet at stable på benene. Programmets titler og forestillingsbeskrivelser vidner om, at det er tidens brændende emner, der her bliver sat på scenen: Krigen, kvindernes kamp for frigørelse, vejen til en demokratisk samfundsorden, etc. Der er nok at tage fat på!

Sikkerhed

Efter yderligere to optrædener i henholdsvis den afghanske Pen-klub og for børnene i ‘Mobile Mini Cirkus for Children’ (et meget spændende projekt for fattige børn, støttet af CKU se: www.afghanmmcc.org ), afsluttes vores besøg i Kabul med fire dages workshop med studerende fra dramalinjien på Faculty of Fine Arts. Temaet er ‘Musik i teatret - teater i musikken’ som er en kunstnerisk hjørnesten i Batidas arbejde. Af sikkerhedsgrunde - vores sikkerhed - og af forsyningsgrunde - universitetet har ingen muligheder for at skaffe mad til deltagerne under workshoppen - bliver de fire dages arbejde henlagt til et af byens hoteller, igen med en håndfuld af de allestedsnærværende bevæbnede vagter ved porten.
Afghanistan er ikke Danmark, bestemt nej! Meget er besværligt i Kabul, og hele spørgsmålet om sikkerhed står højt på dagsordenen, måske ude af proportioner. Man hører af og til kritiske røster tale om overdrivelse, og også antydninger om, at der ligger et forretningsmæssigt motiv bag nogle af foranstaltningerne. Svært at blive rigtig klog på!
Skrækken har vi haft med hjemmefra i rigeligt omfang. Det skortede ikke på advarsler, da det forlød, at vi havde indvilliget i at rejse til et af verdens brændpunkter med vores forestilling. Adskillige forældre og ægtefæller har indstillet sig på aldrig mere at se deres kære. Og for en af de medvirkende ville frygten ikke slippe sit tag. Vedkommende meldte klart og utvetydigt fra, så vi har måttet sætte en anden og mere frygtløs skuespiller ind som substitut.
Men Kabul er ikke Helmand. I selve byen er der forholdsvis fredeligt, og som en ansat på den danske ambassade sagde til en dansk journalist – det er mere sandsynligt, at du bliver kørt over af en bil, end at du bliver udsat for et bombeattentat. Efter et par dages tilvænning er de paniske impulser fordampet og er nu blevet erstattet af sund omtanke og af den normale, kyniske kalkulation, som vi mennesker er så vandt til at operere med, hvad enten vi er storrygere, trafikanter, turister i en hvilken som helst storby eller danske skuespillere i Kabul: Det her er en lille smule livsfarligt, men vi overlever nok!
Så Batidas skuespillere har altså valgt at følge de almindelige ‘færdselsregler’ for sikkerhed gældende for velhavende personer, intellektuelle, og mindre prominente udlændinge. Kvinderne har tildækket deres hår for ikke at skabe unødig opmærksomhed i bybilledet, og gruppen sørger for ikke at færdes på gaden i samlet flok, og afholder sig i det hele taget fra tåbelig opførelse. På intet tidspunkt under det ti dage lange ophold i Kabul har vi følt os truet.

24 + 1
I workshoppen deltager – udover de fire kvindelige og to mandlige skuespillere fra Batida – 24 unge mænd og en - skriver én - modig ung pige fra Kabul Universitet. Igen et lysende klart billede på et af de helt store problemer, Afghanistan slås med: Den nærmest totale adskillelse af mænd og kvinder i det offentlige rum.
Denne pige fortæller i øvrigt, at hun møder den allerstørste modstand fra sine få kvindelige studiekammerater, som finder hendes deltagelse i workshoppen problematisk. Tankevækkende!
Workshoppen rummer en række øvelser i at skabe meningsfulde, (læs: ‘fortællende’), teatralske ‘billeder’ i modsætning til det mere tekstbaserede teater, der ofte (men langt fra altid) lader skuespilleren levere de ord, der skaber billederne i tilskuerens hoved, lidt ligesom i litteratur.
Arbejdet fortsætter i de følgende dage med at udvikle små historier bestående af flere på hinanden følgende billeder. I første omgang serier på tre-seks ‘tableauer’, dvs. billeder uden bevægelse, der afbrydes af små ‘black-outs’ (alle lukker øjnene i stedet for at slukke lyset!) mens det næste tableau etableres. Senere bindes billederne sammen med bevægelser til en ‘billedmættet’ handling, aktion.
Desuden arbejdes med at integrere et musikalsk udtryk som en medfortællende faktor. Musik, der går med, går i mod, overdøver handlingen, eller som fungerer som en stemme hos en karakter på scenen, en undertekst, en overskrift etc.
En i øvrigt meget interessant del af workshopforløbet, idet arbejdet igen bekræfter, at den udbredte opfattelse af musik som et universelt sprog beror på en falsk europæisk selvforståelse af at beherske det universelle. Musik, rytme, bevægelsesmønstre er lige så forskellige og betydningsladede som lyde i et talesprog. Og det universelle sprog findes vist ikke endnu. Jo, for resten: ‘Amerikansk’ (dette var en vittighed!). Emnet er kontroversielt og interessant, men må uddybes ved en anden lejlighed.
Atmosfæren er legende og munter. Med undtagelse af nogle få lidt umodne deltagere, der helst vil spille helteroller i tv-serier - nu! - er workshoppen præget af stor arbejdsiver og fordybelse. Og for de mange unge mænd - og vel også for den enlige unge pige - er det tætte samvær med de danske skuespillerinder med deres trommer, trompeter og trækbasuner og ikke mindst utvungne adfærd, et kig ind i en eksotisk verden, hvor kvinder spiller helt andre roller både i teatret og i selve livet.
Et eventyrligt møde i Kabul. Med nogle smukke mennesker der på trods af lidelser og frygt udviser et imponerende personligt overskud!
Og et møde med en by der slet ikke svarer til forventningerne.
Hvad der for resten sjældent er noget, der gør!

Søren Valente Ovesen er skuespiller, dramatiker og instruktør hos Batida. Læs mere om forestillingen ‘Grande Finale’ og teatret på www.batida.dk

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Her er teater en mangelvare
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718

05-09-2019
 

29-08-2019
 

27-08-2019
 

20-08-2019
 

01-07-2019
 

21-06-2019
 

17-06-2019
 

03-06-2019
 

01-06-2019
 

29-05-2019
 

27-05-2019
 

23-05-2019
 

20-05-2019
 

10-05-2019
 

01-05-2019
 

24-04-2019
 

21-04-2019
 

10-04-2019
 

29-03-2019
 

25-03-2019
 

22-03-2019
 

21-03-2019
 

18-03-2019
 

11-03-2019
 

04-03-2019
 

22-02-2019
 

18-02-2019
 

11-02-2019
 

01-02-2019
 

15-01-2019
 

01-01-2019
 

19-12-2018
 

06-12-2018
 

30-11-2018
 

25-11-2018
 

21-11-2018
 

17-11-2018
 

13-11-2018
 

09-11-2018
 

02-11-2018
 

Flere anmeldelser