DEBAT
18-09-2018
10-09-2018
07-09-2018
20-07-2018
19-07-2018

Vild Kammerat: Ingen kære mor

Ditte Laumann og Bo Stendell Larsen i Vild Kammerats medrivende - og interaktive - forestilling. Foto: Søren Meisner

Helt tæt på virkeligheden

09-10-2013
Medrivende og voldsomt dramatisk blanding af eventyr og skilsmissehverdag.
FAKTA
Vild Kammerat: Ingen kære mor -

Manuskript og iscenesættelse: Lotte Faarup. Scenografi: Annika Nilsson. Medvirkende: Ditte Laumann og Bo Stendell Larsen. Varighed: En time. Aldersgruppe: Fra otte år. Set i oktober 2013 på ZeBU, hvor den spiller til 13. oktober 2013. Skal senere på turne og spiller formentlig på festivalen i Holstebro i april 2014. www.vildkammerat.com

Det er den slags teater, jeg normalt hader af et ærligt hjerte. Teater, hvor vi er en del af forestillingen, hvor vi skal gå rundt i lokalet – kort sagt: det interaktive teater, der skal være så moderne i disse år.

Derfor blev overraskelsen og glæden så meget desto større, som 'Ingen kære mor' skred frem. Fordi de to spillere eminent fandt balancen mellem det involverende og det betragtende. Fordi vi fik lov at være med eller være os selv, som vi ville. Fordi vi kunne løbe med strømmen eller sætte os på en af papkasserne ude i siden uden misbilligende øjne. Og så fordi forestillingen ganske enkelt var glimrende.

Den begynder udenfor. En 35-årig kvinde i lillepige-eventyrkjole og små ballerinasko vil have os med på eventyr. Jeg gøs en lille smule, mens hun fortalte om sin dumme far og endnu dummere stedmor i et voldsomt insisterende tonefald. Det virkede som optakten til noget ret pinligt teater, sad jeg og tænkte. Og så kom vi ind i salen, hele flokken af 10-12-årige tilskuere med tilhørende pædagoger.

En mørk sal, nærmest som en udstilling eller en installation. Her kunne vi gå rundt og kigge lidt, mens musikken dunkede. En spøjs blanding af hverdag og eventyr, af køkken, pigeværelse og stue, placeret rundt i den store sorte sal. Og hvad så, nåede jeg lige at tænke, inden det hele samlede sig. Med pigen og hendes far omkring køkkenbordet. Med snak om aftensmad og weekendophold mellem en lille pige, Vigga, og hendes skilsmissefar. Med udsigt til besøg om aftenen af fars nye kæreste, Barbara. Med ganske stærke reaktioner til følge. Far og datter, der nærmest råbte af hinanden. Og os i kødrand omkring dem. Helt tæt, mens de snittede grøntsager og skældte ud.

Og det fungerede. Jeg så 60 fuldkommen opslugte unger æde af de to skuespilleres dygtige hænder. Mest af Ditte Laumanns, naturligvis, for det var hendes Vigga, de lettest kunne identificere sig med. Men også drengene var med, fordi tonen var så rå og direkte, og fordi det virkede så ægte. Og alligevel ikke, for det var jo her, det geniale med eventyret kom ind i billedet. Det var konfronterende køkkenvask-realisme og let distancerende eventyr i et. Derfor lillepige-kostumet, derfor måtte vi være alfer i Viggas eventyrland og ikke bare 4.a fra den lokale skole.

Fordomme spoleret

Med fynd og klem udviklede historien sig. Vigga fandt hjemmesiden 'De forladte børns hus', hvor en heks på videoskærm rådede Vigga til at ødelægge fars ting og senere forgive Barbara.

Om børnene var med? Ja, det tør siges. Som vi sad der på gulvet i Viggas værelse og delte kiks ud, mens vi blev spurgt om dette og hint.

'Slå Barbara ihjel', hviskede vi intenst og frydefuldt. Men uden at det gik amok, uden at nogen faldt ud af illusionen eller følte, at de blev styret. Det var, som at være inde i eventyret og ude i virkeligheden på samme tid.

Senere dansede vi runddans om køkkenbordet, mens Vigga blandede gift; vi gik helt tæt på far, da han kom hjem og skældte Vigga ud, og vi var ret chokerede, da Vigga til sidst nærmest blev besat af had og hævn, og slet ikke kunne styre virkeligheden.

Og ikke en eneste greb sin mobiltelefon eller småsnakkede med de andre, fordi de kedede sig eller syntes, at det var åndssvagt. Blev der snakket, var det om historien, for og imod giftmord og heksen på skærmen, eller med Vigga, når hun var i tvivl om, hvad hun skulle gøre. Uden at vores sympati med far forsvandt af den grund. For Bo Stendell Larsens lidt forpjuskede far virkede både rar og krammegod – ikke helt, ikke skurk.

Derfor åndede vi også lettede op, da de to til sidst forsonede sig og gik ud i virkeligheden. Ned på den lokale grill med os på slæb. Hele banden ud på gaden – farvel og tak!

Jeg cyklede derfra, en anelse rystet. Intet er værre end at få sine nedgroede fordomme om interaktivt teater fuldkommen spoleret!

Af: Henrik Lyding
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Ingen kære mor
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

11-09-2015

09-09-2015

07-09-2015

04-09-2015

02-09-2015

31-08-2015

28-08-2015

26-08-2015

24-08-2015

21-08-2015

19-08-2015

17-08-2015

14-08-2015

12-08-2015

09-08-2015

07-08-2015

12-07-2015

03-07-2015

29-06-2015

27-06-2015

25-06-2015

23-06-2015

21-06-2015

19-06-2015

17-06-2015

15-06-2015

13-06-2015

11-06-2015

10-06-2015

08-06-2015

06-06-2015

04-06-2015

03-06-2015

01-06-2015

30-05-2015

28-05-2015

26-05-2015

24-05-2015

22-05-2015

20-05-2015

Flere anmeldelser