Heksepjank

Gad vide, hvorfor det skal være så hemmeligt? Ikke et eneste skilt på Frilandsmuseets enorme område fortæller, hvor der spilles teater. Man vandrer og vandrer, mens man stirrer fortvivlet efter små ledetråde, der kan fortælle, om man er på rette vej. Der udleveres kort ved indgangen – tag endelig et, ellers er man håbløst fortabt.
 

Ikke engang foran selve det hus fra 1600-tallet, Ejderstedhuset, i hvis lade forestillingen opføres, ses bare et lille skilt, en beskeden plakat eller andet. Intet som helst. Det hemmelige teater i Sorgenfri!

Men fundet bliver det da, stedet, hvor der angiveligt skal fortælles om fortidens hekseprocesser. Inde i laden, mørk, jordslået i lugten, men velsignet sval som kontrast til sommervarmen udenfor sidder vi på smalle træbænke og kigger lidt undrende på sceneriet. For ganske vist står der et ældgammelt bord foran os, men også en højst moderne planchetavle og masser af tusser. 
 

Danmarksmester i kiksede liv

Ind gør Heksemutter og hendes ledsager deres entre. Heidi Colding-Hansen er klædt i tidens mørke, vadmelsagtige dragt, mens ledsageren er iført festtøj, som skulle han spille til krobal. Hvilket præcis er sådan, Rudy og hans bævreorgel lyder.

Og dermed er vi fremme ved et af forestillingens paradokser. For heksemutter er tydeligvis ikke en skikkelse fra 1600-tallet, men en højst nutidig kvinde, der er flygtet ud af systemet. 
 

Det er hendes historie, snarere end middelalderkvindernes, vi hører om, muntert akkompagneret af Rudy, der vistnok er tysk. Hvem han egentlig er eller hvorfor han er med, bliver aldrig klart. Det handler nemlig om Heksemutters egen historie. Hun har i virkeligheden en lang og sørgelig karriere bag sig.

Det begynder med en uddannelse som slagter, hvor en arbejdsulykke ødelægger hendes ben. Så kommer hun i aktivering i en børnehave, hvor en ulykke ødelægger hendes hænder – de bliver bagt sammen med børnenes lertøj! Hvorpå hun får arbejde i en svømmehal, hvor hun bliver låst inde i saunaen og derfor stegt hele juleferien! 
Og skulle man på det tidspunkt stadig være i tvivl om, hvem der har begået teksten, ja, så er svaret selvfølgelig Line Knutzon. Danmarksmesteren i kiksede liv og sørgmuntre skæbner. Som denne, hvor arbejdslivet fortsætter med en hospitalsopgave som maler, hvor hun ender med at få malet sig selv op i et hjørne. Bogstavelig talt.

Og dermed er vi næsten fremme ved hekseriet. For mæt af samfundets krav og snagen i alt og alle flygter Heksemutter ud i Rold Skov, hvor hun nu har boet i 12 år, tæt på heksen Dannie Druehyld, der har lært hende, hvad hun ved om hekseri i Danmark. 


Løst og useriøst

Vi får tre små historier. Om Maren Spliid i Ribe, der blev anklaget og brændt for hekseri; om et hønsetyveri på Fyn, hvor Fanden angiveligt var blandet ind - og endelig hører vi om en hårdt ramt familie, hvor en gammel kone sikkert har kastet onde øjne på familien.

Meget klogere på dem og deres skæbner bliver vi nu ikke. Selv beskrivelsen af bålbrændingen bliver mere grin end gys. Første historie fortælles med brug af plancher og tusser; nummer to fortælles som en folkevise, og den sidste illustreres med garnnøgler, kogler og en termokande.

For mig bliver det for løst og for useriøst. Gyset og de reelle historier om hekseprocesser i Danmark, som de færreste af os sikkert kender, drukner i Knutzon-pjank, såvel i tekst som i Lars Knutzons energiske iscenesættelse.

Og den moralske opsang til slut om, at i dag brænder vi ikke de anderledes, men fryser dem ude, ja, det er altså for banalt og letkøbt for mig. At drage en parallel mellem 1600-tallet, hvor mennesker blev torteret og brændt, og vores egen tid, hvor kontrol- og behandlersystemet måske er løbet lidt løbsk, synes lovlig hårdt trukket op.
 

Men Heidi Colding-Hansen har masser af jysk energi og fortælleglæde, og Line Knutzons sans for livets små absurditeter fornægter sig heldigvis heller ikke. Så som en munter lille monolog-komedie om en spøjs kvinde, der har meldt sig ud af dagens Danmark, er 'Heksemutter' såmænd fin nok.

Det havde bare klædt forestillingen og Frilandsmuseet, hvis den også havde fokuseret noget mere på sit egentlige emne, heksetroen, og den tid, som laden vi sidder i, symboliserer.